Safari blandt Rios fattigste

Den grønne jeep er lastet med tyske turister. De er bevæbnede med kaki-veste, store zoom-objektiver på kameraerne, og flere i gruppen bærer bredskygget læderhat.

Gruppen med spændte feriegæster er klar til safari, men det er ikke en klassisk safari med spankulerende løver eller brølende elefanter på savannen, de skal ud på.

Nej, firehjulstrækkeren ruller langsomt ind gennem indgangen til Rocinha, Sydamerikas største slumby og Rio de Janeiros mest berømte og berygtede favela.

Det er her, tv-billeder af svært bevæbnede narkobander, der udkæmper regulære guerillakrige mod panserklædte politifolk, bliver optaget.

Men favelaerne er også en myriade af liv, farver, dunkende rytmer og ikke mindst en sund vaccination mod stereotyper som kokainhimmel, gangsterparadis og en centrifuge af armod.

Det mener i hvert fald arrangørerne af de såkaldte favela-tours, et hastigt voksende fænomen med guidede ture i slumbyerne, hvor narkobanderne, mod at gæsternes hårde valuta tilflyder lokalsamfundet, accepterer turisternes tilstedeværelse i det ellers hermetisk lukkede land.

Tyskernes jeep forsvinder op ad Rocinhas eneste asfalterede vej, der snor sig som en fed, grå slange op gennem labyrinten med omkring 300.000 sambasjæle - ingen kender det eksakte antal.

Jeg kigger undersøgende på min favelaguide, Rodrigo, som sender et langt blik efter tyskernes dybgrønne jeep.

»Det er typer som dem, der giver os et dårligt rygte,« siger den 21-årige gut, der har boet hele sit liv i favelaens mylder.

»Jeg forstår godt kritikernes skepsis, når turisterne sidder og skyder billeder af os, som var vi dyr i zoologisk have,« medgiver Rodrigo.

»Men nu skal du se noget andet,« lover han og prajer to knallerter, som spruttende bringer os helt op til toppen af Rocinha, som har bredt sig ud over hele bjerget fra havet og op til skyerne mange hundrede meter oppe. Rodrigo bruger benene, ikke bilen, på sin tur.

Flere af Brasiliens fremtrædende intellektuelle har beskyldt favela-turene for at være usmagelig ”menneske-safari”, hvor turister svælger sig i andres tragiske fattigdom som en form for pervers underholdning.

Men Rodrigo fastholder, at han ikke udstiller sine medmenneskers tragedie.

»Jeg forsøger at give turisterne et realistisk indblik i livet i favelaen, et liv som er så langt fra det søde liv på Copacabana eller Ipanema, som turistguiderne sælger Brasilien på. Samtidig nedbryder vi turisternes fordomme om favelaerne som rene krigszoner. Det er under en procent af befolkningen, som er involveret i narkohandlen og banderne,« forklarer Rodrigo, mens vi kiler os ind i en smal gyde, hvor de hjemmebyggede huse med bliktag tårner sig op på begge sider.

AK-47 over skulderen

Vandet klukker fra en åben kloak, og lyden af trommer, legende børn og en glammende hund ekkoer i den smalle passage mellem murene.

Rodrigo sætter mig ind i reglerne.

»Spørg altid, før du tager et billede af folk. De fleste er glade, men andre føler sig krænkede, og narkohandlerne tager dit kamera, hvis du tager billeder af dem.«

Jeg får snart brug for hans råd.

»Her skal du ikke fotografere,« hvisker han, mens vi bevæger os ned gennem gyden.

En ung knøs sidder på en trappe med en AK-47 slynget skødesløst over skulderen. Han er måske 15 år, solbrændt og med en undertrøje som afslører tatoverede skuldre.

Vores blikke mødes. Hans øjne løber ned til mit store kamera, og fanger derefter igen mit blik, ikke aggressivt, men bestemt. Ord er unødvendige. Narkohandlen er yderst lukrativ forretning. Narkoen fås i overflod, og kunderne er middel- og overklassens børn, som slår vejen forbi favelaen for at pifte hverdagen op med kokainens kolorit.

