På sporet af den tyske løve

Sporvognsskinnerne løber hele vejen rundt om bymidten, og vi forstår for alvor betydningen af det røde lys ved fodgængerovergangen, da sporvognen med høj fart drøner rundt om hjørnet og kapper en uopmærksom dues halefjer.

Renate Timmermann lader sig dog ikke skræmme af den potentielle trussel fra sporvognen og hopper let og elegant over skinnerne. Hun er iklædt en lang, koboltblå bomuldskjole og har optegnede røde læber. Hun er en af Braunschweigs lokale guider og hilser på mange af de mennesker, som vi kommer forbi.

Og de lokale hilser også gerne på os, selv om vi ikke kender dem. Et løftet ølglas til hilsen er ikke et sjældent syn, når man bevæger sig gennem de små gader. Generelt er folk venlige, så længe man ikke går på cykelstien. En sådan handling straffes med et højt ”Pass auf!” og et dødbringende blik.

Søger man væk fra cykelstien og ned ad de små sidegader, slipper man med livet i behold og kommer samtidig et skridt nærmere byens middelalderhistorie.

Løvens herre

Den mægtige domkirke Sankt Blasii ligger som en overdimensioneret duploklods nær Braunschweigs nye rådhus. Kirken er med sine enorme vinduer og nærmest klippefaste vægge svær at danne sig et indtryk af, og man føler sig ganske lille i dens nærvær.

Kirken er bygget af byens store helt, hertug Henrik af Sachsen, som lokalt gik under navnet Løven. Kælenavnet tilfaldt ham ifølge legenden, fordi han ejede en løve og herskede over byen som en konge.

»Hertug Henrik var en berejst mand, og byens vigtigste historie omhandler en af hans rejser til Palæstina. I stedet for at bede i det hellige land, som han burde, gik hertugen en tur uden for byen. Her så han en løve, som sloges med en drage, og uden tøven kom han løven til undsætning og slog dragen ihjel,« fortæller Renate Timmermann med store øjne.

Efter drabet blev hertug Henrik anset som helt, og løven var så taknemmelig, at den valgte at følge med ham hjem til Braunschweig. Her fik hertugen udhugget det første fritstående monument nord for Alperne med motivet af en løve. En stor bronzeløve stod foran hans hjem og blev efter hans død flyttet hen nær domkirken. Her stod den udenfor indtil 1980, hvor den måtte restaureres og kom på museum.

Da vi går ind på det mørke museum, er forventningen til at se denne sagnomspundne løve større end domkirken. På en platform i museets fjerne ende mødes vi dog af en fabellignende skabning, som vi ikke kan relatere til det dyr, som vi i dag kalder en løve. Dens fødder ligner ørnekløer, dens øre er menneskelige, og næsen kunne lige så godt sidde på en gris.

»Som I nok kan se, ligner den langtfra de løver, som vi kender i dag, og det skyldes ganske simpelt, at skulptøren aldrig havde set en løve før,« fortæller Renate Timmermann om den store statue.

Om løven nogensinde har levet i Braunschweig, kan ingen sige med sikkerhed, men ved domkirken mener de lokale at finde tydelige spor efter den.

»Da Hertug Henrik byggede domkirken, var løven hele tiden med ham. Desværre døde han, før kirken stod færdig, og da mente præsterne, at det var upassende, at løven skulle ligge ved sin herres grav. Derfor lukkede de den ud af kirken, og den brugte mange måneder på at prøve at kradse sig ind,« siger Renate Timmermann grinende, mens hun peger på nogle dybe riller i kirkedørens karm.

Om løven virkelig har sat sine aftryk her, må man selv vurdere, men at den blev byens vartegn, kan ikke betvivles, når man ser Braunschweigs våbenskjold.

Løvens våbenskjold

De voldsomme slag fra domkirkens klokke sender tankerne mod et bombardement. Klokken er 17.00, og slagenes genlyd mellem husene sender vibrationer helt ind i brystet.

Braunschweig er en gammel middelalderby, som kan dateres tilbage til 900-tallet, og mange af de gamle bindingsværkshuse fremstår pæne på trods af, at byen blev sønderbombet under Anden Verdenskrig.

»Ligesom andre våbenfremstillende byer i Tyskland blev Braunschweig bombet under krigen. Mange af husene er genopbygget eller fornyet efterfølgende, og derfor er det primært kun bymidten, som stadig fremstår middelalderlig,« forklarer Renate Timmermann.

