Fortsæt til indhold
Sport

Axelsen: Jeg havde aldrig troet på en finaleplads

Efter flere uger uden turneringer havde Viktor Axelsen ikke store forventninger til at nå langt i Indonesien.

/ritzau/

Viktor Axelsen har overgået sine egne forventninger til præstationerne i denne uges Super 1000-turnering i Indonesien, hvor han er nået frem til finalen.

- Jeg er faktisk virkelig overrasket. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i finalen efter min optakt til turneringen.

- Jeg begyndte at træne fem dage, før jeg kom hertil, så jeg havde ingen forventninger, siger Axelsen til Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) hjemmeside.

29-årige Axelsen havde ikke spillet turneringer i de seneste tre uger på grund af en muskelskade i baglåret.

Lørdag slog den danske verdensetter H.S. Prannoy i semifinalen og er nu klar til søndagens finale.

- Jeg ønskede bare at spille uden smerter, og nu står jeg i finalen, og jeg har vundet alle kampe uden at tabe sæt.

- Det er fantastisk. Jeg er meget spændt på finalen, som jeg bare vil nyde, siger Axelsen.

Det er tredje gang i træk, at Axelsen står i finalen i turneringen. I de seneste to udgaver snuppede han titlen.

I finalen skal Axelsen møde Anthony Ginting.