Mørks far opfordrer forbund til at trække herreholdet ud af EM
Nora Mørk føler sig svigtet af det norske håndboldforbund efter deling af private billeder bl.a. blandt herrelandsholdet.
Håndboldstjernen Nora Mørk er ikke kun rasende på det norske håndboldforbund, men også skuffet over den behandling, hun har fået i en sag om deling af hendes private billeder blandt de norske håndboldherrer.
Den norske håndboldspiller føler sig svigtet af forbundet og overvejer derfor at stoppe på landsholdet. Det fortalte hun tirsdag i et stort interview med det norske medie VG.
Men står det til hendes far, Morten Mørk, som har kæmpet for en offentlig undskyldning fra håndboldforbundet sammen med datteren, burde det ikke være Nora Mørk, der overvejede sin fremtid på landsholdet.
Morten Mørk har ifølge VG i en telefonsamtale opfordret præsidenten for det norske håndboldforbund, Kåre Geir Lio, til at trække herrelandsholdet ud af den igangværende EM i Kroatien.
»Hvis du skal være din præsidentpost værdig, så trækker du hele holdet ud af EM,« lød det fra Morten Mørk ifølge Kåre Geir Lio.
Forbundspræsidenten forklarer i en mail til VG, at han er bekendt med, at Nora Mørks private billeder har været modtaget og senere omtalt blandt flere af herrespillerne, men understreger samtidig, at forbundet har taget sagen meget alvorligt.
»Det har været altoverskyggende for os at beskytte Nora,« skriver han bl.a. i et længere svar til VG, hvori Kåre Geir Lio også gør opmærksom på, at billederne ifølge hans oplysninger skulle være slettet af de norske håndboldherrer.
Der har også været holdt et møde mellem forbundet og herrelandsholdet den 27. december. Her skulle der være blevet taget afstand til delingen af billederne, som i første omgang er kommet ud, efter at Nora Mørk i september sidste år fik hacket sin telefon.
Håndboldforbundet har villet give Nora Mørk en personlig undskyldning, men den 26-årige håndboldspiller vil have en offentlig undskyldning.