En af de bygninger, der kom næsten helskindet gennem krigen, er det gamle rådhus, som i dag er bymuseum. Rådhuset er bygget i gotisk stil, og på ni pæle står livagtige statuer af de vigtigste personer i den tyske adelsslægt. Da vi går ind, føles det næsten, som om statuernes kolde øjne følger os.

»Rådhuset er udsmykket med figurer af adelige, som vogter indgangen. De er alle af tysk slægt, for det var kun de tyske adelige, som man regnede for vigtige,« fortæller Renate Timmermann.

Museet er koldt, og der er ikke meget at opleve, hvis man altså ser bort fra det imponerende byggeri, som rådhuset nu engang er. En model over byen, som den så ud i 1400-tallet står midt i indgangen, mens et nutidigt billede hænger på væggen over den. Og så er der våbenskjoldet. Oprejst på to ben og med åben mund står den majestætiske løve klar til at forsvare byen mod alle trusler, og den årvågne vil opdage, at hvor end man går i byen, er løven altid synlig.

»Hvis man ser bort fra legenderne om Henrik af Sachsens løve, er det ikke tilfældigt, at løven er forblevet byens vartegn. Braunschweig har udkæmpet og deltaget i mange nationale og internationale kampe, og byen står altid på bagbenene – klar til kamp mod fjenden,« lyder det fra Renate Timmermann.

Løvens by

Da vi krydser pladsen ved Kohlmarkt, følges vores skridt af den muntre musik fra det lille orkester, som har taget plads i et hjørne. Der er altid liv på torvet, hvad end der er marked eller som nu, hvor små spisevogne serverer øl og pølser ved opstillede bænke.

»Kohlmarkt har altid dannet en slags centrum for byen. Her mødtes handlende fra hele verden og udvekslede varer, for pladsen lå, hvor fire handelsveje krydsede hinanden,« forklarer Renate Timmermann og udpeger de fire veje, som ender ved Kohlmarkt: en fra Danmark, en fra Milano, en fra Rusland og den sidste fra Belgien.

Vi går videre ad vejen, som efter sigende skulle lede mod Danmark, og når frem til endnu en plads med flere afstikkerveje. Vejen til det kolde nord synes ikke at være ligetil, og man undres over, hvordan handelsmændene fandt vej.

Vi stopper ved et springvand med to brydende mænd. Den ene er løftet over hoften på den anden, så benene stikker op i luften, mens den anden står solidt plantet på en plade formet som et løvehoved. Det er kunstneren Jürgen Weber, der har lavet skulpturen, og kigger man godt efter, kan man se hans navn stå på tværs af den stående mand.

»Jürgen Weber mødte stor modstand, da han blev udvalgt til at lave denne statue. Kunstnerne var imod den, fordi han ikke havde gået på kunstakademi, og det smittede af på byens forretningsdrivende, som sagde, at statuen lavede skygge på deres butiksvinduer og derfor ødelagde salget,« fortæller Renate Timmermann, mens vi undrende kigger på den knap en halv meter lange skygge, som med nød når den første sten på gågaden. Flere meter væk fra nærmeste butik.

»Jürgen Weber fik lov at opstille skulpturen på springvandet alligevel, og hvis I kigger på den løftede mands bagdel, kan I se en række navne. Det er navnene på de kunstkritikere, som var imod hans arbejde,« griner Renate Timmermann.

Spøg og skæmt er en del af hverdagsånden i Braunschweig, og tager man øjnene fra de farverige bindingsværkshuse og kigger på jorden, går der ikke længe, før man opdager en lille hvid sten med en rød narrehat.

»Till Eulenspiegel er en kendt hofnar, som rejste rundt i Tyskland i 1400-tallet og lavede tricks med folk. Han boede en årrække i Braunschweig, og derfor har man her i byen lagt et spor mellem fliserne, som tager besøgende med rundt til små legepladser, forklædt som hverdagskunst,« fortæller Renate Timmermann, da vi står ved tre runde metalkugler, som viser sig at kunne vippe, når man sætter sig på dem.

Legende munterhed, stolthed og venlighed synes at være indbegrebet af Braunschweig og dens indbyggere, som glædeligt tager en snak om betydningen af at være Løvens By.

»Vi er stolte af vores historie, vores kultur og vores sind her i byen. Vi er både moderne og gammeldags, innovative og bevarende. Vi føler selv, at vi rummer de bedste modsætninger og værdier, så længe man ikke angriber vores værdighed. For så rejser vi os på bagbenene og brøler. Det er jo ikke uden grund, at vi er Løvens By,« klukker Renate Timmermann.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

3 råd til rejsen

KuhAcht

Schadt’s bryggeri

Schloss Akaden