Kvinders liv er penge værd
Kvindemuseet i Danmark, der holder til i Aarhus, har fået yderligere 1 mio. kr. fra staten til sin forskning i kvinders historie.
Kvinders historie er penge værd, mener partierne bag finansloven.
Det betyder, at Kvindemuseet i Danmark, der ligger i Aarhus, nu har fået yderligere 1 mio. kr. fra staten de næste fire år.
Det har kostet meget benarbejde og møder med kulturpolitiske ordførere og andre folketingspolitikere gennem årene at få gjort opmærksom på sig selv, og derfor er man på museet begejstrede over, at det nu er lykkedes.
Budget på 10 mio. kr.
Kvindemuseet får i forvejen 1 mio. kr. fra staten samt rundt regnet 2 mio. kr. fra kommunen.
Det har hidtil haft et samlet årsbudget på 10 mio. kr. for både museet og dets café. De øvrige penge kommer i høj grad fra forskellige fonde, puljer og andre bidragydere, som skal søges fra gang til gang.
Museet, der er et landsdækkende specialmuseum, hvis mål er at samle og derefter sprede viden om kvinders liv og virke i den danske kulturhistorie, har gennemført mange forskningsprojekter og produceret en lang række kulturhistoriske udstillinger og kunstudstillinger, som årligt ses af godt 40.000 gæster.