Berygtet regel gav mærkelige fodboldkampe

Det er højst tvivlsomt, om vi nogensinde kommer til at se internationale fodboldkampe slutte på samme måde som EM-finalerne i 1996 og 2000. Wembley 96: Indskiftede Oliver Bierhoff scorer sit og Tysklands andet mål mod Tjekkiet fem minutter inde i den forlængede spilletid.

I et halvt sekund er stadion nærmest stille. Bierhoff selv virker ikke helt bevidst om, hvor glad, han kan tillade sig at være, men den er god nok: kampen er slut, Tyskland er europamester, og Uefa's til lejligheden indførte Golden Goal-regel viser sin betydning øjeblikkeligt og på det mest vitale tidspunkt overhovedet.

Fire år senere gentages scenariet. David Trezeguet svinger med et perlemål franskmændene til EM-titlen i den forlængede mod Italien. Denne gang er reglen feset ind både hos spillerne og i folkedybet, så jublen er spontan.

Passer ikke til fodbold

Nu er det de høje herrer i fodboldforbundet, der tøver, for de er i mellemtiden blevet overbevist om, at den Sudden Death-regel, man kender fra eksempelvis ishockey, alligevel ikke rigtig passer til fodbold. Enhver sport har sin egen måde at fortælle en historie på, og i denne gamle arbejderidræt må og skal pointen være, at det i al fald teoretisk er muligt at rejse sig igen oven på sine knubs.

Til slutrunden 2004 er Golden Goal derfor strøget og afløst af det såkaldte "Silver goal", hvor halvlegen i omkampen spilles færdig. Alene navnet klinger dog så meget af tilbagetog, at man anede, at heller ikke den model ville få et langt liv. I 2008 er alt ved det gamle, dvs. omkampens 2 x 15 minutter spilles til ende efterfulgt af straffesparkskonkurrence i tilfælde af uafgjort.

Et problem

Dermed består imidlertid det problem, som al postyret var til for at afhjælpe: Hvordan får man en slutning på en fodboldkamp, hvor holdene har mere ud af at angribe modstandernes mål end at forsvare deres eget?

Som følgende eksempel viser, er det bedste måske at overlade spillets dramaturgi til spillerne selv. Når teknokrater går i tænkeboks for at gøre alle gladere, kan det gå gruelig galt.

Forud for det caribiske mesterskab i 1994 havde arrangørerne således bestemt sig for en regel om, at et uafgjort slutresultat i såvel holdenes hjemme- som udekamp skulle udløse forlænget spilletid, og at det første mål heri skulle fungere ikke blot som "sudden death", men tillige tælle dobbelt.

Syret fodboldkamp

Den første kamp mellem Grenada og Barbados var endt 1-0 på førstnævntes bane, så da Barbados syv minutter før tid i returopgøret førte 2-1, manglede de et enkelt mål for at gå videre (på grund af færre udebanemål).

Syv minutter er ikke meget mod et hold, der pakker sig i egen zone, men så lurede Barbados, hvad reglerne kunne bruges til. Ved at sparke bolden i eget net til 2-2 kunne de fremtvinge forlænget spilletid og dermed bevilge sig selv en ekstra halv time, hvori det var muligt at lave et mål, der talte dobbelt.

Men kun måske. For hvis Grenada derefter gjorde det samme, ville de være lige vidt. Efter Barbados ”udligning” blev de sidste syv minutter derfor mildt sagt hektiske. Holdet skulle resten af kampen forsvare begge mål mod Grenadas angreb!

Bitter træner

Det lykkedes på heroisk vis, ligesom det lykkedes at score det forløsende mål i omkampen. En bitter Grenada-træner udtalte bagefter: ”Fodbold bør handle om at score mod modstanderne, ikke for”, og mange vil nok give ham ret.

Problemet med manglende underholdning i slutminutterne var blevet løst så godt, at man straks ønskede sig det tilbage.