Fodbolddommer truet på livet
"Du skal være glad, hvis du kommer herfra i live," lød en af truslerne mod dommeren i en serie 2-kamp, som blev afbrudt før tid.
Endnu en seriefodboldkamp på Sjælland måtte i weekenden afblæses før tid, da kampens dommer blev udsat for en række trusler.
"Du skal være glad for, at du er dommer, for ellers havde jeg pandet dig sådan en" - og "jeg knepper dig, kraftedeme" var blot et par af de sætninger, som dommer Flemming Linnemann fik smidt i hovedet, da han søndag passede fløjten i en kamp i serie 2 mellem Ishøj og Langebæk Alliancen, skriver Sjællandske.
Da en af Ishøjs spillere i forbindelse med en udvisning i kampens 79. minut siger »Du skal være glad, hvis du kommer herfra i live«, fik dommeren nok.
Fodbolden i miskredit
Han valgte derfor at afbryde kampen ved stillingen 5-0 til Langebæk, fordi han frygtede for sin egen sikkerhed.
"Jeg har aldrig i mine 23 år som dommer været ude for et hold og deres tilskuere, som har virket så truende og haft en adfærd, der i den grad sætter fodbolden i miskredit," fortæller Flemming Linnemann til avisen.
"Det kunne nemt have udviklet sig til voldsepisode, hvis ikke jeg og Langebæk Alliancen havde holdt hovedet koldt," vurderer han.
Union kigger på sagen
Flemming Linnemann har efterfølgende indberettet sagen til Sjællands Boldspil Union, som nu skal igang med at undersøge sagen.
"Jeg er bekendt med, at kampen er blevet afbrudt, men derudover kender jeg ikke så meget til detaljerne. Vi er i gang med at indhente oplysninger fra alle parter, og før vi har fået dem, kan jeg ikke sige så meget," forklarer Jens Erik Jensen, administrationschef i SBU til Sjællandske.
Tidligere på måneden blev en dommer overfaldet i forbindelse med en Serie 4-kamp. Det førte til, at Valby-klubben Rikken FC trak sit hold fra turneringen efter, at Københavns Fodbold-Dommerklub havde nægtet at dømme flere af klubbens kampe.