Fortsæt til indhold
Fodbold

Da Ricardo tog fusen på sine spillere

Et optrin for 20 år siden viser, at Richard Møller Nielsen var en snu ræv.

I dag er det 20 år siden, at Danmark vandt EM. I den forbindelse udkommer der den 23. august en bog, "Drømmeland", om den helt usandsynlige sejr, da sommerferielandsholdet Danmark slog mægtige Tyskland.

Gense den danske EM-triumf i 1992

Bogen - der er skrevet af sportsjournalisterne Sebastian Stanbury og Martin Davidsen - går bag om triumfen i Sverige og beskriver Danmark fra et fodboldsynspunkt, men også om, hvordan sejren ændrede den danske selvforståelse.

Nedenfor bringer Jyllands-Posten.dk et uddrag fra bogen, der viser, at Richard Møller Nielsen var en særdeles dreven herre i det psykologiske spil uden for banen.

-------

Om formiddagen den 26. juni kørte en lille dansk delegation ind til Nya Ullevi i Göteborg. Richard Møller Nielsen samt assistenterne Viggo Jensen og Jan B. Poulsen var med, det samme var et par stykker fra sundhedsstaben, og så ekspeditionens hovedpersoner og de eneste repræsentanter fra spillertruppen: John Sivebæk og Kent Nielsen.

Bogen "Drømmeland" udkommer den 23. august.

Begge spillere havde døjet med skader, Kent Nielsen havde meldt sig klar mod Holland, men var holdt ude for af frygt for at forværre hans fiberskade fra Frankrig-kampen, mens John Sivebæk som bekendt havde slidt sig gennem semifinalen med en fiberskade i låret.

De havde imidlertid begge meldt sig klar til finalen, men Richard Møller Nielsen følte trang til at teste de to spillere, så der ikke var tvivl om, hvorvidt de nu også var klar.

Efter et lille kvarters opvarmning, spurgte Richard Møller Nielsen om de to spillere var varme og klar.

”Ja, ingen problemer,” lød det fra såvel Sivebæk og Nielsen, der på det tidspunkt havde henholdsvis 81 og 53 landskampe på hvert sit C.V.

Nu stod de to rutinerede herrer over for en situation, de ikke havde prøvet før: Foran dem blev en løbebane linet op.

Richard Møller Nielsens besked var klar: ”Jeg må sige det som det er: Hvis jeg skal vælge mellem jer, så tager jeg den, der kommer først og er hurtigst.”

Det var en noget overraskende melding, idet den fodrappe John Sivebæk ville vinde en sådan konkurrence i ti ud af ti tilfælde mod den store og tunge Kent Nielsen, der på det tidspunkt havde en kampvægt på 92 kilo fordelt på 192 centimeter.

Startskuddet gik, og de to spillere oksede ud mod første post og klappede Viggo Jensen og Jan B. Poulsen i hænderne, vendte rundt og løb videre i jagten på en startplads. Endelig nåede de to spillere hen til mål, hvor Richard Møller Nielsen ventede.

Historien lyder, at Kent Nielsen aldrig har løbet så hurtigt i sit liv - hverken før eller siden. Alligevel kom John Sivebæk først med en halv meters forspring og vandt dermed pladsen i finalen for næsen af Kent Nielsen. Eller det troede de to spillere i hvert fald, da de pustede ud foran Richard Møller Nielsen.

”Kunne I mærke noget?” spurgte landstræneren med henvisning til de truende skader.

Det kunne de ikke.

”Godt, så starter I begge to inde.”

Det forstod hverken Kent Nielsen eller John Sivebæk noget af.

”Jamen, jeg mener, at du sagde, at den hurtigste...,” begyndte vinderen Sivebæk, inden han blev afbrudt af landstræneren.

”Jeg sagde til jer, at hvis jeg skal vælge, så bliver det den hurtigste af jer.”

Og landstræneren skulle jo ikke vælge, for begge spillere havde lige vist, at de var klar til at løbe hundrede procent igennem og yde maksimalt for en plads mod tyskerne. Ingen sparer sig i en løbetest, når de tror, der står en finaleplads på spil.

SE OGSÅ: Gense den danske EM-triumf