Ekslandstræner: Selvfølgelig tabte de med vilje
En skandale. En farce. Dansk badmintontræner er rasende på kinesisk OL-duo.
"Al snak, om at de måske tabte med vilje, skal stoppe. Der er ingen overhovedet, der er i tvivl om, at det var med vilje, og er der det, så skal de mentalundersøges."
Hvis ikke dette medfører, at kineserne bliver diskvalificeret, så er der ingen respekt omkring BWF.Steen Schleicher, eks-landstræner
Den tidligere danske landsholdstræner i badminton Steen Schleicher er rasende, da Jyllands-Posten ringer for at spørge ind til gårsdagens OL-kamp mellem verdens bedste doublepar, kineserne Yu Yang og Wang Xiaoli, og et useedet sydkoreansk par, der meget overraskende vandt kampen, som var præget af fejlvurderinger, adskillige skud i nettet og ikke havde en eneste duel på mere end fire slag.
"Det var ikke en kamp," siger Steen Schleicher, der var landsholdstræner fra 2001 til 2009.
"Det var en farce, der handlede om, hvem der kunne gøre sig selv mest til grin," siger Steen Schleicher, der fortæller, at det koreanske par også ønskede at tabe, da det ville give Koreas bedste par bedre muligheder for at vinde medaljer.
Optimering af medaljechancerne
Med nederlaget kunne det kinesiske par sørge for, at det havnede i modsatte turneringshalvdel som det andet kinesisk par, Tian og Zhao, der tidligere på dagen havde spillet sig videre.
Det ville betyde, at de to kinesiske par først skal møde hinanden i en eventuel finale, hvilket optimerer Kinas chancer for at vinde så mange medaljer ved OL i London som muligt.
Ifølge Steen Schleicher har det kinesiske par vundet 93 kampe og kun tabt fem. Tre af nederlagene var til andre kinesiske par.
Bør medføre en diskvalifikation
Steen Schleicher ærgrer sig over, at kampens officials ikke greb ind og venter nu spændt på en reaktion fra Badminton World Federation (BWF)
"Hvis ikke dette medfører, at kineserne bliver diskvalificeret, så er der ingen respekt omkring BWF," siger Schleicher, der i dag er cheftræner i Greve Strand Badmintonklub.
Kina topper listen over de lande, der har vundet flest medaljer ved OL. 13 guldmedaljer, seks sølv og fire bronze. USA ligger på andenpladsen med ni guld, otte sølv og seks bronze.