I tyrens tegn

Tidlig morgen på havnen i Kolding. Jeg skal ud langs fjorden – nordom – og ruller ad Jens Holms Vej.

Herren, som vejen er opkaldt efter, er tidligere kreatureksportør, og han bestilte i 1939 en tyr. Ikke til eksport, men en bronzeudgave, der skulle stå foran hans eksportstalde på havnen. Det gør den endnu i flot ældet, grøn farve. Eksportstaldene er for længst forsvundet – men godt tyren var stædig.

Den er et prægtigt syn, en ordentlig krabat, som det sømmer sig for racen, fire meter lang, 170 centimeter høj. Den står højt hævet på sin sokkel med ring i næsen og på vej fremad i rask tempo. Den virker ikke skræmmende, snarere venlig, og selv om den vel egentlig står lidt uden for alfarvej, er den bestemt et besøg værd.

Den er lavet i kobberplader af kunstneren Niels Petersen, der også var lokal blikkenslagermester. Han var ikke helt tilfreds med den tegning, han skulle fremstille tyren efter, så han udstyrede dyret med et hoved, der var en tredjedel større end beregnet. Og det gjorde han klogt i, for så passer proportionerne, det andet havde været en slem grønært at se på.

Tyren (Taurus) er et stjernebillede på den nordlige himmelkugle og dertil et stjernetegn. I horoskoperne går tyren for at være udholdende og tålmodig, men kan tirres til raseri. Den er romantisk anlagt (det har man vel spurgt køerne om?). Nogle kendte født i tyrens tegn er Salvador Dali, Dronning Elizabeth, Jack Nicholson og Adolf Hitler.

Inden vi drager videre, tjekker jeg lige mit eget stjernetegn (Skorpion):

»Det bliver en dag uden de store begivenheder. Slap af og nyd dagen.«

Så skal man vælge, om man vil fortsætte eller tage en dag på langs. Valget er let, høj sol, ingen vind, jeg træder an på min tohjulede.

Frysende spaniere

På vej ud af byen kigger jeg mig tilbage. Byens vartegn og største attraktion, Koldinghus, troner ved Slotssøen. Den gamle borg, der blev grundlagt midt i 1200-tallet, stod i mange år som ruin, efter at den var brændt i 1808.

Denne brand opstod, fordi et hold spanske soldater, der var indkvarteret på slottet, frøs så meget i den danske vinter, at de fyrede alt for hårdt op i kaminerne.

Danmark havde under Napoleonskrigene – efter det engelske angreb på København – allieret sig med Spanien og Frankrig.

Mange af stenene fra Koldinghus blev brugt af borgerne i byen til husbyggerier, men i 1863 opstod de første tanker om en genopbygning af den tidligere kongeresidens. Der kom dog først skred i tingene i 1890’erne. Der skulle gå over 80 år, før man var færdig med arbejdet, men så var det også alle kræfterne værd. I 1993 fik Kolding Europa Nostra-prisen, EU's belønning for at bevare arkitektoniske og kulturelle værdier. Nu er der, bag de genopbyggede mure, museum – og man kan leje lokaler til konferencer.

En tur rundt om Slotssøen må man ikke snyde sig selv for. Og om aftenen, når lysene tændes, kan man nyde synet af Koldinghus fra Kærlighedsstien.

Med brede skuldre

Det var et tilbageblik over skulderen, vi er på vej ud gennem Strandhuse, velhaverkvarteret, og når ad den dejlige kystvej ud til Hotel Koldingfjord, endnu et gammelt sanatorium. Og det er tæt på at tage førsteprisen af alle dem, jeg har set: som det ligger med sine brede skuldre på sin forhøjning ved vandet, tager det næsten pusten fra en.

Der er tale om udsøgt arkitektur, som far og søn, arkitekterne Valdemar Ingemann og Bernhard Ingemann havde ansvaret for. De tegnede sammen en række sanatorier og sygehuse og desuden fabriksbygninger og villaer.

