Bomben der ændrede Bali

For Made Arsa var 12. oktober 2002 blot endnu en dag på jobbet som guide på Bali. Han havde netop hentet en gruppe tyske turister i Balis lufthavn, og deres bus var akkurat nået ind på den livlige hovedgade, Legian Street, midt i turistmekkaet Kuta, da en kraftig bombe sprang på en natklub kun nogle hundrede meter væk. Alle vinduer i bussen blev smadret, og panikken bredte sig øjeblikkeligt.

»Jeg vidste med det samme, at det var en bombe, der var sprunget. Alle mine gæster skreg og bad om at komme tilbage til lufthavnen. De ville væk fra Bali igen med det samme,« fortæller Made Arsa.

Og sådan reagerede de fleste andre turister også. Indtil bomben sprang, ankom der dagligt mellem 5.000 og 7.000 turister til øen, men i månederne efter faldt antallet til omkring kun 500.

Den bekymringsfrie tilværelse i turisternes paradis blev erstattet af et tomt helvede, hvor de lokale brugte tiden på oprydningsarbejde og på at komme sig over chokket.

Ingen havde nogensinde troet, at fredfyldte Bali, hvor hinduisme i en afslappet form hersker, ville blive ramt af noget så ondt.

Men når Made Arsa tænker tilbage, tror han, at det var for naivt at tro andet.

»Vi har en gammel talemåde: ”Aman di Bali”, der betyder ”fred på Bali”. Den talemåde var vores filosofi, og er det på sin vis stadig, men vi er blevet mere opmærksomme.«

Mindre skødesløse

Made Arsa er hinduist, og hinduister udgør 85 pct. af beboerne på Bali. Mange af dem valgte at bruge deres religion som forklaring på det, der skete, fortæller Made Arsa.

»Hvis der sker noget dårligt, er det gudernes måde at fortælle os, at vi skal ændre noget. Og det har vi gjort. Vi er ikke så skødesløse, som vi var før.«

Generelt er sikkerheden for turister på Bali blevet skærpet siden bombningen. Der er mange vagter i gadebilledet, og når man besøger storcentre eller andre offentlige områder, bliver ens taske tjekket. På trods af det går Made Arsa ikke til dagligt rundt og er bange for, at det sker igen.

»Vi kan ikke gå rundt og være bange. Men både myndigheder og lokale tager sikkerheden på øen meget mere alvorligt nu. Vi lever af turisterne, og hvis sikkerheden ikke er der, forsvinder de. Og så vil Bali dø.«

Tilsyneladende er der ingen fare for, at Bali som et foretrukkent turistmål for mange forsvinder.

Selv om der var stille i en periode efter terrorbomberne, og at det tog omkring to år, før tilstandene var helt tilbage til normale, har det gået fremad siden. Nu er der flere besøgende på Bali, end der var inden bombningen.

Bali var også et offer

»Folk har fundet ud af, at Bali selv var et offer for det, der skete. Det var udefrakommende omstændigheder, der forårsagede det. Øen og folket er ikke farlige i sig selv.«

Det er ikke kun internationale turister, der er kommet flere af. Også indonesere fra hele landet strømmer dertil.

»Det er, som om Bali er blevet en mere integreret del af Indonesien på grund af det, der skete. Måske fordi vi som land har måttet stå sammen.«

Selv har Made Arsa aldrig været uden for Bali. Han er født, opvokset og har studeret på øen. Og han har egentlig ikke nogen trang til at komme andre steder hen.

»Bali er et paradis. Jeg bor i paradis, og jeg vil dø i paradis.«