Fra spinderi til fantasi

Skåle, vaser, lampeskærme, buster, enorme søstjerner og blæksprutter og andre fantasifulde frembringelser – det meste helt hvidt, papirtyndt, nærmest gennemsigtigt og med det fineste kniplingsværk. Det er vanskeligt at se sig mæt på Claudia Biehnes porcelænsarbejder. Udvendigt er de ru, indvendigt glatte som silke.

Claudia Biehne er en af de mange kunstnere, kunsthåndværkere og andre med kreative evner, der har fundet vej til det nedlagte bomuldsspinderi i Leipzig, Der Spinnerei.

100 kunstneratelierer, 11 gallerier, værksteder, arkitekter, designere bl.a. inden for mode og smykkekunst, skuespillere, et internationalt danse- og koreograficenter og ikke at forglemme Leipziger Malerschule har indtaget det nedlagte bomuldsspinderis 24 haller. Så nu summer her atter af liv – om end en anden slags end dengang, da indtil 40.000 industriarbejdere var beskæftiget i spinderiet.

Nu er industrimaskinerne fjernet, og der er lyst og venligt i hallerne med livlig trafik af såvel besøgende som stedets brugere – fortrinsvis unge mennesker, der på vej til eller fra deres værksteder stopper op med det uundværlige bæger med kaffe i hånden for at få en snak med kolleger. Der er diske med informationsmateriale, så man kan orientere sig om, hvad og hvem der er i de forskellige bygninger. Nogle kunstnere er her i længere tid, andre kun for en kortere periode.

Der Leipziger Baumwollspinnerei blev grundlagt i 1884, og da jernbanen kom til byen, voksede det til at blive et af Europas største. I 1970'erne, i DDR-tiden, var produktionen på sit højeste. Der var bygget arbejderboliger, etableret forretninger, og der var sportsfaciliteter, forlystelser, hospital, børnehave osv. Her kunne man tilbringe hele sit liv: blive født, arbejde og dø.

Billigere end Berlin

Efter Murens fald gik det ned ad bakke for spinderiet. Det lukkede helt i 2000, men allerede midt i 1990'erne var de første kunstnere rykket ind. Der Spinnerei er blevet så eftertragtet, at Leipzig har forventning om at overtage Berlins rolle som det sted, der huser flest unge kunstnere og igangsættere. Berlin er ved at blive dyr – også mht. boliger. I Leipzig derimod kan unge, der er fattige på jordisk gods, men rige på ideer, få råd til at slå sig sammen om at købe en bolig. Man må nemlig ikke overnatte på Der Spinnerei.

Hallerne står stort set som dengang – også den 50 meter høje skorsten, der knejser som et monument over den hedengangne industri. Men nye ejere har med sans for stedets potentiale sørget for indvendig istandsættelse og nye ledninger m.v. til installationer, som lever op til nutidens krav til moderne teknologi for brugerne.

Området er frit tilgængeligt, og hvis værksteder og atelierer er åbne, er man velkommen til at kigge indenfor, lade sig friste i butikken eller tage en pause i caféen.

Messe og musikinstrumenter

Også på Grassi Museet kan man se, hvad unge kunstnere arbejder med. Grassi Museet er et af Tysklands ældste og har en af Europas største samlinger af kunst og kunsthåndværk: tekstil, keramik, porcelæn, møbler, glas, metal og meget mere.

I 2012 blev museet udbygget med en ny permanent udstilling, "Fra Art Nouveau til nutiden", med omkring 1.500 udstillede genstande. De spænder fra jugendstil over art-deco til bauhaus og funktionalisme.

En anden afdeling har fokus på østtysk design efter 1950. Der er lagt vægt på at vise udviklingen i både Øst- og Vesttyskland – ikke forskellen. Derimod er der fokus på forskellen mellem industrielt fremstillede produkter og de individuelt fremstillede.

Hvert år den sidste weekend i oktober må store dele af de faste samlinger dog vige pladsen til fordel for Grassi-messen. Her kan udvalgte designere, kunstnere, håndværkere, opfindere osv. præsentere deres produkter og håbe på at skabe interesse hos potentielle aftagere. I 2013 var der 300 ansøgere, hvoraf 70 slap igennem nåleøjet.

Grassi Museet rummer også en af verdens mest righoldige samlinger af musikinstrumenter – et must i denne musikkens højborg. Her bliver fem århundreders musikhistorie levendegjort. Et af klenodierne er verdens ældste hammerflygel fra 1726. Og vil man vide, hvordan de gamle instrumenterne lød, kan man trykke på en knap og høre det valgte instrument i surroundsound. Har man lyst til selv forsøge sig på klaver, cembalo, xylofon, trommer osv., må man en tur omkring klanglaboratoriet.

Nodespor

Museet ligger på "Leipzigs nodespor", en 5,3 km lang rute, der blev etableret i 2012 og viser vej til de 23 vigtigste steder i Leipzigs righoldige

musikhistorie. Den fortæller om berømte musikere, komponister og dirigenter, hvor de har boet, og hvor deres musik kan høres. Det være sig operaen, Gewandhaus, koncerthuse, museer, kirker. Byen summer af musik – ikke kun når der er festivaler, men året rundt.

Og skulle man være der en søndag, når alle butikker er lukket med undtagelse af dem i arkaden ved hovedbanegården, og man ikke orker flere museer, kan man hvile fødderne og hovedet i en af kirkerne.

Ikke så sjældent er der en lille koncert eller korsang i forbindelse med højmessen i Thomaskirche, hvor Johann Sebastian Bach var korleder for det berømte Thomanerkor. Det blev dannet i 1212 og er Leipzigs ældste kulturskat.

Aflæg også besøg i Nikolaikirche, hvad enten der er koncert eller ej.

Det var her, den fredelige revolution, der førte til Murens fald, begyndte. Siden efteråret 1982 samledes modstandere af regimet hver mandag aften til fredsbøn. Den 9. oktober i 1989 gik 70.000 mennesker efter fredsbønnen i demonstration og råbte:

»Vi er folket.«

»Vi er ét folk.«

Herefter fik Leipzig tilnavnet Heltebyen.

En måned senere faldt Muren.

2014 – et jubilæumsår

Fem råd til rejsen