Bygningerne blev opført som Danmarks første julemærkesanatorium i perioden 1907-1911. Postmester Einar Holbøll i København udsendte det første julemærke i 1904 (det var i øvrigt det første i verden) for at hjælpe tuberkuloseramte børn, og få år efter var der samlet så mange midler ind, at man kunne bygge det første sanatorium.

Julemærkesanatoriet Koldingfjord, som var det officielle navn, fungerede indtil 1959, da den frygtede folkesygdom var bekæmpet. Fra 1960 til 1987 blev bygningerne brugt af Åndssvageforsorgen, som det hed dengang. I 1990 blev hovedbygningen restaureret med nænsom hånd, og den tager sig majestætisk ud, omkranset af 27 hektar fred-skov. Nu drives der hotel i lokalerne.

I to mindre bygninger på området, Fjordglimt og Granly, åbnede Dansk Sygeplejehistorisk Museum i 1999. Her fortælles historien om de mange kvinder i hvide uniformer, men man kan også se lægeigler og doktorfisk.

Fleksibelt sommerhus

Jeg aser op i bakkerne og slår et lille smut tilbage ind mod byen ad Lysholt Alle. Her ligger museet Trapholt i Æblehaven. Det lyder sundt, jeg venter dog med at bese de indre gemakker og går om bag museet, hvor arkitekten Arne Jacobsens sommerhus er udstillet.

Jacobsen arbejdede sammen med Høm Typehuse og skabte det, der skulle blive til Kubeflex-sommerhuset i 1969-70. Det bestod af kubeformede moduler på 10 kvadratmeter, man så frit kunne sætte sammen på kryds og tværs alt efter ønske om husets udseende og størrelse – og udvide det efter behov.

Det lød som en rigtig god ide, men tiden var åbenbart ikke moden til radikale ændringer på sommerhusmarkedet, så huset blev aldrig sat i produktion.

Jacobsen byggede dog en udgave af huset i Sydsjælland, og det er netop det, der nu kan ses i Kolding. Familien indvilgede i at overdrage feriehuset, der kun var kendt af få, til Trapholt. Nu ligger det her på en lille bakketop i sine sorte, hvide og grønne farver med store panoramavinduer og ovenlys. Indenfor kan man se en række af Arne Jacobsens klassiske møbler, lamper og armaturer. Egentlig utroligt, at der ikke var nogen, der kunne se den gode ide. Men kig selv!

Turen går videre ud forbi Gudsø Vig og ind til Taulov – jernbanebyen, der blev delt i to af motorvejen, men nu har fået en fin bro over bilbanerne. I det store erhvervsområde i byen ligger blandt andet Post Danmarks Pakkecenter. Her foregår al pakkesortering vest for Storebælt, så hvis jeg sender en pakke til min nabo, køres den først til Taulov og bliver så efter maskinel aflæsning sendt retur til mit nabolag. Det lyder som en slags Ebberød Bankpakke, men der er muligvis en forklaring på galskaben. Centret sorterer over 33 millioner pakker om året, det kan såmænd klare 22.000 i timen. Foruden Taulovs pakkebiks findes der også en i Brøndby, der håndterer de sjællandske forsendelser.

Skærbæk domineres af Skærbækværket, der regnes for et af de mest effektive kraftværker i verden. Med kombineret el- og varmeproduktion har værket en samlet udnyttelsesgrad på 93 pct. Så come on vindmøller, I må vist snurre lidt mere med armene for at følge med.

Kongelig dramatik

Øst for Skærbæk ligger Høneborg Slotsbanke. Her lå engang et kongeslot helt fra Valdemar Atterdags tid midt i 1300-tallet. I dag er der kun en jordvold tilbage, men i 1520 udspillede der sig ifølge sagnet dramatiske begivenheder på enemærkerne:

Christian II var indlogeret på Høneborg slot, da han fik overbragt et brev, hvori den jyske adel opsagde ham huldskab og troskab. Regenten havde store problemer med at finde ud af, om han skulle blive og tage kampen op mod de oprørske herremænd, eller om han skulle forføje sig til København. Først sejlede han til Middelfart, så vendte han om og sejlede tilbage, så satte han atter kursen mod Fyn, men returnerede – og sådan blev det ifølge fortællingen ved 20 gange! Først ved morgengry næste dag besluttede han sig for at gå i land og tage til København.

