Smalsporsbaner skabte liv i Sønderjylland

Dannebrog vajer overalt fra masterne, da jeg kører ind i Haderslev. Og mange har flag i vinduerne. Det er næsten alt for meget, tænker jeg, men glæder mig alligevel over velkomsten til det sønderjyske bispesæde. Indtil jeg får øje på kongeskibet i havnen. Det er altså majestæten og hendes prinselige gemal, der er genstand for al virakken.

Det er helt ok med mig, jeg ejer alligevel ikke så store hatte, at jeg kan fortjene en fyrstelig behandling.

Haderslev er placeret i Sønderjyllands længste tunneldal med fjorden østpå og dammen vestpå. Mens regentparret holder reception for byens spidser på den royale lystyacht, benytter jeg mig af lejligheden til at kigge lidt på byen.

Det er ikke til at komme uden om domkirken, den fylder godt op i bymidten. Det var her, reformationen først kom til Danmark, Luthers teser lød fra prædikestolen i 1525, en halv snes år før andre også tog ved lære. Kirken rejser sig i en smuk gotisk udgave, vinduerne i koret er blandt de højeste i Norden. I aftenlyset ser det formidabelt ud.

Ikke langt derfra ligger Slotsgade, men der er ikke længere noget slot. Det havde der ellers været siden 1200-tallet, det hed Haderslevhus, men brændte i 1644 og blev aldrig genopført. Dog blev nogle af stenene anvendt ved opførelsen af Det Kongelige Bibliotek i København.

Det oprindelige slot holdt til midt i 1500-tallet, så blev det revet ned og erstattet af et nyt, der blev kaldt Hansborg, et renæssanceslot opført af hertug Hans den Ældre. Han blev ikke helt færdig med byggeriet, som blev fuldført af Frederik II, og han syntes, at slottet igen skulle kaldes Haderslevhus. Og hvad kongen befaler, står ved magt.

Den børneglade konge

Der blev for alvor liv i lokalerne, da Christian IV faldt for den sønderjyske charme. På Haderslevhus holdt han bryllup og fik flere af sine mere end 20 børn på stedet. Hvordan den livsglade konge så end fik tid mellem sine mange byggeplaner og krige.

Det kan i det hele taget anbefales at slentre en brostenstur gennem Haderslevs gamle bydel. En samling af huse og bygninger fra 1400-tallet til begyndelsen af 1900-tallet i flot renoveret udgave vil fornøje nethinden.

Så til søs, ud langs fjorden, først nordom. I Over Åstrup får vi øje på den gamle jernbanebygning, der heldigvis er velbevaret trods mange års tro tjeneste. Den var en af stationerne på det net af jernbaner, de såkaldte kleinbahner, som den preussiske landdag besluttede at anlægge i Slesvig-Holsten i 1892. Det var smalsporsbaner med en sporbredde på kun 100 centimer mod normalt 143,5, de var billigere at anlægge end de store baner, og der kom hurtigt gang i trafikken fra Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. Det gav liv til de fjerneste kroge i landsdelen, men de mange snørklede veje og de lange transporttider fødte flere kælenavne i befolkningen, blandt andre ”æ kringelbahn”.

Stationen i Over Åstrup blev bygget i 1898, arkitekt Baurat Jablonowski var manden bag værket i tysk nationalromantisk stil med hjørnetårn og mange fine detaljer. Flot er det i rødt bindingsværk over en muret underetage.

Det var almindeligt, at der på stationerne også var indrettet en kro. Det var også tilfældet i Over Åstrup, så kunne stationsforstanderen tjene en skilling på øllet mellem sine andre gøremål. Og de rejsende kunne godt være lidt svimle, når de nåede til endestationen, hvis de havde frekventeret flere af udskænkningsstederne undervejs. Der var nemlig indlagt flere stop, når toget skulle fyldes med eller tømmes for gods. Da det gik livligst til, rejste 20.000 med banen på et år, men i 1939 blev foretagendet urentabelt og måtte lukke ned.

Et uspoleret sted

Vi kører ad Vonsbæk til, små veje, stor udsigt, og når ud til Ørbyhage, hvor Haderslev Fjord siger goddag til Lillebælt.

En lille grusvej fører det sidste stykke ud til hagespidsen, her er fredeligt, roligt, dejligt.

Folk snakker tit om, at de gerne vil opsøge de uberørte steder, møde det oprindelige og uspolerede. Her er chancen!

