Besøg historiens losseplads

Engang besejrede de nazisterne, sendte den første mand i rummet og var i årtier magtfulde nok til at udfordre selve kapitalismen. De havde verdens største hær bag sig og kunne trykke på en rød knap, der ville lægge hele den vestlige verden under en paddehattesky.

I dag er de sovjetiske ledere hevet ned fra piedestalen. Og slæbt hen i De Faldne Monumenters Park.

Lenin'erne, Stalin'erne og Bresjnev'erne ser udeltagende til, mens børn leger mellem dem, unge par går hånd i hånd på de anlagte stier, og ældre nyder et hvil på en af bænkene.

Statuerne af de før så frygtede revolutionsledere og generalsekretærer står lidt tilfældigt rundt omkring i parken. Som om de ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv. Al den aura og karisma, deres undersåtter forsynede dem med via lydighed og ærbødighed, er forduftet, som de står nede af piedestalen – afmægtige.

Deres grå silhuetter står på en baggrund af fuglekvidder, søndag eftermiddagsidyl og frodig grøn. Stedet er et populært udflugtsmål for børnefamilier og andre moskovitter på fridag. De slentrer langsomt, møder bekendte. Roligt bevæger de sig gennem levnene fra Ruslands højdramatiske tyvende århundrede.

Brækket midt over

Den udprægede afslappede stemning, der hersker i parken, blander sig med en stærk fornemmelse af historiens utilregnelighed. Omvæltningerne i begyndelsen af 1990'erne, da Sovjetunionen brød sammen, gik ikke let hen over de før så højagtede granit- og marmorfigurer: En af Lenin'erne har været brækket midt over, men er blevet muret sammen igen, en af Stalin'erne mangler næsen. De fik en hård medfart, da ophidsede moskovitter slæbte dem herhen i et udbrud af stærke anti-sovjetiske følelser. Veltilfredse lossede de dem af på området som skraldemænd på vej på fyraften. De Faldne Monumenters Park er usædvanlig, da den i bogstaveligste forstand er historiens losseplads og et opbevaringssted for kasseret ideologi.

Mens det skarpe solskin falder ned på parkens gæster og voksne guffer vaffelis i sig bag ved klapvognene er det, som om en utydelig næsten gennemsigtig skikkelse i kanten af synsfeltet forsvinder ind mellem træernes skygge et sted ovre ved parkens fjerneste ende. Men ved nærmere eftersyn er der alligevel ikke noget.

Kommunismens spøgelse

»Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse,« indledte ideologiens ophavsmand, Karl Marx, sit velkendte manifest. Han har også sin buste stående i parken. Til trods for – eller måske netop på grund af – at det nu er markedsøkonomien, som hærger Moskva og har gjort den til Europas dyreste by med det højeste antal dollar-milliardærer i verden – 79 – vil dette spøgelse ikke lade sig mane i jorden. Væk inden øjnene når at registrere det, synes det at flakke hvileløst rundt et sted i udkanten af al idyllen. Skræmt af sig selv og de forbrydelser, der er begået i dets navn. Det har ikke mulighed for at tage fast form, men kan heller ikke blive til intet. Marx' ide lever ikke mere, men den er heller ikke død. Aktivister, der prøver at fortolke denne ide på en ny måde og give den fast form, lever livet farligt i dagens Rusland. Blandt andet har en af initiativtagerne til dette års store demonstrationer mod det nuværende regime – Sergej Udalsov – været smidt i fængsel ad flere omgange og er blevet kaldt samvittighedsfange af Amnesty International.

Som om intet var hændt

Det er dog ikke alle sovjettidens statuer, der er slæbt hen i De Faldne Monumenters Park. Kort derfra på pladsen foran metrostationen Oktjabrskaja suser skateboardere rundt om en Lenin. Han står roligt på sin sokkel med hånden i lommen, som om intet var hændt. Et fint udtryk for den rådvildhed, der hersker om den sovjetiske fortid: Skal man lade monumenterne stå, skal de udstilles i en park eller skal de fjernes, ødelægges og forsøges slettet fra erindringen?

Fra Oktjabrskaja går det med den orange linje ind mod en af de mest berømte stationer i Moskvas overdådigt udsmykkede metro: Revolutionspladsen. Her hilser 76 bronzeskulpturer passagerne velkommen. De kan dårligt flyttes hen i parken, da de på det nærmeste er bygget ind i søjlerne og hvælvingerne. Stationen åbnede i 1938, og de mange fastfrosne skikkelser spiller forskellige roller i sovjetisk samfundsliv: Stoiske arbejdere, revolutionshelte, soldater, bønder, atleter, forfattere, piloter, skolebørn, sømænd og ingeniører med attributter i form af bøger, trykluftsbor, granater, geværer og hunde står på et fremspring af armensk marmor. Overtroen får frit løb på perronen, hvor en målrettet kvinde i spadseredragt lader fingrene glide hen over en af figurerne. Det bringer held. Og flere lokale fra samme tog følger kvindens eksempel på vej hen mod rulletrappen. Flere steder er de stolte ateistiske proletarer helt blanke af al det gnubberi.

Jern-Feliks

Det næste tog går en station videre til Lubjanka. En midaldrende kvinde korser sig, idet hun går ad metroudgangen op i byen og skæver over mod den imposante bygning, der har givet navn til pladsen og stationen. Her havde det berygtede sovjetiske hemmelige politi KGB sit hovedkvarter. Under Stalins terrorregime, der kulminerede i slutningen af 1930'erne, blev sagesløse, kommunistpartiets egne topfolk, samt et antal udlændinge tortureret og henrettet i kælderen.

Organisationens grundlægger Feliks Dsjersjinskij – også kendt som ”Jern-Feliks” på grund af sin hårde fremfærd mod ethvert forsøg på kontrarevolution under den Russiske Borgerkrig – havde længe et monument til sin ære stående midt i runddelen foran bygningen. Det blev for meget for Moskvas indbyggere, der i august 1991 fragtede den 15 ton tunge Jern-Feliks over i De Faldne Monumenters Park. Dér har nogle overmalet ham med med gul grafitti.

Statuerne