Fem scener fra Dragebjergene

Sydafrikanske Deon Meyer, en tredjegenerations ranger og et omvandrende leksikon, danske Jørgen Nielsen, ejer af Nyati Safari, og jeg tog i det begyndende sydafrikanske forår en rundtur i Drakensberg, på dansk Dragebjergene. Det blev til et scenisk indblik i områdets kultur, historie og landskab.

»Drakensberg blev skabt af pres på det omgivende land. Den vulkanske aktivitet havde lagt så meget materiale fra Jordens indre op på overfladen, at presset blev så stort, at kanterne rejste sig. Ligesom når man trykker en knyttet næve ned i en dej,« forklarede Deon Meyer.

Deons farfar var ranger i Kruger National Park, Deons far var ranger i Kruger, og Deon blev født i Kruger og blev også ranger.

Han var en stor afrikaaner, måske 120 kg og 180 cm høj, med gråt hår og 20-30 armbånd fordelt på begge håndled. Han afværgede venskabelige drillerier med en næsten drenget latter, skønt han nok var midt i fyrrene, og han delte generøst og passioneret ud af sin enorme viden om områdets geologi, flora, fauna og kulturhistorie.

De seneste tre år havde Deon arbejdet for Nyati Safari som Guest Relations Manager.

Nyati Safari opstod for 20 år siden, da Jørgen Nielsen og hans hustru, Lisbeth, åbnede en lodge ved Olifants-floden.

I ugen op til vores rundtur i Dragebjergene havde jeg boet på lodgen.

Ikke én gang på vores road trip i og omkring bjergkæden blev vi overhalet af en anden bil. Man skulle også have fart på, hvis man skulle passere Jørgen Nielsens hybridbil med ham selv ved rattet. Jørgen var en god chauffør, så jeg tog det hele meget afslappet. Deon virkede lidt mere anstrengt. Et øjeblik, hvor Jørgen var ude af syne, bekendte han:

»Hvis jeg skulle køre med ham hver dag, ville jeg få hjertestop.«

Mine oplevelser omkring Dragebjergene stod for mig som en slags selvstændige tableauer, hvor den ene scene tog over efter den næste og tilsammen gav et collageagtigt billede af en kultur og et landskab.

Scene 1: En sangoma i The Willows

Gennem forruden i bilen, i horisonten, kunne vi se bjergene som en grå tåge på en ellers klar morgen.

Første stop var townshipet The Oaks.

Vi stoppede her, fordi jeg havde hørt om sydafrikanske healeres indflydelse i nutidens Sydafrika, og jeg havde spurgt, om jeg kunne møde en.

Hverken Jørgen eller Deon kunne huske, hvor healeren, sangomaen, i The Oaks boede, så vi kørte til et hus, hvor en af Jørgens ansatte, Martha, åbnede døren i huset og hegnet ud mod gaden.

Jørgen forklarede Martha situationen og bad hende tage med.

»Sangomaen her i The Oaks er gået bort,« fortalte Martha.

»Hvordan?«

»Han blev forgiftet. Han havde fået penge af nogle hvide, og der opstod misundelse. Nu er han død.«

Hun trak på skuldrene.

Vi var nu fire i bilen og kørte ad en mindre vej, Morupu Mmola Road, til landsbyen The Willows, som husede et akademi, der uddannede sangomaer.

Tempoet var umådeligt lavt i The Willows. To kvinder rørte rundt i en tønde med hjemmelavet øl, høns og små grise gik rundt mellem husene, og alle andre, de fleste kvinder, sad ned. Et par af dem havde et barn på armen. Jeg gav hånd til de fleste og blev tilbudt en stol. Martha oversatte fra sotho.

Forbi de beskedne huse i landsbyen kunne vi se sangomaens meget store hus med garage til to biler og flere parabolantenner på taget. Men vi kunne ikke se akademiets leder, sangomaen selv.

Efter en mindre evighed og lidt pres fra Jørgen dukkede hun endelig op. Samtidig gjorde kvinderne sig klar med trommer og andre instrumenter, og pludselig blev den fuldkomne sløve stemning og ro erstattet af sangomaens råb og skrig og en infernalsk larm fra resten af deltagerne.

For mig var det et Werner Herzog-øjeblik. Jeg havde længe været optaget af den tyske filmskabers fuldkomne foragt for overtro og irrationalitet, samtidig med at alle hans film og bøger udstrålede en dyb fascinationen af det samme.

Med sangomaens vilde bevægelser foran mig var jeg også i en situation, hvor jeg både afskrev det, jeg oplevede, som grotesk og indbildsk og samtidigt mærkede en vild fascination.

