På cykeltur i Castros prydhave i Cuba
Det vestlige Cuba rummer store naturscenerier, og de opleves bedst fra en cykel. I tilgift møder man på landet en befolkning, som ikke i nævneværdig grad er præget af turismen, men som lever et simpelt liv.
Hvorfor tage på cykeltur på Cuba? Fordi man på cykel kan komme derud, hvor turistbusserne sjældent kører, og hvor udlændinge i lejet bil vil have svært ved at finde rundt. Fordi man i adstadigt tempo kommer tæt på en enestående natur og en befolkning, som på trods af små kår er venlig, imødekommende og nysgerrig over for mærkelige fremmede, som tramper rundt i tropeheden.
Eneste farer er huller i vejen og en tom vandflaske. De få biler, som skal forbi cyklisterne, dytter venligt advarende, og oksetrukne kærrer smutter man forbi i et snuptag. Heller ikke de fartmæssigt mere jævnbyrdige hestevogne og beredne cowboys udgør noget trafikalt problem.
Et landskab i verdensklasse
Vi tog turen i bus fra Cubas hovedstad, Havana, mod sydvest til provinsen Pinar del Rio – Pinar for pinje og Rio for flod. Bussens sæder var fjernet i den ene side, så cyklerne kunne stå her. Længere stræk blev tilbagelagt i bussen, og så tog vi cyklerne frem, når landskabet og småbyerne indbød til nærkontakt. Det var en mageløs oplevelse over seks dage i en gruppe på 12 inkl. turguide med deltagere fra Canada, Tyskland, Østrig og Danmark.
Intet forhindrer, at man kan cykle de 165 km fra Havana til Pinar del Rio, men ved at bruge bussen et par timer slap vi for et langt stræk med fladt, ensartet terræn. Nu "landede" vi i stedet i Vinales-dalen, et af Cubas mest attraktive landskaber. Det er dannet af kalksten, også kaldet karst, for millioner af år siden, og med tiden er kalkstenens blødere dele blevet slidt væk af vind og vejr, især regn. Denne udvikling har efterladt nøgne, forrevne klippesider med junglebevoksning på de rundede toppe. En del klipper står alene og kaldes mogotes, der betyder høstakke. En del af klipperne har huler og grotter, som kan besøges.
Selvfølgelig er dette enestående landskab på Unescos verdensarvsliste, og i denne anerkendelse ligger også et klap på skulderen til områdets bønder for skånsom brug af landskabet. Deres dyrkning giver efter manges mening bl.a. verdens bedste tobak, som rulles til de berømte havaneser-cigarer.
I disse omgivelser cykler vi rundt i ro-og-mag-tempo, for vi skal have tid til at nyde de landskabelige herligheder og hilse på de lokale, hvoraf mange anråber os med det spanske ord for hej: »Hola.«
Når vi gør holdt, stimler især børnene sammen for at nærstudere os og fnise lidt ad disse besynderlige fremmede, der tonser rundt på cykel i stikkende sol og middagshede over 30 grader. Man kan næsten se, at de tænker:
»Mon den "hat", som cyklisterne har på, er en solskærm?«
Musik skal der til
Frokosten indtager vi under stråtag på en udendørs restaurant, hvor kalkstensklipperne rejser sig stejlt på tre sider, og hvor åbningen ud mod dalen er dyrket med banan og ananas. Som altid bydes der på mojito, cuba libre og andre kendte caribiske rom-drinks før maden – også midt på dagen – og til kyllingen, kødet fra gris eller ko, risene, de sorte bønner, rodfrugterne og salaterne er der typisk vand eller øl af mærkerne Crystal og Bucanero. Cubansk vin er forholdsvis dyr og ikke specielt god.
Musik skal der til, når man er på Cuba, i dette tilfælde stilfærdige, akustisk fremførte caribiske toner fra et firemands-orkester plus sangerinde. Musikken trækker vore tanker i retning af Afrika, mens karstformationerne og vegetationen giver mindelser om Thailand, Malaysia og Vietnam. Alt sammen meget internationalt, når vi tilføjer cyklisternes snak på engelsk og tysk, men vi bliver trukket tilbage til den cubanske virkelighed, da orkesterlederen efter nogle numre kommer rundt med en lille fletkurv med cd'er til salg. Vil man ikke købe musikken med hjem, tager kurven også gerne imod drikkepenge. På den måde tjener musikerne til dagen og vejen i det fattige Cuba.
Næste dag cykler vi nordpå mod Den Mexicanske Golf og bountystranden ved Cayo Jutías. Cykelturen er nem, næsten som i det flade Danmark med lange, lige strækninger, og her går det ovenikøbet det meste af tiden lidt nedad mod kysten.
Efter frokosten, igen i det fri under stråtag og igen til lyden af caribiske rytmer, denne gang fra et livligt seksmands-orkester med guitarer, bas, slagtøj og sanger, har vi et par timer til at nyde det klare, lune badevand eller smide os i det hvide, rene strandsand.
