Fortsæt til indhold
Rejser

Lunt vejr kan spolere juleskiferien i Alperne

Åbningen af skisæsonen i Sydeuropa tegner til at blive den ringeste i årevis på grund af lunt vejr.

Oliver Batchelor

Skiturister venter med tilbageholdt åndedræt på, at den hvide jul melder sin ankomst i Alperne. Her står lifter i stribevis stille på grund af varmt vejr og vigende snefald.

Kun de højest beliggende skisportssteder i 2.000 meters højde som Val Thorens i Frankrig og Obergurgl i Østrig kører nær fuld kapacitet på et tidspunkt i sæsonen, hvor de fleste sydeuropæiske destinationer normalt ville være i fuldt sving.

”Vejret er meget mildt i år, og sneen falder i øjeblikket kun i det høje terræn, hvor der nogle steder ligger én til halvanden meter sne. I dalene er der ikke meget mere end mellem nul og 15 centimeter de fleste steder. Det billede gentager sig i ugens løb. Vi skal frem til weekenden, før der falder sne i områder omkring 1.000 meters højde,” fortæller Martin Lindberg, energi- og erhvervsmeteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Værste sæsonstart i 15 år

Sæsonstarten er den vejrmæssigt værste i 15 år, vurderer Kenneth Bøggild, der er administrationschef i Dansk Skiforbund. Han kan allerede konstatere, at en række skikonkurrencer i det sydlige Europa er blevet aflyst.

”Det største problem er den lange periode uden koldt vejr. Det betyder, at man ikke har kunnet præparere pisterne med den kunstsne, som bliver brugt til at danne den iskappe, som natursneen skal ligge ovenpå. I gamle dage slog vejret typisk om i oktober, hvorefter man i november kunne arbejde med kunstsneen og være ret sikre på at åbne før jul. Nu ser vi, at temperaturfaldet og sæsonen kommer senere,” siger Kenneth Bøggild.

Skulle han selv fejre julen på ski, ville han vende næsen mod de norske og svenske destinationer som Hafjell, Kvitfjell, Åre og Hemsedal, der har haft længerevarende frostvejr og derfor bedre skiforhold. Men der er ingen grund til at aflyse hele skisæsonen i Alperne, mener Kenneth Bøggild.

”Sneen kommer, det er der slet ingen tvivl om. Sidste år startede sæsonen også sent mange steder, hvilket gjorde det svært at vælge, hvor man skulle tage hen. Men det endte med at blive en super sæson. Og vi kan takke kunstsneen for, at den generelle opvarmning i skiområderne henimod foråret bliver reduceret. For mig har det betydet, at jeg har haft nogle af mine bedste skioplevelser i april måned,” siger han.