Ved Snoghøj ligger det gamle færgested til Middelfart på det smalleste stykke mellem de to landsdele, ikke langt fra den lokalitet, hvor den gamle Lillebæltsbro i dag strækker sig over vandet.

Der har været færgefart over Snævringen, som farvandet hedder, siden 1200-tallet. I 1902 blev det for første gang muligt at få bil med på færgen – dog ikke hos DSB, der sejlede fra Strib, man konkurrerede vel ikke med sig selv! Men selskabet bag den private bilfærge fik stor succes, og i 1930 blev der overført 100.000 køretøjer, aktierne gav et udbytte på 250 pct., og det steg en overgang til 400 pct. Men i 1935 var det slut med Middelfarts ”guldhøne”, Lillebæltsbroen blev åbnet.

Man kan rigtigt nyde gitterkonstruktionen fra den lille jollehavn i Snoghøj, men vi kører op på broen for at tage den nærmere i øjesyn. To millioner nitter holder stålet sammen, alle banket ud med håndkraft.

De gode gamle dage

Pedalkraft bringer os over til Fyn, tørsten melder sig, og jeg stiler mod værtshuset Guldkronen på Torvet i Middelfart. Det er der mange andre, der gør, stedet får besøg fra alle egne af landet. Her kan man nemlig træde lige ind i gamle dage, der er brune paneler, reoler med bøger og rødternede duge, gamle skilte, malerier – i det hele taget ikke noget moderne pjat. En bajer, god stemning, tid til afslapning.

Navnet stammer fra 1933, da der under ombygning blev fundet en guldkrone og et relikviekors under gulvet. Disse genstande var formentlig blevet gemt væk under Reformationen. Så i stedet for at restauratøren videreførte det oprindelige navn Centralkafeen, blev det til kronede dage på Torvet.

Middelfart Venstreblad svingede sig op til denne poesi efter begivenheden:

»Der er i går eftermiddags lidt før kl. 5 gjort et fund i Middelfart, som allerede giver genlyd udover hele landet. En gylden helgenkrone og et pragtfuldt krucifiks med tilhørende gylden kæde blev fremdraget af jordens gemmer og i forholdsvis god stand bragt op som et bud fra henfarne slægter til det nuværende Danmark«.

De gyldne sager befinder sig i dag på Nationalmuseet i København, men en lokal velgører sørgede for, at Middelfart fik kopier til byens museum.

Mindre end en guldkrone kan gøre det, når det gælder hovedbeklædning. Omme i Brogade, nummer 8 for at være præcis, ligger Henner Friisers Hus, et borgerhus fra 1500-tallet. Her kan man finde en samling af over 150 damehatte fra perioden 1870-1960.

I disse tider ses ikke så mange damer med hat – undtaget er dog kongehusets medlemmer. Dronningen råder både over krone og store møllehjul.

Ad vandvejen

Tilbage i Kolding begynder vi turen langs sydsiden af fjorden ad cykelrute 5 – også kaldet Vandvejen. Ved Marina Syd står en stor fugl og basker med vingerne, men det vil ikke lykkes den at komme i luften. Det er kunstneren Erik Heide, der har skabt den store skulptur ”Vinger” af tre rå granitsøjler, der bærer de massive stålvinger.

Fuglen landede på pladsen i 1983, og selv om den ikke forlader reden, kan den glæde sig over udsigten til bugt og by.

Det gør min loyale ganger og jeg også. Vi når snart Agtrup Vig på venstre hånd og kører lidt længere ud gennem Nørreskov og ud på Løverodde, hvor Kolding Fjord og Lillebælt mødes. Her er der sommercafé og en fin badebro, som sigter lige over mod Skærbækværket, der med sine høje skorstene dominerer den modsatte breds horisont, som vi netop har været på opdagelse langs. Mig og min cykel.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.