På rejse i tiden i Havana

Hvad er klokken?« spurgte den unge sorte mand med små runde læsebriller for knap 10 år siden, da jeg første gang besøgte Cubas hovedstad, Havana.

Jeg havde sat mig på en bænk tæt ved den historiske parlamentsbygning efter en lang travetur gennem den gamle del af Havana. En travetur, der føltes som en lang flugt fra sælgere af kopicigarer, salsaband og gadekunstnere.

Hvad klokken var?

Et harmløst spørgsmål tilsyneladende, men inden timen var gået, havde den unge mand både stjålet penge fra den udmattede rejsende og solgt billige cigarer under falske Cohiba-mærker. Den klassiske fejl, som horder af turister i Havana begår hvert eneste år.

Det på trods af, at de nok allerede har læst advarslerne i rejseartikler og guidebøger.

Det varme hjørne

Nu er jeg tilbage i Havana, spændt på at se, hvordan byen har udviklet sig. Planen er at gå den samme rute uden at falde for en fidus eller blive bestjålet.

Turen begynder tæt på Parque Central, hvor det såkaldte varme hjørne (La Esquina Caliente) ligger. Her står mænd i skyggen fra træerne og diskuterer baseball, så man skulle tro, at det drejede sig om militærstrategi under borgerkrigen. Der bliver råbt og fægtet med armene:

»Men teknikken er jo helt forkert,« råber en mand og simulerer en spiller, der kaster en bold. Der bliver stille i kredsen, mens mændene ser efter den fiktive bold. Med andre ord er det varme hjørne lige så varmt, som det plejer at være.

Den gamle hovedgade, Prado, ligner også sig selv med gadefejere, skolebørn og mondæne, men slidte, bygninger.

I en sidegade fandt jeg engang en voodoo-butik med kraniet fra en tyr, levende kyllinger i træbur og en indehaver, der blev hidsig over, at hans kyllinger blev fotograferet.

Butikken er i dag væk, men Plaza de la Catedral ligger stadig lige i nærheden.

»Et kys? Et billede?« spørger en sort dame med et tørklæde bundet op i en sløjfe i panden og en fyldig blomstret kjole med flæser. Et kys af en slavinde fra kolonitiden eller en ældre mand med en cigar så lang som en arm koster seks kroner.

Plaza de Armas ligner også sig selv. Her sælger pensionister med parykker brugte bøger. Che Guevaras biografi. Fidel Castros biografi. Maos biografi.

Sidst, jeg var på denne plads, forsøgte jeg også at læse titlerne på bøgerne, men endte med at småløbe fra et salsaband, der forfulgte mig pladsen rundt.

De ville have en dollar til hver musiker på trods af, at jeg helst var fri for at have en trompet og en kærlighedssang blæst ind i hovedet på en meters afstand.

Dengang var amerikanske dollars det eneste, cubanerne ville have. Nu er deres yndlingsvaluta euroen, som skal omveksles til den kunstige turistvaluta, konvertibel pesos.

Musikkerne er der stadig, og de har denne dag travlt med en gruppe af tyske turister.

Videre ad gågaderne Obispo og Mercaderes, der for 10 år siden var et nedslidt område med faldefærdige bygninger. Myndighederne bruger hvert år omkring 45 pct. af byens indkomst fra turismen på at restaurere historiske bygninger, fortæller en guidebog, og det ses i gadebilledet.

Bygninger med smadrede vinduer og ødelagte facader er nu konverteret til fuldt restaurerede luksushoteller, parfumeforretninger, krydderiforretning og chokoladeforretning.

I chokoladebutikken i Mercaderes står en mand i stiletter og stram kjole. Transvestitter og homoseksuelle blev for 10 år siden sendt på kommunistisk genopdragelse hos svedige og ubarberede guerillatyper. Et problem, som den oscarnominerede film "Fresa Y Chocolate" fra 1994 satte internationalt fokus på.

Siden da har Fidel Castros niece, Mariela Castro, kæmpet for de homoseksuelles rettigheder. For et par år siden indførte styret gratis kønsskifteoperation, og i dag ser man homoseksuelle holde hånd og kysse langs havnepromenaden el Malecón side om side med andre forelskede par.

Da jeg når til hjørnet af Plaza Vieja, er jeg parat til at blive væltet omkuld. Sidst jeg var her, drejede en ung mand ind i mig. Han var iført hvidt jakkesæt, hvilket fik ham til at ligne en britisk gentleman fra et andet århundrede. Han undskyldte og inviterede til byrundvisning og salsafest. Jeg takkede nej og gik videre.

Da jeg dagen efter gik samme strækning, drejede han ind i mig på præcis det samme hjørne: Det samme hvide jakkesæt, de samme spørgsmål og invitationer. Men ikke skyggen af genkendelse. Det Hvide Jakkesæt har nok fundet sin vej ud af Cuba siden sidst. I hvert fald er han denne dag væk fra sit arbejdshjørne.

På Plaza Vieja er Havanas forandring mest tydelig. Dengang hang vasketøj til tørre på træstilladser. Bygningerne så ud til at smuldre bag stilladserne. Nu er hver eneste flise og mursten restaureret, og bygningerne er lige så nymalede som på en central plads i Schweiz. Der er cafeer med caffe latte og et mikrobryggeri med hjemmebrygget øl. Pladsen byder også på haltende gadehunde, der kun kan bevæge sig få meter af gangen, før de må overgive sig til at klø, gnave og snappe efter lopper.

Man skal kun afvige et loppehop fra den historiske plads for at se storbyens uredigerede slum med smadrede ruder, træstilladser, legende børn, mænd i bare maver og kvinder med papillotter.

Havanas Dalle Valle

Sidste stop før Capitolio er et stormagasin, som for 10 år siden gav en fornemmelse af, hvordan ”den specielle periode” i Cuba må have været. Den specielle periode kalder cubanerne den tid, da landets økonomi så godt som kollapsede i takt med Murens og Sovjetunionens fald. Det var i den periode, at cubanerne anså ristede grapefrugtskaller for at være mad.

For 10 år siden var kasseapparaterne ubemandede, hylderne tomme, og skiltene uden tilhørende varer. Stormagasinet ligger der stadig, men i mellemtiden er det lavet om til en slags Daells Varehus med alt fra kopper til badeforhæng. Vagten følger efter.

»Frøken, du må ikke tage billeder her. Det er del af de armerede styrker.«

Hvem cubanerne bekæmper med badeforhæng og tekopper, fremgår ikke tydeligt af samtalen, men der er ikke tvivl om, at butiksvagten mener det alvorligt. Ved parken tæt på Capitolio er osen fra trafikken tyk. Jeg sætter mig ved den samme bænk. Dengang var stort set alle biler gamle Ladaer, Skodaer eller amerikanske veteranbiler. I dag er der mange flere nyere asiatiske mærker.

»Ved du, hvad klokken er?« spørger en sort kvinde fra nabobænken, og jeg ved, hvad klokken er slået.

Det er et af standardspørgsmålene, når cubanerne vil i kontakt. Et helt folkefærd besat af klokken, men ikke en eneste med et armbåndsur.

Hun sidder med en hvid indkøbspose og ryger en cigaret. Bag hende løber hendes søn op og ned ad trapperne til en statue. Jeg svarer og venter på næste spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Nu kan du flyve direkte til Cuba