Undertegnede får hurtigt nok af den brændende tropesol og sætter sig alene under stråtaget for at tanke kroppens vandhungrende væskedepoter op. Ved nabobordet sidder et par cubanske fyre og en frodig, mørklødet ung kvinde i for små shorts og en minimal bikinitop. De har hver købt en drink i baren, men spæder dem konstant op med rom fra en medbragt flaske. Kvinden er ikke til at undgå øjenkontakt med, men da det ikke har den tilsigtede virkning, kommer den ene fyr over og spørger uden blusel, om ikke hun frister. Da han har fået nej og nej tak på det spørgsmål og dets varianter adskillige gange, giver han op. Der er åbenbart andre "forretningsmuligheder", og lidt efter er kvinden væk i en halv times tid. Eksemplet er ikke enestående på Cuba. I Havana er prostitutionen påtrængende, men i mindre byer og landområder ses det sjældnere.
Opad, opad efter en flaske rom
Den cubanske cykelguide mener, at vi skal udfordres efter slappe-af-dagen ved stranden. Fra vores hotel skal vi køre opad syv km, hvoraf de sidste to er stejle med en gennemsnitlig stigning på 12-15 pct. Vi er 11, og guiden udlover en flaske rom til deling på holdet, hvis bare fire kommer op uden at stå af cyklen. Det er varmt, luftfugtigheden er høj, og de tildelte cykler tunge, men dog gearet så lavt, at projektet ikke er umuligt. Seks når toppen på hjul, to kvinder og fire mænd. Resten må trække eller lade sig transportere i ledsagebussen. Ingen har umiddelbart lyst til rom, da vi når toppen, så præmieflasken bliver først delt den sidste aften i Havana.
Sådan spurter dagene af sted. Vi bor på skiftende hoteller i landlige, naturidylliske omgivelser. Mellem cykelturene på gennemsnitlig 30 km besøger vi provinsens hovedby, der ligesom provinsen hedder Pinar del Rio, den maleriske by Vinales, præget af turisme, men efter sigende den tilbagetrukne diktator Fidel Castros foretrukne, og den lidt større by La Palma, hvor livet er mere, som det altid har været, med lokalhandel og flere hestevogne, oksekærrer og cykler end biler.
Vi får rundvisninger i grotter, på en fabrik, der tilsætter rom smag af guava-frugten, og på en cigarfabrik, hvor mange kvinder og færre mænd sidder på rad og række og ruller cigarer. Månedslønnen for cigarrullerne angives til ca. 140 kr. plus evt. bonus, mens cigarerne koster op til ca. 170 kr. stykket.
Sund bondekost
Et besøgsmæssigt højdepunkt indtræffer, da vi en dag spiser frokost hos Luisa, en adræt enke i 60'erne, som mod beskeden betaling (under 50 kr.) bespiser besøgende i en sådan grad, at de næppe behøver mere mad den dag. Fra hendes beskedne landkøkken kommer et større antal retter på bordet, bl.a. ris, suppe af sorte bønner, grønne bønner i tomatsovs, en slags æbleskiver, rodfrugterne maniok og malanga, beskedne mængder kød fra kylling og gris, banan, papaja og frugtjuice. Et velsmagende og mættende måltid, hvis ernærings- og sundhedsmæssige værdi dokumenteres ved, at Luisa, hendes yngre, kvindelige medhjælper samt gårdens mænd og drenge alle er velproportionerede og stærke at se på. Deres fremtoning står i kontrast til store dele af den cubanske befolkning, hvor især kvinder i byerne er præget af overvægt og fedme.
Tre råd til rejsen
- Indkvartering: På Cuba skal man regne med, at installationer til el, vand og afløb ikke altid er velfungerende. Et af vore hoteller havde ikke varmt vand. Internet er ikke udbredt, og hvor det findes, er det dyrt og langsomt. Vi så ingen steder med Wi-Fi, og flere steder var der ikke mobiltelefondækning. Et godt alternativ til hotel er privat indkvartering, kaldet casa particular, som er udbredt på Cuba og betydeligt billigere end hotel. Her kommer man i kontakt med de lokale, fordi man bor i samme hus/lejlighed som værtsparret, der som regel gerne vil tale med gæsterne. Et eksempel på casa particular fra Jyllands-Postens videre rejse efter cykelturen: enkelt, men nydeligt og rent værelse med eget bad/toilet centralt i Trinidad på sydkysten til 150 kr. pr. nat, 30 kr. for morgenmad og 60 kr. for middag.
- Økonomi: Mad, drikke og entre er generelt billigt på Cuba, men man skal regne med betydelige udgifter til drikkepenge, hvis man ikke vil være upopulær. Musik og toilet koster ekstra på restauranter og barer, og mange cubanere vil f.eks. have penge for at lade sig fotografere. Vores cykelguide sagde åbent ved turens start, at han fra hver deltager forventede ca. 120 kr. i drikkepenge og et lidt mindre beløb til buschaufføren. Cuba har i skrivende stund to valutaer, men rygterne går, at den ene igen bliver afskaffet. Sæt dig ind i forskellene på de to valutaer, ellers risikerer du at blive snydt, da den ene er 25 gange mere værd end den anden.
- Gaver: Mange cubanere har ikke meget at rutte med, og de bliver glade, hvis man forærer dem en kuglepen eller en lighter. Cykelguiden gav det råd at tage overskydende sæbe, shampoo m.v. med fra hotellerne og give det til folk, som man kommer i kontakt med. Det gjorde stor lykke. Man må gøre op med sig selv, om man synes, det er tyveri at tage toiletartiklerne med fra hotellerne.