Rejs 3.000 år tilbage i ruinbyen Termessos

Fra de øverste pladser i amfiteatret kan man stadig se resultatet af det drama, der for mange år siden ødelagde store dele af den antikke by. Kæmpe stenblokke ligger hulter til bulter mellem stykker af store profilerede søjler og rester af smukt ornamenterede friser og søjlefødder.

De åbne sceneindgange i bunden af teatret leder lukt ned i afgrunden. De rum, der var bag scenen, er for længst styrtet ned.

Det var et jordskælv, der i det 5. århundrede blev byens endeligt, og tvang indbyggerne til at forlade stedet. Siden har Termessos’ ruiner været overladt til den natur, der både dengang og i dag er områdets store attraktion.

Fra teatrets øverste rækker kan man ikke alene se scenen. Her er panoramaudsigt over Taurusbjergenes stejle skrænter og dybe slugter, hvor kæmpeørne afsøger terrænet for bytte.

Friluftsteatret er bygget til mere end 4.000 tilskuere, og i byens blomstringstid må der have været talrige forestillinger med dyrekampe, recitering af digte og genfortællinger af den græske mytologi.

Måske har der været dramatiseringer af Homers Illiade og den trojanske krig, som begge omtaler Termessos. Her har sikkert også været folkemøder og afholdt krigsråd.

Ørnerede for et krigerfolk

Termessos menes at være grundlagt af et krigerfolk fra den anatolske højslette. Det forklarer måske, at de har valgt at bosætte sig så isoleret og så beskyttet.

Når de vendte hjem fra deres krigstogter, var det vigtigt at kunne beskytte sig mod eventuelle hævntogter. Og det har de gjort effektivt. I år 333 før vor tidsregning omringede Alexander den Store Termessos.

Men han, der ellers er kendt for sin stærke hær og talrige erobringer, opgav at indtage byen, som han kaldte en ørnerede.

Som besøgende i dag kan man stadig forestille sig, hvor besværligt det har været at komme frem til denne bjergby.

En ni kilometer lang smal vej med hårnålesving mellem klipper og pinjetræer leder op til en parkeringsplads. Her finder man ruinerne af den nedre bydel. Resten af vejen foregår til fods ad en bjergsti.

Selv om stien bare er to kilometer lang, tog det Deres udsendte det meste af en time at komme op til amfiteatret. Ikke kun fordi det går opad, men fordi der hele tiden er så meget at se på.

Stien er bogstavelig talt brolagt med søjler og sten fra antikke huse og templer, og langs med er der rester af akvadukter og klippegrave. Og så er der udsigten. I klart vejr kan man mellem bjergskråningerne se de 30 km ned til Antalya og Middelhavet.

På vejen op bliver det klart, at byen har været godt beskyttet, ikke alene af bjergene, men også af både en ydre og en indre bymur.

Bag disse mure ligger bygningerne spredt over et meget stort og kuperet område. Ud over dele af større templer er især rester af akvadukter og vandcisterner let genkendelige.

Talende redskaber

Sikker vandforsyning har selvfølgelig været altafgørende for livet mellem bjergtoppene, og ikke mindst i tilfælde af belejring af byen. Overalt i området er der huller i klippen, der leder ned til kæmpe cisterner, hvor vandet har været opbevaret.

Nogle steder kan man se, at der er tale om kæmpemæssige underjordiske rum, der er understøttet af tværgående bjælker. Konstruktioner, der godt kunne være inspiration til scener i jagten på den forsvundne skat og andre film, der har skjulte antikke skatte som tema.

Heldigvis er – vistnok alle – hullerne dækket med jernriste, så besøgende ikke risikerer at dratte ned i ufrivillige underjordiske eventyr.

Men forunderligt er det også at tænke på, hvordan datidens mennesker har båret sig ad med at bygge denne store bjergby.

Flere stenbrud omkring byen viser, at mange af byggematerialerne er hentet i nærheden. Men alligevel har det været et næsten umenneskeligt mas at hugge og flytte disse tonstunge sten et par tusinde år før, mere moderne redskaber som kranen og lastbilen kom til.

Det er nærliggende at forestille sig, at indbyggerne i Termessos havde slaver.

Romerne holdt slaver, der af Aristoteles blev karakteriseret som ”talende redskaber”, og hele området, hvor Termessos ligger, var under romersk herredømme fra år 189 før vor tidsregning. Og mon ikke en del af krigsbyttet allerede før den tid har været slaver.

Sarkofagernes tyste fortællinger

Termessos blev først opdaget i midten af 1800-tallet, og der er ikke foretaget egentlige udgravninger her.

Det meste af den eksisterende viden stammer fra studier af de mange inskriptioner, der er bevaret på gravsteder og tempelvægge. Ikke færre end seks templer har arkæologerne identificeret.

Og antallet af gravsteder er ganske enkelt overvældende. En stor plads med sarkofager nede ved parkeringen viser sig at være blot en af mange flere.

I udkanten af byen er der gravpladser både mod syd, øst og vest. Af særlig interesse er en løvedekoreret sarkofag og nogle vældige klippegrave, som man møder på den østlige sti, der løber mellem byen og parkeringspladsen.

Alene antallet af grave giver et fingerpeg om byens størrelse og lange historie.

Især når man tager i betragtning, at det ikke er den almindelige befolkning, der er stedt til hvile i klippegrave og sarkofager. Det er kun byens betydeligste mænd. Og netop derfor er mange af gravene forsynet med inskriptioner, der bidrager til vores viden om byens historie.

Men endnu er meget overladt til fantasien, der frit kan udfolde sig her i stilheden mellem Taurusbjergenes tider.

Tre råd til rejsen