På sporet af det tabte Königsberg

Det tabte hjem. For dem, der flygtede og overlevede, er Kaliningrad, som området nu hedder, forbundet med en god portion nostalgi.

Indtil 1945 var Østpreussen og hovedstaden Königsberg tysk, men da Den Røde Hær under Anden Verdenskrig satte det endelige angreb ind, flygtede millioner af tyskere vestpå, for de flestes vedkommende til fods i vinterkulde, og under flugten omkom mange.

På sikker afstand af den lange vej mod vest, masseflugten og den netop det år særlig kolde vinter i 1944-45 er de i dag efterladt til at spekulere over, hvordan tilværelsen havde formet sig, hvis de kunne være blevet. Blot fortsætte livet, som om intet var hændt. Det havde generationer gjort før dem i århundreder.

I stedet så de deres skæbne spundet ind i det bibelske tema om tabt uskyld, der leder til fordrivelse.

Leder til en ”Winterreise”, som komponisten Franz Schubert kaldte et af sine mest berømte værker. Eller rettere sagt, desperat flugt gennem et uophørligt islandskab.

Man forestiller sig, at et endeløst kærretræk møjsommeligt baner sig vej i et smalt snespor. Frosten trænger ind overalt. Spædbørn og gamle bukker under en efter en og efterlades ude i siden. Snefnuggene i det hvide inferno hvirvler til sidst så tæt sammen, at det er umuligt at se noget som helst.

I Schuberts ”Winterreise” har hovedpersonen mistet sin elskede. Det eneste, han tænker på, er minderne om hende. Vanvittig af tabet hallucinerer han, og kan ikke længere skelne mellem fantasi og virkelighed. Det er, som om melodien har evnen til at forbinde verdener. Langsomt glider tonerne over i de taktfaste, meditative smæld fra skinnernes sammenføjninger. De forplanter sig ned gennem togstammen.

Sneørkenen fra vinteren 1944-45 er nu et landskab i fuldt flor. Og det er til at forstå, at tabet af området Ostpreußen med hovedbyen Königsberg – de tidligere tyske navne – kan give et stik i hjertet.

Dette er Rusland

Vilde blomster i et væld af farver farer forbi langs banelegemet. Højgul, hvid og lilla flyder i farten sammen med alt det grønne. Længere væk fra toget er det nemmere at fokusere. Naturen ligger uberørt hen. Dunhammere, siv, små søer og vandløb glider langsommere forbi.

Fra den litauiske grænse går det tværs gennem enklaven Kaliningrad mod regionshovedstaden af samme navn. Over en rusten jernbanebro og floden Pregel, forbi frugthaver, hvor knaldrøde klaser af æbler tynger træernes grene mod jorden. Et sted har en evangelisk kirke i traditionel tysk byggestil fået et ortodoks kors på toppen af spiret.

En ældgamle allé med mørkegrøn mos på stammerne står endnu. Men for enden ligger godset i ruiner. Fra dette gods begav den senere Die Zeit-redaktør Marion Gräfin Dönhoff, hvis slægt havde ejet godset siden 1666, sig ud på et desperat ridt for at undslippe Den Røde Hærs soldater. Det var slutningen af januar 1945. Hun vendte aldrig tilbage. Syv uger, ned til 20 minusgrader og 1.200 kilometer udholdt hun på ryggen af sin hest, før hun var i sikkerhed et sted i Vesttyskland. Dönhoff blev senere anerkendt for sin modstand mod nazisterne.

Ved en støvet station et sted på den cirka 150 kilometer lange rute gennem enklaven hænger et par taxichauffører op ad deres vogne. Glaner efter toget i håb om en tur. Over den tilhørende bygning blafrer et flag dovent i vinden. Vandret hvid, blå og rød minder om, at dette er Rusland.

Vartegn af beton

Og ved ankomsten til regionshovedstaden fremstår Kaliningrad da også udpræget russisk. Trolleybusser baner sig vej på flersporede prospekter, et kosmonaut-mindesmærke ærer byens første rumrejsende. Som kronjuvelen blandt betonboligblokkene står Sovjetternes Hus – et godt eksempel på arkitektur i stilen brutalisme. Den særprægede konstruktion, der blev påbegyndt en gang i 1970'erne, men aldrig gjort hverken helt færdig eller taget i brug, rejser sig over byen. Bag ethvert gadehjørne ligger den på lur, stikker sine firkantede øjne frem, udspionerer indbyggerne. I skyggen af det megalomane, men kuldsejlede byggeprojekt, der nu er blevet en slags vartegn for byen, udspiller livet sig.

