Snesko er den nye dille på skisportsstederne

Der er langt ned. Rigtig langt. Svævebanen fra byen Klosters gynger langsomt op mod bjergstationen Madrisa. Fra 1.124 til 1.887 m højde. Vejret er klart. Det hverken sner, regner eller er tåget, så i dag er bjergstationen Madrisa udgangspunkt for naturguiden Gudrun Turners sneskosafari for begyndere.

»Du kan stå på snesko i stort set al slags vejr, det er bare ikke sjovt, når det regner. Hvis det sner, er det bedre ikke at gå for højt op, men at holde sig nede mellem træerne,« forklarer Gudrun Turner, mens hun indstiller skistavene til dagens fire deltagere.

Gudrun Turner er uddannet naturguide og skiinstruktør. Om sommeren tager hun interesserede med på naturvandringer i bjergene omkring Klosters, mens hun om vinteren arrangerer ture på snesko for både begyndere og garvede sneskobrugere.

Tre remme og en god gang pigge

Det er let at montere sneskoene, som ligner korte og brede ski, der bare spændes på deltagernes egne sko. To remme hen over foden og en bag anklen sørger for, at sneskoen sidder tæt.

Under skoene er der pigge, så man står helt fast på sneen, både når man går op, og når man går ned. Og også når det er rigtigt stejlt.

»Bare gå helt normalt,« siger Gudrun, da vi forlader Madrisa og går hen, hvor pisterne bliver afløst af dyb, uberørt og kridhvid sne.

»Når vi går, skal vi gå på en række, så vi laver et spor. Det er vigtigt, at nummer to i rækken træder de steder, nummer et ikke har trådt. Altså, at I går omvendt af hinanden,« forklarer Gudrun Turner, mens hun viser, hvordan vi skal træde i sneen, så vi laver ét langt spor.

»Når vi laver et spor, sparer vi energi samtidig med, at vi laver et spor til de dyr, der lever heroppe hele vinteren. Jeg kan garantere, de bruger sporene, bare vent og se,« lyder det fra forrest i kæden, hvor hun som den første bryder sneen. Vi synker 20 – 30 cm ned i pulversneen, hver gang vi tager et skridt.

Snesko boomer

Snesko har været kendt i århundreder, men brugen af dem er ifølge Gudrun Turner for alvor boomet de seneste år. Der er kommet flere og flere modeller på markedet, og det er nu muligt at købe dem overalt og ikke kun i skisportsforretninger.

Det attraktive ved snesko er, at de er nemme at bruge, og at de kan bruges af stort set alle. De yngste deltagere på Gudrun Turners ture har været seks-syv år, mens den ældste var en dame i 70’erne.

Brug hovedet

Fordi det er så nemt at tage på tur med snesko, ser naturguiden desværre også flere og flere, der tager af sted med hovedet under armen.

»Jeg bliver trist, når folk går steder, de ikke burde være. De skræmmer dyrene, som om vinteren har ekstra meget brug for energi,« siger Gudrun Turner.

Hun træder ud til siden, så den næste i rækken kan bryde sneen. Det er vigtigt, man skiftes til at gå forrest, da det kræver langt mere energi at bryde sneen end at følge efter. Vi er 300 m væk fra skiområdet, men det føles, som om vi er de eneste i hele området. Der er ingen høj musik, ingen børn, der skriger, kun os og så fuglene.

Kaniner og harer i sneen

»Når I skal gå nedad, skal I bøje lidt i knæene og sætte vægten på hælen. Skal I opad, skal vægten være på jeres forreste fod,« forklarer Gudrun.

Vi går rundt mellem tætte fyrretræer. Grenene er trykket godt ned mod jorden på grund af den massive vægt fra sneen, der ligger på dem.

Under et fyrretræ er turens første dyrespor. Det er helt klart et lille dyr. Sporene er ikke dybe. Der bliver gættet på, at det er en snehare. Det stemmer.

Mudder, køer og ost

Det er mærkeligt at forestille sig, at der under de 3 m sne, sneskosafarien bevæger sig hen over, kun er mudder om sommeren.

»Jeg kan godt lide tanken om, at der er så få, der kommer her. Om sommeren er de eneste, der er her, hundrede køer, som leverer mælk til ost og smør,« lyder det fra naturguiden, samtidig med at hun fortæller om helende urter, dyrelivet, istid og oplevelser på andre ture.

Spor i spor

Det næste dyrespor viser sig i sporet fra et snowboard. Der er nogle snowboardere, der har kørt offpiste. Aftrykket stammer fra en ræv, der netop som forudsagt ved turens start har sparet energi ved at følge et allerede trådt spor.

Man forstår den godt. Det er virkeligt hårdt at være den, der går forrest og bryder sneen, men det er også helt særligt at være den første, der træder ud i den uberørte sne. Det føles næsten som at være helt alene i sneeventyret Narnia.

Lidt efter finder vi endnu et fodspor. Meget små og lette fodspor, der som en perlekæde snor sig op ad bakken. Det er spor fra en lækat, fortæller Gudrun Turner begejstret. Hvid om vinteren, men altid genkendelig på sin sorte halespids.

En igloo af fjer

Der er helt stille. Den eneste lyd er rislende vand under sneen. Turen går hen over et vandfald, der kun kan høres, ikke ses. Pludselig er der action. Fire store fugle flyver op fra sneen. Det er urfugle. Når det sner, tager de vingerne omkring sig, så de under sneen laver en hule, en slags igloo. De har sandsynligvis siddet under sneen siden snefaldet dagen før.

Efter 2½ time er benene trætte. Turen er endt i det spor, der blev dannet, da turen startede. Det tager ikke lang tid at gå tilbage til Madrisa i det allerede trådte spor. Tilbage til høj musik og masser af mennesker. Turen er slut, og freden er forbi.

Vinterferie i Klosters

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her