Det minder mig om en tv-udsendelse, der blev optaget i junglen et sted, rejseføreren proklamerede, at man nu skulle besøge en stamme, der ikke have set hvide mennesker før. Stor var morskaben i stuen, da de indfødte mødte frem med cigaretter i mundvigen og gav hånd!

På Ørbyhage vidner en gammel plasticstol og et bord om en form for liv, en jolle ligger i strandkanten, det dufter af tang og saltvand, der er sejlere på vandet. Ikke et menneske at se. Så jeg slår mig ned og nyder en times tid i solens selskab, det er dagens luksus i en tivoliseret verden.

Den sydlige rute langs fjorden bliver også et stille bekendtskab, små trafikfattige veje giver ro i sindet, cyklisten behøver ikke koncentrere sig om trafikken, der er ikke nogen.

Vort mål er smuglerøen Aarø, men undervejs i Starup ser vi ”det forsvundne hus”. Et, viser det sig ved nøjere granskning, gulstenhus, hvis facader, mange vinduer og tag er skjult bag klatrende vildvin. Vinen kan bestemt godt pynte på et hus, men jeg har en mistanke om, at det i dette tilfælde er vinrankerne, der holder huset oppe.

Ved indkørslen til Aarøsund står der et par miniudgaver af byens vartegn, fyrtårnet.

Storebror står på havnen, det har han gjort siden 1905. Det er et jernfyr, bygget af firmaet Julius Pintsch fra Berlin, der byggede tilsvarende tårne på Aarø samt på Als i Traneodde og Gammel Pøl. Sidstnævnte fyr er fredet.

Julius Pintsch, der var udlært blikkenslager, fik succes med at indrette lys i jernbanevogne.Senere udviklede firmaet lysbøjer til farvandene, bl.a. leverede man 105 lysbøjer til Suezkanalen, og så var det oplagt også at bygge fyrtårne.

Ingen toldfri varer

Vi tager færgen over til smuglerøen Aarø, men her er der ikke noget toldfrit salg og heller ingen grænseboder med billig vin og spiritus.

Aarø var Tysklands nordligste ø i tiden fra 1864 til 1920, da germanerne havde herredømmet over Sønderjylland. Og på den tid blev øen kendt for smuglerruterne til Danmark.

Den vej er smuglertrafikken vist altid gået, jeg husker selv de glade dage, da toldrationerne var små, og vi tog til grænsen for at hente lidt mundgodt. Min svigermor havde en pels, den havde hun altid på, når vi passerede grænsen. Den gik i familien under navnet ”smuglerpelsen”, hun havde syet en stor lomme ind i foret, den kunne rumme en flaske spiritus. Den gik hver gang, tolderne fattede aldrig mistanke, ikke engang om sommeren.

Nu kan man køre en trailer fyldt med ”smuglergods” over grænsen, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Sejlturen ud til de 5,66 kvadratkilometer, hvor små 200 mennesker har valgt at bo, tager 7-8 minutter. Der er rent og fint alle steder, have og hæk, og hvad der ellers hører sig til, er klippet og pyntet og studset. Sikken orden, men det er, fordi der er fejet for majestæten, hun var på besøg i går, sat i land fra sin chalup ude fra ”Dannebrog”.

Hun så bl.a. Julekirken, en lille teglstenskirke bygget i 1906. Den er udstyret med en lille tagrytter med klokke.

Matadorens kirke

Kirken fik sit navn, fordi den blev brugt første gang juleaften. Jorden, den er bygget på, blev foræret til formålet af øens største matador, gårdejer Kristian Martensen.

Han stillede en betingelse for gaven: Han ville begraves på kirkegården til højre for indgangen til kirken, og hans bedste ven, Knud Sørensen, skulle stedes til hvile til venstre.

Han fik sin vilje, kan vi konstatere. Den sorte granitsten med kors og blomster for fødderne bærer inskriptionen: ”Minde over Kristian L. Martensen, Julekirkens grundlægger og kirkegårdens stifter”. Han døde i 1918.

Når man kører videre ud ad vejen fra kirken, kommer man forbi en lille skov og ud på ”Æ højvej”, det er øens første dige. Det skabte ballade, da det kun beskyttede gårdmændenes marker, men ikke husmændenes, som lå uden for diget.

For enden af ”Æ højvej” ligger det yderste dige på øen, det kaldes russerdiget, da det blev bygget af russiske krigsfanger, der var interneret på øen under Første Verdenskrig. De 80 fanger boede i en lade, og de arbejdede bevogtet af tyske soldater.