Vi lister forsigtigt videre ned i det vibrerende ukendte.

Pludselig ser vi et hul mellem to huse, et ubebygget cementfundament åbner et midlertidigt hul til omverdenen. Vi stepper ud på platformen, og himlen vælter ind over os. Udsigten er fænomenal, og Rocinhas titusindvis af interimistiske huse ligner Lego-bygninger under os.

Helt ude ved kanten sidder en spinkel skikkelse på hug. Han løfter en hånd med fuglefrø, og en flok duer slår ned omkring ham. Det viser sig at være 84-årige Raimundo. Han er trabalhador, arbejder.

Han flyttede til Rocinha, da favelaen opstod i 50'erne. Arbejdere fra hele Brasilien strømmede til Rio for at gå til hånde i byens byggeboom. De slog sig ned på bjergsiderne omkring Rio, og mange blev hængende. Også Raimundo.

»Jeg har set det hele. Rios forvandling. Jeg har været med til at bygge mange af de store huse i centrum. Nu bruger jeg mine dage med mine vilde fugle her,« siger han.

Flere store omvæltninger er på vej, forudser Raimundo. Dagene, hvor Rocinha er uden for myndighedernes kontrol og helt i bandernes vold, er talte, siger han og henviser til den brasilianske regerings omfattende socialreformer, som på få år har normaliseret en række favelaer.

Vi forlader Raimundo, trykker hans hånd, der føles som pergament, og går tilbage til de smalle stiers halvmørke.

Min guide Rodrigos store viden, åbne sind og fortælleglæde afslører gode intentioner bag hans favela-tour. Men jeg føler mig stadig i tvivl, om jeg bryder mig om konceptet.

Der er ingen tvivl om, at den usødede virkelighed får fordommene til at forvitre, men synet af tyskerne i jeepen sidder på min nethinde.

Jeg kommer til at tænke på den amerikanske forfatter Susan Sontag, der i sin indflydelsesrige bog ”At betragte andres lidelser” analyserer det moderne menneskes følelseskoldhed i forhold til fotografier og tv-billeder fra krige og hungersnød.

Hendes tese er, at det konstante billedbombardement fra medierne giver os et underskud af empati og gør os ude af stand til at sætte os ind i andres lidelser. Derfor har vi ifølge forfatteren et behov for selv at komme tæt på lidelserne for at kunne fatte det og føle noget.

Måske er favela-touren og denne snagen i andres lidelser et udtryk for dette?

Spørgsmålet runger i mit hoved, mens vi forvilder os videre, videre, videre ned i den endeløse murstensjungle.

Færre fordomme

I et hul mellem to huse står to drenge og flyver med drager.

I favelaen er drager ikke bare et legetøj. Det er et kommunikationsmiddel, som kan bruges til at signalere alt fra politiets ankomst til invitation til gadefest.

Vi banker på døren i Rodrigos mors beskedne murstenshytte. Hun sover, så vi lister videre.

Vi hilser pænt på en frisør, som klipper efter de brasilianske fodbold-ikoner. Du kan få en Pelé, Ronaldo eller Ronaldinho. Vi sludrer med bageren, som klager over de stigende priser på råvarer og slubrer en friskpresset sukkerrørsjuice. Livet i favelaen kryber ind under huden og afslører sig som forbavsende normalt i forhold til tv-billederne eller monstrøst voldsomme film som City of God eller Tropa de Elite om de brasilianske elitestyrkers kamp mod narkobanderne. Men den latente konflikt lurer hele tiden under overfladen, fattigdommen er vitterligt enorm og kontrasterne til Rios rige kvarterer ufattelig.

Da labyrinten slipper sit tag i os, og vi vandrer ud i bunden af Rocinhas mylder, er min konklusion klar.

Rodrigos favela-tour er i sin grundsubstans et positivt tiltag, som mindsker fordomme og giver turister et indblik i en ellers stereotyp og lukket verden. Men som med al anden turisme afhænger favela-turene - og omverdenens blik på dem - af guidens intentioner og turisternes opførsel undervejs.

LÆS OGSÅ: Kriminalitet og charme i Rio

LÆS OGSÅ: Sydamerikas hotteste by