Par prominerer på stien langs Slotsdammen i den lune eftermiddagssol. Fra et hul i de matte skyer falder solstråler ned på dem. Gør alt gråt og sølvfarvet. Enkelte tunge regndråber laver store ringe i vandet.

Vinden bærer den friske duft af havet ind over Sejrspladsen, hvor den blander sig med udstødningsgassen fra de udpinte Setra-busser. SWEBUS står der med store bogstaver på siden af en af dem. Åbenbart var den for gammel og forurenende til at måtte køre videre i Sverige.

På markedet for kød inde i en stor hal er der livlig aktivitet. Olga, der er iklædt et hvidt forklæde af plastic, vejer omhyggeligt kødstykkerne på en traditionel vægt ved brug af lodder. Sammen med sine kolleger langer hun den ene luns flæsk over disken efter den næste. Bagved dem hænger forskellige dyrekropsdele på store kroge.

En socialistisk mønsterby

Henne ved monumentet til ære for Den Røde Hær sidder en ældre kvinde. 105 år viser det sig.

Anna Kalestatovna er iført hovedtørklæde, en fin blomstret kjole, og når hun taler, glimter hendes guldtænder. På grund af sin datters arbejde kom hun for 40 år siden til Kaliningrad, men hun er oprindeligt fra Smolensk.

»Der arbejdede jeg som lærerinde,« fortæller hun.

Anna Kalestatovna bor lige over for Den Røde Plads, og da hun ikke længere er så godt gående, holder hun af bare at krydse gaden, sætte sig her og følge med i, hvad der sker.

Den pensionerede lærerinde repræsenterer Kaliningrads hovedsageligt russiske befolkning, der på ordre fra Stalin kom hertil fra alle egne af Sovjetunionen. De overtog byen, da tyskerne var væk. Gader og torve kunne ikke længere hedde Bismarck Platz, Steindamm og Junkerstraße, så de fik navne som Leningradskaja, Moskovskij Prospekt og Oktjabrskaja.

I et anfald af had mod nazisternes forbrydelser var den første tid efter de oprindelige beboeres flugt dedikeret til at slette erindringen om alt tysk. Byplanlæggere forsøgte at opføre en socialistisk mønsterby. Men selv om de har haft byen i deres varetægt siden 1945, er det ikke lykkedes at fjerne alle spor af fortiden. Kradser man lidt i overfladen, vælter resterne af tysk kultur frem.

Gemt af vejen bag et stillads kommer nogle falmede knap læsbare tegn pludselig til syne. Bogstaverne på den stærkt medtagede husfacade er ikke de kyrilliske, som russerne bruger, men derimod latinske. De tyske ord røber, hvilken forretning, der lå her.

»Kreuz-Apothek« står der.

Om »Kreuz« henviser til det kristne kors eller til beliggenheden i nærheden af et trafikkryds, ved ingen længere.

Fra en ydmyg placering inde i en gård kigger inkarnationen af tysk højkultur, en af filosofiens vigtigste skikkelser overhovedet, ned fra sin sokkel. Immanuel Kant lagde ansigtet i alvorlige folder her i byen i det 18. og 19. århundrede og er begravet ved siden af Slotskirken – en af de eneste bygninger af ældre dato, der stadig står i Kaliningrad. Statuen af Kant – legemliggørelsen af højtudviklet åndsliv og intellekt – står næsten uhyggelig tæt på et håndfast bevis for det nazistiske vanvid, nemlig bunkeren, hvor general Otto Lasch forsøgte at forsvare Königsberg til det sidste. Med kun tre udmattede divisioner over for Den Røde Hærs 36 var det fra starten udsigtsløst. Lasch gav dog først op på et tidspunkt, da russiske soldater allerede var trængt ind i bunkeren. For sin "fejhed" blev han dømt til døden in absentia af Hitler. Det underjordiske forsvarsværk er indrettet til museum.

Død og murbrokker

Det er, som om byen nu i højere grad omfavner sin fortid og usædvanlige historie, efter Sovjetunionens sammenbrud betød nye tider i 1990'erne. Siden har turismen været tiltagende, og en stor del af de tilrejsende er tyskere, der ønsker at besøge »det tabte hjem«. En kampagne af plakater i busskure viser sort-hvid fotografier af det gamle Königsberg. Der kan man se en driftig tysk handelsby komplet med smukke bygninger og hektisk gadeliv fra kort før Anden Verdenskrig, som forvandlede det hele til død og murbrokker. Det er let at afvise plakaterne som blot et reklamefremstød til ære for turisterne. Måske tjener de også til at aftabuisere fortiden for byens egne indbyggere og opbygge en fælles identitet på nogle meget specielle præmisser. Med sin tyske arv adskiller Kaliningrad sig trods alt markant fra det Rusland, der ligger uden for enklaven.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.