Kom tæt på dødsensfarlige øgler

Med kameraer om halsen og vandflasker i hånden er det en flok spændte turister, der stille og roligt bevæger sig ind i Komodo National Park. Efter få minutter ligger den der pludselig. En levende komodovaran. Fladt på maven og fuldstændig ubevægelig. Den er lidt ugæstfri, rejser sin tunge krop med det gråbrune knobrede skind, mens den på sine korte, kraftige ben med de store kløer lunter væk. Tag imidlertid ikke fejl af varanens kluntede gang, for den kan skyde en fart på op til 20 kilometer i timen over korte afstande.

Inden den 90 minutter lange tur rundt på udkig efter komodovaraner tager tre af parkens folk imod turistgruppen ved rangerstationen og giver nøje instrukser om, hvordan man bevæger sig rundt blandt varanerne. Gruppen ledsages af en officiel turguide og en lokal ranger, som med et øje på hver finger holder øje med alle bevægelser fra både turister og varaner. Bagtroppen, en lokal indbygger fra øen, er udstyret med en lang gren-tveje af hårdt træ. Den bruges til at holde eventuelle nærgående varaner på afstand.

»Vi går samlet på én lang linje. Jeg går forrest, i midten vores ranger, og bagerst går den lokale guide. Det er forbudt at afvige fra gruppen. Det er forbudt at svinge med arme og tasker samt at medbringe madvarer, og det er forbudt for besøgende med menstruation eller åbne sår at komme ind i parken,« forklarer den officielle guide og tilføjer, at alle skal medbringe mindst en halv liter vand, for det bliver en varm tur.

Komodovaranen er kannibal

Mens gruppen stille bevæger sig ad meget fugtige og glatte stier ind i den tropisk varme Komodo National Park, fortæller turguide og ranger lavmeldt om disse kæmpe dyr.

Hunvaranen lægger cirka 15 æg ad gangen, som graves ned i jorden, hvor de ligger i otte til ni måneder, inden de udklækkes. Moderen husker sine egne huller og vender ofte tilbage til dem, men det er dog ikke af moderkærlighed. Hun spiser nemlig gerne nyligt udklækkede unger eller befrugtede æg – også sine egne.

Instinktivt ved ungen, at den er i fare, for så snart den er ude af ægget, søger den tilflugt i de nærmeste træer. Her lever den af blade og insekter i de første måneder, indtil den kan klare sig på jorden blandt de voksne artsfæller, som er for tunge til at klatre i træer. Varanens babyfarve er grøn-brunlig, og nakken er gul.

Det er en anstrengende tur på grund af den høje luftfugtighed. Pludselig kommer to lokale mænd løbende med en båre, hvor der ligger en besvimet kvinde fra en anden gruppe. Der er en grund til, at de har lavet reglen om at medbringe vand.

Lugtesans i stereo

Indtil 1994 fodrede man komodovaranerne ved at smide store lunser af råt kød ud til dem.

Eftersom varanerne kan blive op til 50 år gamle og har en god hukommelse, kan de ældste stadig huske armenes bevægelse, når de kastede mad ud til dem, så forbuddet om ikke at svinge med arme eller tasker virker pludselig meget fornuftigt, og kvinderne knuger nu håndtasken tæt til kroppen. Selv de hyppige slurke af vandflasker foregår med små bevægelser.

Varanerne hører dårligt, men til gengæld kan de se bevægelser på flere hundrede meters afstand.

Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid deres lugtesans. Når de bevæger sig, bevæger de uafbrudt deres lange tunge ind og ud. Yderst på tungen sidder følere, som de bruger til at lugte med. Tungen er splittet i to, og de kan lugte i stereo op til otte kilometer væk.

Hunner og mad giver slagsmål

Komodovaranerne er som udgangspunkt dovne dyr, der oftest ligger og laver ingenting i den fugtige varme. Det kan man ikke fortænke dem i, for sveden pibler også ud af porerne på de tobenede, som i fodtøj med kraftige såler vandrer i den tætte, varme regnskov.

To ting kan imidlertid gøre dem aggressive: Hunner og mad.

Der er omtrent tre hanner for hver kønsmoden hun, så der er kamp om de attraktive hunner. I parringssæsonen i juli og august er det derfor ikke usædvanligt med større slagsmål mellem hannerne.

De sidste 20 år har varanerne selv fundet deres mad ved at nedlægge parkens vilde dyr, som de får ram på ved at bruge den splittede tunge i jagten på mad. Når den på lang afstand observerer eller lugter et bytte, f.eks. en hjort, sniger den sig ind på byttet, bider det hurtigt og slipper igen. Biddet i sig selv er ikke omgående dødeligt, men varanens spyt indeholder mere end 50 forskellige typer af bakterier, og den har giftkirtler med forskellige giftige proteiner, så der skal ofte kun et enkelt bid til, før byttet langsomt dør. Selv om det kan tage flere dage, før byttet dør, forfølger varanen det, indtil det er så svagt, at den kan begynde at æde det.

Med varanernes fine lugtesans for frisk blod er det ikke usædvanligt, at andre varaner forsøger at stjæle en bid af måltidet. Og deres appetit for blod er årsagen til, at gæster med menstruation eller åbne sår ikke må være i parken.

Varanerne kan spise op til 80 pct. af deres egen kropsvægt, og de slås ofte voldsomt for ikke at skulle dele deres bytte med andre.

Ulydige turister

Videre inde i parken ligger en gruppe på syv varaner og sover. En enkelt gæst har enten ikke forstået, hvor farlige komodovaraner er, eller måske ikke helt forstået retningslinjerne for at være gæst i parken. I hvert fald træder han uden for gruppen og går helt tæt på de store og tilsyneladende sovende varaner. Både guide og ranger forsøger uden held med et stilfærdigt »Please stay in your group, sir,« at holde ham tilbage.

Flere af dyrene rejser sig, og med deres lange, lyse tunger svingende fra side til side nærmer de sig hastigt turisten. Den lokale guide fra bagtroppen står klar til med den lange gren at holde dyrene tilbage.

Guider og rangers har før oplevet turister, der forsøger at komme rigtig tæt på varanerne, og stille og roligt gelejder de nu turisterne væk. Varanerne lunter lidt omkring, inden de lægger sig igen og har markeret, at de sætter dagsordenen for besøgene.

Til gengæld blev der – for de hurtige fotografer – i få sekunder mulighed for at tage nogle fantastiske nærbilleder af varanerne.

Selv om der ingen garanti er for at se komodovaraner, så er gruppen heldig og ser rigtig mange af de store hanner og de lidt mindre hunner.

At komme så tæt på store varaner dybt inde i en skov på Komodo Island giver helt naturligt et flashback til urtiden, øglerne og ”Jurassic Park”.

Uden yderligere dramatik lister gruppen tilbage til udgangspunktet, til nutiden og civilisationen. Med en unik oplevelse i bagagen.

Fire råd til rejsen

Visum m.v.:

Andre seværdigheder på Komodo Island:

Læsestof:

Fotoudstyr:

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.