På rejse i et lukket land

Hvis ikke Aleksandr Lukasjenko fandtes, var vestlige politikere nødt til at opfinde ham. Den hviderussiske præsident er EU og USA's yndlingsdiktator, forstået på den måde, at over for netop Hviderusland er det gratis at prædike menneskerettigheder og demokrati.

Landet har ingen olie- eller gasforekomster, der er værd at tilegne sig. Landet har ingen strategisk betydning i form af nærhed til konfliktzonerne i Afghanistan, Pakistan, Irak og Iran.

I kras modsætning hertil står præsidenter fra andre tidligere sovjetrepublikker som Aserbajdsjans Ilham Alijev og Usbekistans Islom Karimov. Ligesom Lukasjenko har de godt nok ry for at fare meget hårdt frem mod deres befolkninger, men deres samarbejde er essentielt, når militærbaser skal bygges, og olieledninger føres. Karimov får af Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen rullet den røde løber ud, når han besøger Bruxelles. Lukasjenko derimod får indrejseforbud i EU og sine bankkonti indefrosset.

Isoleret set booster Lukasjenko og Hviderusland Vestens troværdighed og er med til at vise, hvor dedikerede toneangivende politikere er, når de taler om udbredelse af demokrati, menneskerettigheder og andet i den dur. Noget, ingen ville tage seriøst, hvis de rettede blikket mod Aserbajdsjan og Usbekistan.

Lukasjenkos egenrådighed på den ene side og Vestens uforsonlige politik over for Hviderusland på den anden har gjort landet meget lukket. Men bag al retorikken og EU's skarpt bevæbnede Frontex-vagter på unionens østgrænse, hvor almindelige hviderussere kun krydser efter endeløst bureaukrati og et Schengen-visum til 60 euro – en formue for alle andre end kriminelle – gemmer sig et land, der er nærmere udforskning værd.

Uhørt brutalitet

Allerede fra EU's side af grænsen begynder en af Hvideruslands vigtigste attraktioner. En mindre del af Belovesjskaja Pusjtsja, som er den eneste oprindelige urskov tilbage på hele det europæiske kontinent, ligger på polsk territorium. Men størstedelen af den enorme skov breder sig ind i Hviderusland. Den er adskillige hundrede år gammel og hjemsted for plante- og dyrearter, der uddøde andre steder for længst.

Her stikker vilde bisonokser stadig deres store hoveder frem mellem mosbegroede stammer. Urskoven strækker sig ud i horisonten mod øst og bliver til sidst afløst af et fladt og fugtigt landskab med ufremkommelige sumpe og et vidtforgrenet virvar af vandløb. Under en mere og mere mørkeblå himmel damper mosekonebryg af sted. Den smyger sig ind mellem birketræerne sammen med tusmørket.

Skovene og sumpene er perfekt egnede til guerillakrig. Det fik nazisterne at føle, efter de invaderede landet i juni 1941. Jødiske og kommunistiske modstandsfolk tog kampen op mod overmagten. Det, der fulgte, gør det klart, at landets befolkning har udstået det, der er værre end en særlig magtfuld præsident og lidt international isolation. Nazisterne svarede igen med uhørt brutalitet. De oprettede ghettoer og udryddelseslejre over hele landet. En malstrøm af vold, død, brand, voldtægt og gengældelse rev alt med sig.

Da landet endeligt blev befriet efter tre års rædselsregime, og freden endelig sænkede sig i juli 1944, var mellem hver fjerde og hver tredje hviderusser – svarende til over to millioner mennesker – omkommet, hundredvis af landsbyer brændt ned til grunden og alle større byer fuldstændig ødelagt. På nær en.

Færdselskontrol

Grodno i det nordvestlige hjørne af landet kan takke nogle militærstrategiske tilfældigheder for, at den har de fleste af sine historiske bygninger tilbage. Det faktum gør byen til noget enestående i Hviderusland og det naturlige mål for en rejse.

Vejen op til Grodno fra syd går igennem mere af det skovrige og mosefyldte land. En modkørende bil blinker kraftigt med forlygterne. Og den næste. Og den næste igen. Færdselskontrol. Lysten til at hjælpe hinanden mod regimets repræsentanter synes at være stor. Vi sætter hurtigt farten ned.

