Fortsæt til indhold
Aarhus

Offentlig gæld æder kontanthjælpen

Det offentlige inddriver gæld hos kontanthjælpsmodtagere uden hensyntagen til basale levevilkår, mener advokatfuldmægtig. Inkassochef afviser kritikken.

Af MIKKEL HEMMER-HANSEN

Århusianske kontanthjælpsmodtagere lever på grænsen for eksistensminimum, fordi de bliver trukket for meget for offentlig gæld.

Det vurderer advokatfuldmægtig Bettina Bastholm, der arbejder som frivillig juridisk rådgiver på Internationalt Kulturcenters Udlændingerådgivning i Århus.

»Jeg har hjulpet personer i Århus, der er blevet trukket så meget i kontanthjælp på grund af gammel gæld, at de må leve for urealistisk lave beløb,« siger Bettina Bastholm, der har arbejdet konkret med fire sager, hvor personer blev trukket for meget i kontanthjælpen..

Mere end ind til benet

Bettina Bastholm står ikke alene med kritikken. Social- og arbejdsmarkedskonsulent Preben Andersen er ansat på et projekt støttet af Beskæftigelsesministeriet.

Formålet med projektet er at hjælpe folk tilbage til arbejdsmarkedet, og han rådgiver mennesker med sociale problemer i Århus på værestedet Café Parasollen ved Viby Torv.

Preben Andersen har netop været inde over to sager, hvor offentlig gæld blev inddrevet fra kontanthjælpsmodtagere, uden at der blev skelet til, hvor stort et beløb, de havde tilbage at leve for.

»Der bliver ikke kun skåret ind til benet, der bliver også gnavet af benet. Kontanthjælpsmodtagerne får reelt ikke en ærlig chance for at komme videre, når der er offentlig gæld. Jeg har netop været ved at hjælpe en enlig mor med tre børn, der havde 1000 kroner tilbage i december måned, fordi hun blev trukket for offentlig gæld,« siger Preben Andersen.

En enlig kontanthjælpsmodtager i Århus skal minimum have 3300 kroner tilbage om måneden at leve for, når alle faste udgifter som husleje, el, vand, varme, forsikring og telefonabonnement er betalt.

Individuel vurdering

Det offentlige skal foretage en individuel vurdering af betalingsevnen, inden der inddrives for eksempel en skattegæld. Indtægter og udgifter skal stilles op over for hinanden.

Når regnestykket gøres op, skal der være et rådighedsbeløb på over 3300 kroner for en enlig, før det offentlige kan tilbageholde gæld i kontanthjælpen i Århus.

»Problemet er, at der bliver trukket i kontanthjælpen uden at lave et budget, eller også bliver budgettet først lavet, hvis kontanthjælpsmodtageren klager. Det er mit indtryk, at det sker i mange sager,« siger Bettina Bastholm.

Det er pantefogdernes opgave at inddrive offentlig gæld. I Århus sker det via Betalingskontoret - her afvises kritikken.

»Der skal foretages en individuel betalingsevnevurdering, når der laves en betalingsordning, og det bliver også gjort. Jeg kan ikke afvise, at der sker fejl i Århus, men det er efter min opfattelse helt klart mere undtagelsen end reglen,« siger inkassochef Jørgen Pedersen.

Både han og socialrådmand Flemming Knudsen (S) fastslår, at kommunen ikke kan gribe ind, hvis klienter ikke selv kommer og fortæller, at der er problemer med økonomien.

jpaarhus@jp.dk