Fortsæt til indhold
Håndbold

»Nu kan landsholdet gå efter at opnå i stedet for at undgå – forskellen er enorm«

I sin tid var Ulrik Wilbek med til at skabe "De Jernhårde Ladies". Alligevel peger succestræneren på sit herrelandshold, når han skal drage paralleller til den nuværende EM-succes for håndboldkvinderne.

LJUBLJANA

Ulrik Wilbek har haft god tid til at følge med i EM.

Lidt for god tid efter sin egen smag, for efter en operation for lyskebrok er Viborg-borgmesteren sygemeldt og tvunget til at bevæge sig så lidt som muligt.

Så dér har han siddet og fulgt med i den verden, som engang var hans egen – 13 medaljer har Ulrik Wilbek været med til at vinde til Danmark som landstræner for først kvinderne og siden herrerne, og han har ikke svært ved at sammenligne med én helt definerende periode for et af sine landshold, når han kigger på arvtagernes præstationer under den igangværende slutrunde.

Først skal vi dog lige høre, om han overhovedet kan passe på sig selv og sidde stille under en landskamp. Ulrik Wilbek var jo kendt for at være særdeles engageret og medlevende på sidelinjen i både medgang og modgang.