Fortsæt til indhold
Håndbold

Det norske herrelandshold ønsker ro under EM

Den norske herrelandsholdstræner Christian Berge vil ikke kommentere sag om deling af håndboldspiller Nora Mørks private fotos.

Det norske håndboldherrelandshold har travlt med at spille EM i Kroatien og vil derfor ikke svare på spørgsmål vedrørende den kvindelige håndboldstjerne Nora Mørks fortælling om, at hendes private billeder er blevet delt blandt de mandlige spillere.

Det fortalte herreholdets pressetalsmand Lars Otto Bjørnland forud for et pressemøde tirsdag med landstræner Christian Berge, skriver det norske medie VG.

Han henviste til, at alle spørgsmål skal stilles til præsidenten for det norske håndboldforbund, Kåre Geir Lio, da holdet vil koncentrere sig om den igangværende slutrunde.

»Vi ønsker ro omkring mesterskabet,« siger han.

Landstræner Christian Berges eneste kommentar til sagen var ganske kort.

»Vi må snakke det igennem. Det skal vi gøre. Vi er en gruppe, der forsøger at arbejde sammen,« siger han på pressemødet.

Nora Mørk fortalte tirsdag i et interview med VG, at hun føler sig svigtet af det norske håndboldforbund, som ifølge hende ikke har reageret, da det fik oplysninger om, at private billeder af hende var blevet delt blandt de mandlige spillere.

Behandlingen fra håndboldforbundet har fået den 26-årige spiller til at overveje et landsholdsstop.

»Forbundet har fået besked om, at jeg overvejer min fremtid på landsholdet. Jeg ved ikke, om jeg vil være en del af et forbund, der værner mere om kollegaer, der begår seksuel chikane, end de beskytter mig,« siger Nora Mørk i interviewet.

Hun bad om en offentlig undskyldning samt økonomisk støtte til en advokat, men begge dele blev afslået.

Ifølge håndboldforbundet er Nora Mørk blevet tilbudt en personlig undskyldning, hvilket hun har afvist. Kåre Geir Lio skriver også i en mail til VG, at ifølge hans oplysninger har herrespillerne slettet billederne. Han forklarer også, at der den 27. december blev holdt et møde med herrelandsholdet, hvor spillerne tog afstand fra billederne.