Efter en rum tid gik tempoet i ceremonien ned. Sangomaen fortrak til at lille, rundt hus med sin nærmeste assistent og kom tilbage med en pose fuld af knogler, terninger, sten og andre udefinerbare objekter. Posen blev tømt ud på et lille tæppe foran mig. Sangomaen begyndte nu, hovedrystende, at læse mig i objekterne på tæppet.

Martha oversatte:

»Din indstilling er god, din indsats er god, men dit udbytte er elendigt.«

Sangomaen rodede lidt rundt i objekterne og sagde igen noget på sotho. Jeg kiggede hen på Martha.

»Du er syg. Betændelse.«

Det var delvist sandt. Jeg var plaget af en forkølelse, jeg ikke kunne komme af med.

»Men dit største problem er, at dit udbytte er elendigt.«

Kvinderne i baggrunden grinede forsigtigt. Ordene fra sangomaen blev gentaget.

»Hun bliver ved med at sige, at din løn er elendig.«

Og sandt var det, at jeg ikke havde to biler og et kæmpestort hus som hun selv.

Deon fandt den gentagne fordømmelse af mit verdslige udbytte endnu mere morsomt end kvinderne bag sangomaen. Faktisk grinede han så meget, at han var nødt til at sætte sig op ad muren, der dannede ring om ceremonipladsen.

Jørgen var også meget begejstret for forestillingen og dansede fornøjet omkring på pladsen.

En time senere takkede vi sangomaen, betalte, satte os tilbage i bilen og kørte Martha hjem.

Vi stoppede ved hendes hus, jeg åbnede bildøren i hendes side, og hun trådte ud.

Martha passede ind her, det gjorde tre hvide mænd ikke. Provinsen Limpopo, hvor vi befandt os, var det sted i Sydafrika med færrest hvide – kun 2,4 pct.

»Nu bliver sangomaen vel ikke forgiftet?« spurgte jeg forsigtigt og smilede.

Martha smilede, lukkede hegnet og gik ind i huset.

Scene 2: En falk i Abel Erasmus Pass

Jørgen var ivrig efter at komme op i bjergene, men Deon insisterede undervejs på et stop ved et baobabtræ, som stod i vejkanten.

»Baobabtræet begynder at udhule sig selv, når det er omkring 1.000 år gammelt,« fortalte Deon.

Det var et meget smukt træ, og som andre baobabtræer så det ud til at være plantet med kronen ned ad, og det, der kunne være rødderne, lignede krogede fingre strakt mod himlen.

Deon fulgte op med en myte om baobabtræet, som hurtigt fik mig til at miste koncentrationen. Han havde heller ikke samme passion i stemmen, når han genfortalte myter; det var de mere faktuelle historier, der satte Deons fantasi i gang. En gang havde han fundet et forstenet fodaftryk fra en dinosaur ved Olifants-floden, havde taget det med hjem, fotograferet det og sendt billedet til et museum, som bekræftede hans antagelse.

Senere på rundturen stoppede vi igen ved et andet og, ifølge Jørgen, meget flottere baobabtræ.

»Ja, jeg forstår jo stadig ikke, hvorfor vi skulle bruge så meget tid ved det træ, du fandt Deon. Se, det her er et flot træ! Skal jeg virkelig gøre alting selv?!«

Og Deon grinede sin drengede latter.

Fra baobabtræet gik det stejlt opad. Vejen førte os gennem J.G. Strijdom-tunellen, og så var vi i Abel Erasmus-passet, hvor vi igen gjorde holdt. Vi var krydset over fra Limpopo-provinsen til Mpumalanga-provinsen. Under os, langt nede ad bjergsiden, kunne vi se et vandfald bruse. Over os strakte lodrette klippesider sig mod en blå himmel. De brune klippefremspring var delvis dækket af noget grønligt, som jeg spurgte den omvandrende encyklopædi, hvad var.

»Det er lichen. Det er er en blanding af en alge og en svamp. På bjergenes lichen kan man se, hvordan økosystemet har det.«

Jeg tænkte på, hvad Deon ville synes om at bo i en storby. Så pegede han pludselig begejstret i retning mod tunellen.

»Se, det er en taitafalk!«

Scene 3: Et firben i Blyde River Canyon

Fra passet kørte vi ind i et ikonografisk, sydafrikansk landskab: Blyde River Canyon.

Kløften er blandt verdens største – sammen med Grand Canyon i USA og Fish River Canyon i Namibia – men hvor kløfterne i USA og Namibia er i ørkenområder, er Blyde River Canyon frodig.

Vi gjorde først stop ved det nordlige udsigtspunkt Three Rondavels, hvor man kunne skue mod bjergformationerne, der ligner rondavels, traditionelle runde og stråtækte huse.