Udformet med vanlig sovjetisk sans for storladenhed glider monumenter over træfninger i Den Store Fædrelandskrig – som Anden Verdenskrig hedder på de her kanter – ofte forbi. Barskt udseende helte med ansigter af granit er klar til at betale prisen for at smide fascisterne på porten. De afløses nu og da af små ortodokse helligdomme inde i vejsiden. Lokale har lagt blomsterkranse hen over ikonerne og korsene med de to ekstra tværpinde.

Pludselig vælter en mand ud på vejen foran bilen. Chaufføren undviger rutineret, men med nød, næppe og 80-90 kilometer i timen. Med et solidt greb om flasken rager manden lidt rundt, stavrer videre midt på kørebanen og forsvinder i bakspejlet. Oven på forskrækkelsen holder vi ind ved bredden af en skovsø, hvor også duften af fyrretræer og harpiks når ned. På den hede eftermiddag omslutter og køler ferskvandet kroppen som en udfrielse.

Velkommen til Grodno

Længere oppe ad vejen mod Grodno har en polsk adelsslægt for længst forladt sin nu stærkt medtagede herregård. Hoveddøren står vidt åben, så det er bare at gå ind og tage gemakkerne nærmere i besigtigelse. På gulvet knaser knust glas med hvert skridt. Solstråler trænger ind mellem forskallingsbræddernes sprækker. I loftet øjner man stadig flot svunget stuk.

Et andet sted stirrer ruinerne af en katolsk kirke med tomme vinduesrammer forbipasserende i møde. Ligesom herregården minder den om, at hele det vestlige Hviderusland her tidligere hørte til Polen indtil 1939, hvor det daværende Sovjetunionen besatte området.

Gennem den ene landsby efter den næste kan grå vejrbidte huse af mat træ knap nok holde sig oppe. Andre derimod er malet i de mest strålende farver: turkis, gul, lyseblå. Store solsikker i frodige frugthaver synes at dreje deres ansigter efter bilen, idet vi kører forbi. Nysgerrige efter at finde ud af, hvem der kommer der. Storke har bygget kæmpereder på tage og i master, mens hestevogne og køretøjer af sovjetisk fabrikat undviger løsgående høns og gæs.

Før vi ved af det, ankommer vi til Grodno, hvilket bliver fejret med overdådig banket, krimsekt og kaukasisk cognac.

Spraglet udtryk

Næste dag viser byen sit hviderussiske særpræg frem. Katolske og ortodokse kirker, barok og renæssanceslotte. Flere huse i stilen funktionalisme fra 1920'erne og 1930'erne. Det hele står i modsætning til andre af landets større byer, især hovedstaden Minsk, der næsten ikke har nogen bygninger tilbage fra før Den Store Fædrelandskrig.

Ud over russisk og hviderussisk bidrager forskellige kulturer til Grodnos spraglede udtryk. Katolsk indflydelse kommer fra Polen og Litauen, der ikke ligger længere væk end henholdsvis 20 og 40 kilometer. Den jødiske befolkning udgjorde i 1930'erne næsten halvdelen af indbyggerne, men det eneste, der er tilbage af dem i dag, er ruinerne af synagogen og en mindeplade, hvor indgangen til ghettoen lå. Inde i porten af den bygning, der i begyndelsen af 1940'erne var både kasino og bordel for nazistiske officerer på friaften, kommer nogle hagekors pludselig til syne under noget renoveringsarbejde.

Solen kaster sine sidste stråler ned i floden Memel, hvor de spejles i den stille overflade. I flere århundreder udgjorde Memel det tyske riges grænse mod øst og bliver nævnt i den tyske nationalsang. Men tysk og anden vestlig indflydelse i Hviderusland har også en moderne pendant.

Det er tidligere kommet frem, at EU-landet Tyskland har hjulpet Lukasjenko med at uddanne og levere materiel til den politistyrke, som han ifølge vestlige medier bruger til at undertrykke sin befolkning med. En vigtigt del af samarbejdet var træning af 400 grænsevagter, som allerede på den hviderussiske side nu håndhæver Frontex' strategi om at forsegle EU's grænser. Dermed ser det ud, som om EU's angst for fattige flygtninge kan være med til at få illusionen om principfasthed over for Lukasjenko til at briste. Uanset de politiske forhold bør man ikke snyde sig for oplevelsen af Hviderusland.