Forsikringsmillioner til Anja Andersen
Anja Andersen kan efter alt at dømme spille håndbold for Slagelse i anden division uden risiko for at skulle betale sin erstatning tilbage
Anja Andersens drøm om at vinde Champions League med sin norske klub Bækkelaget er afløst af en millionerstatning og nye mål i Slagelse.
Jyllands-Posten erfarer, at Anja Andersen har fået udbetalt godt tre millioner kroner i erstatning fra sit forsikringsselskab, da hun måtte stoppe sin karriere i Bækkelaget på grund af hjerteproblemer.
Men det skulle ikke umiddelbart forhindre Danmarks bedste kvindelige håndboldspiller gennem tiderne i at gøre comeback på banen for Slagelses hold i anden division øst. Hun har allerede figureret på holdkortet, og vil gøre det igen i de kommende play off-kampe.
Dahlberg Assurance Brokers A/S, der har forsikret den danske håndboldstjerne, vil ikke kommentere individuelle sager, men Anja Andersen fortæller, at der er taget de nødvendige forholdsregler, så hun i givet fald kan forstærke Slagelses hold på banen.
Ingen problemer
»Der er ingen problemer. Det har jeg både min advokat og mit forsikringsselskabs ord for,« siger Anja Andersen.
»Jeg har min forsikring som professionel håndboldspiller. Og professionel vil i den sammenhæng sige, at du modtager penge, træner hver dag og spiller flere gange om ugen. Det gør jeg ikke.«
Anja Andersen modtager løn i Slagelse fra den 1. maj, når hun begynder i sin nye stilling som sportschef. Og til den tid har hun ingen planer om at optræde på banen.
»Jeg er med på holdkortene i resten af oprykningskampene, men de har ikke brug for mig. De er for gode. Og når jeg begynder som sportschef, har jeg ingen planer om at spille,« fastslår Anja Andersen.
Det vil i givet fald overflødiggøre spørgsmålet om, hvorvidt Anja Andersen må spille for Slagelse, når hun begynder at modtage løn.
Mads Øland har gennem sit arbejde som direktør for Spillerforeningen kendskab til forsikringer for elitesportsfolk. Han vil ikke udtale sig om den konkrete sag, da han ikke kender policen, men siger:
»Det er med forsikring som med jura - det er de reelle forhold, der er gældende. Så hvis man spiller og får løn, er det ikke afgørende, at man har en anden jobbeskrivelse.«
Umiddelbart kan Mads Øland dog ikke forestille sig, at forsikringsselskabet vil kræve penge tilbage af Anja Andersen, hvis hun spiller for Slagelse.
På et andet niveau
»I de sager, vi kender fra fodboldverdenen, har det været afgørende, at spilleren ikke genoptager karrieren på samme niveau. Vi kender eksempler på spillere, der er erklæret invalide i Premier League, men som har fået lov at fortsætte karrieren i den danske superliga. Den slags bliver som regel afgjort mellem spilleren og forsikringsselskabet i en forhandling,« siger Mads Øland.
Blandt andre har FCK'eren Michael Stensgaard og den tidligere AGF'er, Henrik Mortensen, fortsat karrieren i superligaen efter at være erklæret fodboldinvalid i engelsk fodbold. christian.thye@jp.dk
kristoffer.brahm@jp.dk