Bjarte Myrhol om Nora Mørk-sagen: Vi bliver sat i et dårligt lys
Bjarte Myrhol er både ked af sagen og mener, at Nora Mørk kunne have valgt bedre timing.
Efter Norges sejr over Østrig tirsdag aften var det mest interessante ikke, hvordan sejren var blevet til, men om nogen af landsholdsspillerne ville gå ind i sagen om deres kvindelige landsholdskollega, Nora Mørk.
Tidligere på dagen var Mørk gået offentligt ud med historien om, at spillere på det norske herrelandshold havde været i besiddelse af og delt private nøgenbilleder af Norges største, kvindelige håndboldnavn, efter hendes telefon blev hacket i september af ukendte gerningsmænd.
Det norske håndboldforbund bekræftede historien og beklagede, at Mørk ikke have følt sig støttet tilstrækkeligt af sit forbund, mens sagen har kørt.
Mørk udtalte også, at hun overvejer sin landsholdsfremtid, mens hendes far i et andet interview opfordrede til, at herrelandsholdet skulle trækkes hjem fra det igangværende EM.
I første omgang ville herrelandsholdet ikke kommentere på historien, fordi de ville forberede sig på Østrig-kampen, men efterfølgende stillede landsholdsanfører, Bjarte Myrhol sig frem og talte om sagen med norsk TV 2 set fra herrelandsholdets synspunkt.
»Det var en dårlig start på dagen. Det har påvirket mig. Det er trist og kedeligt. Det er en spiller, som har samme arbejdsgiver som os,« sagde han og tilføjede.
»Vi valgte bevidst ikke at snakke med medierne om det før kampen, fordi vi ville fokusere på den. Nu må vi hjem og have os en kedelig snak på det, som egentlig er en glædens dag. Så vil vi sikkert snakke mere med jer om det i morgen(, onsdag, red.),« sagde Myrhol.
Den norske Skjern-spiller var dog heller ikke begejstret for, at Mørk var gået ud offentligt med historien, hvilket han også havde fortalt hende i en telefonsamtale mellem de to tirsdag.
»Jeg synes ikke, det er noget, man behøver at kommunikere ud via medierne. Det burde kunne klares via telefon eller ved et møde. Vi kommer helt klart til at fortælle vores synspunkter i morgen. Vi bliver sat i et dårligt lys her,« sagde Myrhol og fortsatte.
»Jeg sagde til hende, at jeg var uenig i den timing, som hun valgte. Jeg havde ventet i en tilsvarende situation, men jeg forstår hendes frustration, og hun er i sin gode ret til det. Der er ingen sure miner fra vores side.«
Ifølge Myrhol er forholdet mellem Mørk og herrelandsholdet stadig intakt.
»Vi har ingen bekymringer om forholdet mellem hende og os. Vi kan omgås som vanligt.«
»Min opfattelse er, at Nora er mere sur på forbundet end os.«
Landsholdsanføreren slog til sidst også fast, at herrelandsholdet er uenig i en væsentlig detalje i sagen.
»Der er jo forskel på bevidst at dele billeder og det, som er sket hos os. At billederne havner på telefonen, bliver snakket om, men ikke delt videre. De blev slettet.«