Jeg var mere optaget af at se ned mod floden Blyde, der på dette sted snoede sig som en slange gennem landskabet. En del af stedets skønhed bestod i at føle sig lille, og tid var det store tema her. Da jeg vendte mig bort fra panoramaudsigten, så jeg lige på et lille firben. Dets forfædre havde været her i millioner af år, og det var, som om det hånede mig og menneskets skrøbelighed med den måde, det næsten gik i et med klippen på.

Lidt længere nede ad floden stoppede vi ved det sted, hvor Blyde River (Glædens Flod) møder Treur River (Sorgens Flod). Hvirvelstrømme fra de to floders møde havde over tusindvis af år skabt cylinderformede huller i klipperne, og stedet havde fået navnet Bourke’s Luck Potholes. På stien hen til klippeformationerne gik flokke af skolebørn, som var kommet hertil i busser. Børnene så ud til at være meget tilfredse med en dag i felten. De var iklædt skoleuniformer bestående af hvide skjorter, røde nederdele, sorte bukser og stribede slips.

Der var bygget smalle broer over kløften, så man kunne komme helt tæt på de smukke klippeformationer. På en af broerne stod vi alle tre og så ned på de udhulede sten.

»Her mærker jeg, at mit liv kun er et kort øjeblik,« sagde Deon med et næsten melankolsk ansigtsudtryk.

»Men hvilket øjeblik,« lo jeg.

Scene 4: Guldminer i Graskop og Pilgrims Rest

Området omkring Dragebjergene var ikke kun til pynt. Vi kørte til guldminebyen Graskop langs store plantager af fyrretræer.

»De fældes til møbler efter 10-20 år, og når de er mere end 20 år gamle, bruges tømmeret til huse. Fyrretræer er ikke naturlige her. Men efter i flere år at have fældet de naturlige træer i området for at bruge dem til mineskakter blev det nødvendigt at importere træer udefra,« forklarede Deon.

Graskop – græsbakke på afrikaans – var opstået under guldfeberen og havde vinkelrette, brede gader, der løb henover bløde bakker.

Deon ville gerne spise på Harrie’s Pancakes, men han var i mindretal, og vi parkerede uden for Canimambo, en mozambiquansk-portugisisk restaurant.

Deon bestilte en halv kylling. Jørgen og jeg fik begge får i gul kokossauce med ris, brød og piri piri-sauce. Jørgen bestilte også fritter.

»De skal være sprøde. Ikke de her bløde fritter alle andre laver,« forklarede han den storsmilende servitrice.

»Hele vejen ud i køkkenet skal du sige: sprøde, sprøde, sprøde!« fortsatte han.

Mange andre havde fornærmet servitricen med den fremfærd, men Jørgen havde skruet den særlige charme på, der gjorde, at han slap afsted med krav og grove vittigheder uden at træde nogen over tæerne.

Servitricen nærmest flirtede med ham, og et kvarter senere fik vi alle sprøde fritter.

Under måltidet kom vi til at tale politik.

Jørgen havde fortalt mig, hvordan han med meget besvær trak sig ud af Mozambique på grund af den helt vanvittige korruption i landet.

Jeg spurgte til korruption i Sydafrika.

»Et skøde er et skøde, som de fleste steder i verden. Vi har aldrig haft problemer. Eller – meget, meget få problemer,« fortalte Jørgen.

Deon var lidt mere skeptisk overfor myndighederne, uligheden og et utilgængeligt bureaukrati, som var lidt for godt ved sig selv.

»Sydafrika er – set udefra – et land, hvor man har holdt sammen gennem de utroligste forandringer,« prøvede jeg.

»Netop,»« sagde Deon »og derfor bliver jeg så frustreret over den stigende egoisme.«

Tilbage i bilen gav Jørgen den gas, og inden længe var vi i nabobyen Pilgrim’s Rest, der ligesom Graskop blev etableret som guldmineby tilbage i 1890’erne. I dag gav byen mest af alt indtryk af at være et stort museum.

»Det er blevet for dyrt at drive guldminer i Sydafrika,« fortalte Mark – en ingeniør, der havde arbejdet det meste af sit liv i mineindustrien – mig nogle dage senere.

»Da jeg blev uddannet ingeniør, var mineindustrien ofte en naturlig forlængelse af studiet,« sagde han.

Mark var freelancer og havde rejst over hele det afrikansk kontinent.

Vi snakkede om korruptionen i Afrika, og han fortalte sin egen version af historien om ræven og skorpionen, der skal krydse en flod:

”Tag mig med over,” sagde skorpionen til ræven, ”jeg kan sidde på din ryg.”
”Hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke stikker mig?'spurgte ræven.
”Hvorfor skulle jeg gøre det? Hvis jeg stikker dig, drukner du, og så drukner jeg også.”
Det kunne ræven godt se det fornuftige i, så den inviterede skorpionen op på ryggen og begyndte at krydse floden. Halvvejs stak skorpionen ræven, og inden ræven druknede, råbte den:
”Hvorfor gjorde du det?”
”Velkommen til Afrika!” svarede skorpionen.