De nåede også at bygge det dige, man kan se på højre side, når man bevæger sig fra havnen op mod byen med de smalle gader. Det lykkedes i øvrigt et dusin fanger at flygte på hjemmelavede tømmerflåder til Danmark.

I Aarø By ligger Brummers Gård, opført i 1866 og fredet i 1989. Her er der indrettet cafe i hestestalden, der er loft til kip (8 meter). Det er højere end øens tinde, der rager 7,6 meter over havets overflade.

Med færgen var postbilen, og postbuddet og jeg når at passere hinanden så mange gange på de små arealer, at vi til sidst er på smil og hilsefod.

Går man med en lille sømand i maven, kan man lave en kombineret fjordtur ved at tage sommerfærgen ”Helene” fra Haderslev til Aarø og cykle tilbage – eller omvendt. Det koster 35 kr. at få jernhesten med hjuldamperen, der har sejlet ad den 12 kilometer lange fjord siden 1995. Der er to dæk på båden med hver sin salon, så der er rigelig mulighed for at få stillet både sult og tørst.

Fjorden er smal, og der er grønne glæder at kigge på, nogle steder rækker træernes grene godt ud over vandet, som vil de hilse på bådens passagerer, og flere steder er det muligt at røre ved de grønne gevækster. Desuden er der, modsat andre fjorde, næsten ingen bebyggelse langs bredderne.

Rundt om Dammen

Tilbage i Haderslev tjekker jeg lige klokken på soluret i Damhaven, inden jeg begiver mig rundt om fjordens lillebror, Dammen. Soluret er placeret i en brostensrotunde. En pegepind, der ligner min gamle skolelærers, kaster skygge på en rund granitstens udhuggede klokketal, i udkanten af den store cirkel står granitsøjler. Et af de pænere solure, jeg er stødt på.

I baggrunden stikker den hvide, majestætiske Sct. Severin Kirke sin spids langt op i luften.

Haderslev Dam, der ligger som en blindtarm efter omfartsvejen mod vest, var i 1959 skueplads for en af Danmarks største katastrofer i fredstid. Turbåden ”Turisten” var på vandet, overfyldt med passagerer, det var en lun sommeraften. Efter problemer med motoren brød båden i brand, og 57 mennesker mistede livet.

På 50-årsdagen den 8. juli 2009 blev der rejst en mindesten i Damparken.

Vi skubber de dystre tanker i baggrunden og cykler ud mod Erlev, hvor vi kommer ind på intet mindre end Geheimerådens Sti, man ranker umiddelbart ryggen, det lyder fornemt.

Men er det også det?

Gehejmeråd stammer fra tysk (Geheimrat), det betyder egentlig en rådgiver der er indviet i hemmeligheder, altså en slags spindoktor. På Christian IV’s tid var det betegnelsen for kongens nærmeste rådgivere uden for rigsrådet, senere blev det titlen for medlemmer af geheimekonseilet. Fra 1770-1808 blev det en ærestitel, der gav rang i 1. klasse og retten til at kalde sig excellence.

Min excellence, efter Dem, siger jeg til min tohjulede kammerat, men den går jo ikke, vi må følges ad. Det gør vi ad stien, der blev anlagt i 1932 på initiativ af gehejmeråd J.A. Hansen, han var sågar gehejmemedicinalråd, thi han var læge på Haderslev Sygehus og en flittig bruger af den frie natur. Vi siger tak til Jørgen Andreas.

Ved Sofies Kilde kan man smage på det friske vand, og videre ind i Dyrehaven går det op og ned i det kuperede terræn.

Jeg forstår udmærket gehejmerådens begejstring for området, vi kører nu på dæmningen ved Hindemade, dammens vestligste punkt. Hindemade Sø blev drænet og tørlagt i 1930’erne, men efter et genopretningsprojekt i 1994 er der nu atter fugle over søens vover, og tilligemed har Tørring Sø fået sit snoede løb tilbage. En fortræffelig beslutning.

Rundt om hjørnet på vej tilbage til Haderslev ligger restauranten Damende, et traktørsted og udflugtsmål, som man førhen kunne sejle til. Vil man dinere til akkompagnement af dammens duvninger, er stedet velvalgt.

Snart efter siger vi igen mojn til Haderslev.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder ved at klikke her.