AGF vil tage Graulunds kritik alvorligt
AGF kan være nødt til at skride til handling, lyder det fra sportschef.
”Jeg tager det alvorligt, når der kommer kritik, uanset om det er rettet mod Peter Sørensen, jeg selv eller andre. Vi vil altid gerne gøre tingene bedre, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er Peter Graulund, der har facitlisten.”
Nu vil jeg jo lige læse bogen, før jeg kan udtale mig 100 pct. omkring det. Der kan stå nogle ting, hvor man siger, at det er helt uacceptabelt i forhold til de værdier, vi har i klubben, og at vi bliver nødt til at skride til handling.Brian Steen Nielsen.
Sådan siger AGF's sportschef Brian Steen Nielsen til Jyllands-Posten i forbindelse med, at den tidligere AGF-spiller Peter Graulund i dag retter en hård kritik mod klubbens nuværende cheftræner, Peter Sørensen.
Peter Graulund, der i dag er tilknyttet U19-holdet i AGF, kritiserer primært Peter Sørensens ledelsesstil.
Forberedt på kritik
Cheftræneren kan være nedladende, ydmygende og demotiverende, lyder det fra Graulund i en bog, der udkommer den 25. oktober.
Brian Steen Nielsen forklarer, at han var forberedt på, at den tidligere angriber ville kritisere personer omkring AGF.
”Jeg har talt med Peter Graulund, fordi jeg vidste, at der ville udkomme en bog. Dengang gav han udtryk for, at han ville komme med en kritik, når bogen udkom," siger Brian Steen Nielsen.
Graulund er fortsat tilknyttet AGF. Kan han godt være det og samtidig komme med en offentlig kritik af en kollega?
”Nu vil jeg først læse bogen, og jeg kan kun svare for mig eget vedkommende, i forhold til hvad der kommer til at stå om min person. Der kan jeg bare sige, at jeg vil være så rummelig, at det ikke har nogen betydning i forhold til, at Peter Graulund kan varetage de ting, han gør.”
Vil gerne være rummelig
Så man må gerne komme med en offentlig kritik af en kollega?
"Nu vil jeg jo lige læse bogen, før jeg kan udtale mig 100 pct. omkring det. Der kan stå nogle ting, hvor man siger, at det er helt uacceptabelt i forhold til de værdier, vi har i klubben, og at vi bliver nødt til at skride til handling. Men samtidig vil vi også gerne være rummelige, og det gør også, at der skal være lidt højt til loftet.”
Er der andre spillere end Graulund, der har udtrykt deres utilfredshed med Peter Sørensen?
”Det må du spørge spillerne om.”
Vil ikke dele
Har nogle kontaktet dig for at udtrykke deres utilfredshed med Peter Sørensen?
”Jeg går jo ikke som en muldvarpe og spørger 24 spillere, om de er utilfredse med Peter Sørensen. Det er ikke sådan, det fungerer. Peter Sørensen har fingeren på pulsen med de forskellige spillere og har også det ledelsesmæssige ansvar. Jeg går da ud fra, at det var en del af jobbeskrivelsen, at han selvfølgelig passer og plejer de spillere, der nu engang er i klubben. Peter taler forhåbentlig med dem hver dag.”
Men har andre spillere kontaktet dig med en kritik af Peter Sørensens ledelsesstil?
”Hvad der foregår i AGF, vil jeg aldrig nogensinde dele med journalister. Det er noget, jeg vil dele med Jan Christensen (AGF-direktør, red.), hvis jeg har en viden om noget. Det vil jeg ikke udtale mig om i pressen.”
Har du tænkt dig at foretage dig noget efter dagens kritik?
”Jeg har ringet til Peter Graulund, men det var sådan set bare for at få et eksemplar af bogen”
Skideballe til Søren Larsen
Så det får ikke andre konsekvenser?
”Jeg arbejder i klubben hver dag og er på træningsbanen rigtig mange gange. Jeg taler med Peter Sørensen hver dag og Jan Christensen hver dag. Så jeg går ikke ud fra, at der er så meget nyt i det, han skriver.”
Peter Graulund giver i sin bog et eksempel på, at Peter Sørensen har ydmyget spillerne.
Han fortæller om en situation, hvor den nuværende AGF-angriber Søren Larsen blev bedt om at "holde kæft og gøre, som han bliver bedt om," hvis han skulle spille i AGF fremover.
Jyllands-Posten ville gerne have spurgt Søren Larsen til, hvad han mener om Graulunds beskrivelser, men angriberen har ikke ønsket at udtale sig.
"Mangler selvindsigt"
AGF-træner Peter Sørensen har svaret på kritikken i en e-mail til Århus Stiftstidende:
"Ud fra de par afsnit, jeg og den spændt ventende offentlighed har fået åbenbaret, synes der at være tale om en mand, der i egen optik er en levende legende, som efter nyligt udløb af sine kontraktlige loyalitetsforpligtigelser og aflønning finder - med tydelig mangler på både indsigt og selvindsigt - anledning til at sværte sine tidligere holdkammerater, træner og sportschef og direktør til i den klub, han giver udtryk for at elske - næsten lige så højt som sig selv," skriver cheftræneren.