Scene 5: Razzi og flodhesten Jessica

På rejsen tilbage mod Hoedspruit og lodgen tilbød Jørgen mig endnu et Werner Herzog-øjeblik; han mente, jeg skulle møde flodhesten Jessica. Det var Jessicas ejere imidlertid ikke enige i, så det krævede en del opkald fra Deon.

»Det er ikke muligt i dag. Tonie og Shirley (ejerne, red.) er gået i seng. Og Jessica er færdig med showet og har spist,« refererede Deon fra en af samtalerne.

Men Jørgen var ikke en mand, der sådan uden videre accepterede et nej.

»Sig til dem, at vi kommer alligevel.«

Det var assistenten Razzi, der åbnede hegnet og lukkede os ind på ejendommen, der lå smukt ned til en flod.

Han fortalte historien om Jessica, som jeg allerede havde fået den i bilen: Under en oversvømmelse blev Jessica, der dengang var en babyflodhest, væk fra sin mor og skyllet op på land ved Tonie og Shirleys hus. De tog flodhesten til sig, lod den sove i deres seng og gjorde den senere til en superstjerne, som dagligt underholdte besøgende fra nær og fjern. Jessica var nu omkring 17 år gammel.

Imidlertid var det utrolige sket, at endnu en babyflodhest var skyllet op på land lige ved Tonie og Shirleys hus, også denne stadig med navlestrengen dinglende fra kroppen.

Razzi tog os med hen til den lilles indhegning, hvor vi kunne fodre den med gulerødder. Lille var den nu ikke, måske et par hundrede kilo, og tænderne var faretruende store.

Tonie og Shirley viste sig aldrig, men det gjorde Jessica. Da Razzi havde lavet noget sød te til hende, stak hun hovedet ud af floden og drak fra en sutteflaske. Razzi gav undervejs sutteflasken til mig.

Jeg kom sutteflaske med te i munden på flodhesten, og rørte på Razzis opfordring den på snuden. Jeg vidste, at flodheste er blandt de farligste dyr i verden, fandt det derfor fuldkommen idiotisk og livsfarligt og gennemførte det kun, fordi jeg ikke ville hånes af Deon og Jørgen.

På den ene side var det jo en vild oplevelse at være så tæt på et ellers så utilnærmeligt dyr, på den anden side var det jo dumt, unødvendigt farligt og gav et helt og aldeles falsk billede af flodhestes natur.

Jørgen spurgte Razzi, hvor ejernes hunde var.

»Har du ikke hørt om røveriet?«

»Nej.«

»For fire uger siden døde begge hunde med to dages mellemrum, sandsynligvis forgiftet. To uger senere, en sen aften, kom røverne. De brød gennem hegnet og truede the Jouberts (ejerne, red.) med pistoler. De tog bilerne, pengene og alle skydevåbnene. The Jouberts er stadig traumatiseret af oplevelsen, særligt Shirley,« forklarede Razzi.

Vi takkede Razzi for forestillingen og satte os tilbage i bilen. Deon fortalte om en gang, han havde været inde i huset sammen med Jessica, og hun havde vendt sig og lagt sig, så den ene tand ramte hans ben og blodet fossede ud. Deon kunne grine af oplevelsen i dag.

Jeg tænkte på en historie, jeg havde læst om en anden sydafrikaner, Marius Els, der også havde en flodhest som kæledyr.

»Humphrey er som en søn for mig, han er som et menneske,« havde Els udtalt.

Samme år blev Els’ lig fundet i floden, skambidt af det tre tons tunge kæledyr.

Jørgen startede motoren. Razzi åbnede hegnet.

»Hvad er sandsynligheden for, at to flodheste skyller op på land ved det samme hus?« spurgte jeg forsigtigt.

»Den er lig nul,« svarede Jørgen og skraldgrinede.

»Hvad med røveriet?«

»Tja…«

Mod Hoedspruit kørte vi langs med smukke plantager med mango og appelsiner. Mangoplantageejerne var blandt de mest velhavende i Limpopo. Hovedvejen, der løb ind i byen, var bred og velholdt. I vejkanten stod trekantede advarselskilte med grafiske fremstillinger af elefanter og flodheste.

Et par dage senere kørte Deon mig til lufthavnen i Hoedspruit.

»Så du vil skrive om alt det her?« spurgte han ved afskeden.

»Jeg tager din viden, Deon, og lader som om den er min.«

Deon grinede sin drengede latter.

JP Rejser var inviteret til Sydafrika af Nyati Safari.

Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP's Rejse-nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.