Fortsæt til indhold
Fodbold

Graulund: Jeg ville også have fyret mig

Den tidligere AGF-angriber forstår klubbens beslutning om at opsige hans engagement som U19-træner.

AGF har tirsdag valgt at opsige samarbejdet med klubbens tidligere angriber Peter Graulund, der er blevet fyret fra tjansen som træner for klubbens U19-hold.

Fyringen er en konsekvens af flere kontroversielle passager fra Graulunds kommende bog, "Jeg er nummer 11," og manden bag rygnummeret er ikke overrasket over fyresedlen.

"Det kommer ikke som nogen overraskelse, vil jeg sige. Det er fuldt forståeligt, og det har jeg fin respekt for. Jeg tror, at hvis jeg var arbejdsgiver, og at en af mine medarbejdere ytrede sig kritisk om den arbejdsplads, jeg skulle lede, så ville jeg med stor sandsynlighed også have skilt mig af med den medarbejder," siger Peter Graulund til Jyllands-Posten.

Stof til eftertanke

Angrebsesset håber imidlertid, at hans bog vil give stof til eftertanke i AGF.

Peter Graulund var en populær herre blandt AGF-tilhængerne. Her er han fotograferet ved sin testimonial for klubben.

"Jeg håber bare, at der er nogen i AGF, der sætter sig ned og reflekterer lidt over alt det, der er sket i de sidste par dage," siger Peter Graulund.

Hvem er det, du mener skal refleketere over tingene? Er det Peter Sørensen, Brian Steen Nielsen eller ledelsen i AGF?

"Jeg tænker jo egentligt lidt på alle mand. Jeg håber, at der er mange der kommer til at lære lidt af alt det her. Jeg har tidligere sagt, at denne her bog altså ikke er skrevet hen over en weekend. Den har været lang tid undervejs, og alt det der er sket, er ikke bare helt fri fantasi. Det synes jeg også godt man kan se på udtalelserne både fra formanden og sportschefen i AGF."

"Kan sagtens kommentere AGF"

Allerede mandag kan Peter Graulund og AGF-træner Peter Sørensen stå ansigt til ansigt, når Graulund i sin egenskab af ekspertkommentator skal kommentere kampen mellem Esbjerg og netop AGF.

Og Peter Graulund mener ikke, at hans forhold til den tidligere arbejdsgiver vil få konsekvenser for hans arbejde.

"Det er klart, at når jeg er ansat på TV3, så er mit job på mandag at kommentere den kamp. Jeg kommenterede også AGF mod Randers, og jeg kan sagtens forholde mig objektivt til, hvordan AGF spiller fodbold," siger Peter Graulund.

Skal du snakke med Peter Sørensen før kampen, eller må det bare gå, som det bedst kan, når I står sammen i studiet efter kampen?

"Det ved jeg sgu ikke. Lige nu er jeg på arbejde i London, så jeg har nok at gøre med at fokusere på det."