Spis billigt i Paris

Det vrimler med restauranter i Paris med smægtende menuer på sorte kridttavler, enkle måltider af råvarer, vi må kigge langt efter i Danmark, eventyrlige vinudvalg og lokalt folkeliv. Men hvor går man hen, når man ikke vil have flået læderet ud af tegnebogen?

Og når man samtidig vil fuldende en lang dag på ømme fødder med et fremragende klassisk fransk måltid begået på fremragende råvarer med mere end gennemsnitlig god vin, høflig betjening og alligevel knibe sig i armen, når man får regningen?

Vi havde på en lille uges ferie sat os for at få tre retter god mad med vin i prisniveauet fra 100 til 200 kroner pr. næse. Og det kunne let lade sig gøre. Det siger sig selv, at det ikke er haute cuisine eller kulinarisk nytænkning, men mindre gør det godt, og det er væsentligt billigere end i Danmark.

Vi begynder turen med en formiddagsvandring op mod Place de la Contrescarpe i latinerkvarteret forbi Hemingways gamle lejlighed i rue du Cardinal Lemoine 74 og ind på den lille plads, hvor solen smider sine stråler ødselt over bordene ved de to cafeer. Her er eftermiddags- og aftensol på La Contrescarpe, som er en traditionel cafe, mens den mere hippe Delmas på pladsens modsatte side har formiddagssol og trækker fulde huse til frokost.

Det mellemøstlige køkken

Det kitchede lokale med brune lædermøbler, glasperlelamper og lyserødt interiør er ikke noget for os, men fortovsbordene med udsigt til pladsen og sidemandens krabbeklør i koriander eller risotto med grillede rejer og parmesangallette fra det italiensk-asiatiske fusionskøkken frister. Vi nøjes med en Bloody Mary, mens vi studerer skarer af franske gymnasielever og universitetsstuderende fra det nærliggende Sorbonne, der samles på pladsen for at spise frokost, falafel eller shawarma med frites fra den lille libanesiske take-away Au Vieux Cedres om hjørnet i rue L'Estrapade, hvor køen vokser langt ud på gaden.

Her er hele det mellemøstlige køkken, kibbe, humus, tabouleh, kafta og auberginepasta til meget billige penge, og det er en oplagt leverandør af en hurtig madpakke for turister, der vil hurtigt eller nyde medbragt mad i en park.

Vores mål er dog en restaurant, som er opkaldt efter gaden, L'Estrapade, i nummer 15. Cuisine Traditionelle strå der på skiltet, rustik fransk mad, i et lille lokale med ni-ti borde, tunge røde velourgardiner mod gaden og antikke spejle på væggen. Maden er sublim, enkel og et af højdepunkterne på vores tur.

Jeg får marv af okse og kalv med ristet flutes og hjemmerørt grovsennep efterfulgt af en confit de canard, som er så mør, så det er til at græde over, mens min kæreste nøjes med en lammeskank med hjemmelavede frites, sorte oliven og urteconfit, et stykke saftmættet perfekt stegt kød. Vi får et glas Cotes de Rossillon. Ved sidebordet fortærer en far og datter et formidabel planke rosa grillet cote de boeuf, som skæres ud ved bordet. Klientellet er en blanding af lokale og folk, hvis kulinariske interesser har bragt dem til L'Estrapade, hvilket ikke kan undre, hvis man vil spise enkelt og oprindeligt.

Et lille smil i mundvigen

Vores dessert var en smeltende blød Saint Felicien ost på komælk fra Lyon-egnen og en pot au creme de chocolat noir, som bedst kan beskrives som en mousse-agtig ting med et flydende indre af den mest koncentrerede chokoladesmag. To retter koster 150 kroner, tre 190, med vin bliver det i alt 400 kroner for en frokost, der holder os gående meget længe, ikke bare på grund af mætheden, men fordi oplevelsen bliver siddende som et lille smil i mundvigen resten af dagen.

Vi fortsætter forbi Pantheon ned til Luxembourghaven, hvor vi slår mave på de olivengrønne stålstole og nyder mangfoldigheden af mennesker, som ånder ud i det enorme haveanlæg.

Aftenmåltidet er programsat hos en gammel kending, Orestias, i rue Grégoire de Tours 4, i den mest turistinficerede del af Latinerkvarteret. Restauranten, som den danske gourmet og Paris-kender Mogens Brandt anbefalede varmt i sin nu 40 år gamle spiseguide til byen, var et fast stoppested for mig for 20 år siden, hvor det at spise billigt og substantielt var mindst ligeså vigtige parametre, som smag og kvalitet. Det er det ikke længere, og måske var det roden til vores nedslående oplevelse af Orestias.

Stemning og travlhed

I hvert fald er det gået tilbage for Orestias, hvor man stadig kan få en meget stor oksebøf badet i Roquefortsauce med en halv flaske vin for 75 kroner, men hvor taramasalaten er kønsløs og tzatikien ligegyldig - en bet for en restaurant, der roser sig af sin græske oprindelse og har eksisteret siden 1928. Stemningen og travlheden i de to store lokaler med de naive malerier af græsk mytologi på væggene er dog stadig et besøg værd.

Stemning og travlhed finder man også på Chartier, der har endnu flere år på bagen end Orestias og ligger på den anden side af Seinen i rue de Faubourg Montmartre 9. Restauranten er et besøg værd blot på grund af sin indretning og atmosfære. Her er plads til 300-400 mennesker i det monumentale fin de siecle lokale med glaslofter, ti meter høje vægspejle i kobber og udskåret træinteriør. Tjenerne er i forklæder fra århundredeskiftet, bestemte og travle, og det er altså ikke et sted, man tager hen for at sidde intimt og småsludre hele aftenen. Her bliver afregnet direkte på de hvide papirduge, før man selv har bedt om det, for køen foran Chartier er lang. Det skyldes dog ikke bare stemningen, men lige så meget maden, som trods de lave priser har et rimeligt højt niveau.

Tre retter med vin koster 115 kroner og lever mere end op til restaurantens motto om at mætte maven uden at skade tegnebogen. Vi fik tun i mayo med salat og tomat, en frissésalat med croutoner og sennepsdressing til forret, entrecote i pebersauce og torsk i provencesauce med kartofler til hovedret, to halve flasker vin, Calva og kaffe for 300 kroner, mens tjeneren råbte folk ind i restauranten, som besøges af lige dele turister og franskmænd.

Belgisk opfindelse

Morgenmad er jo et must for mange danskere, også for min bedre halvdel, som har svært ved at stille sig mæt med en croissant eller et stykke flutes, og selv om man ser skilte med både brunch og breakfast, så er det stadig ikke franskmændenes stærke side. En undtagelse er dog Le Pain Quotidien, som jeg på grund af navnet fejltog for fransk, men som i virkeligheden er en belgisk opfindelse, og bedst kan beskrives som et bageri med tilhørende fælles-tag-selv-borde, hvor honning, marmelader og flydende nougat, hvid og mørk chokoladepålæg af højeste kvalitet danner rammen om nydelsen af fremragende bagervarer. Vi spiste i rue des Archives 18 i Marais-kvarteret, men der ligger fire andre i Paris og 45 rundt omkring i verden. Hvornår kommer turen til Danmark?

Ikke langt derfra ligger restaurant Camille i rue des Francs-Bourgeois 24, en lokal restaurant af høj kvalitet, fyldt med parisere i alle aldre, damer i rullestol og familier med børn. Fremragende betjening, god stemning og smukt indrettet i klassisk fransk brasseriestil med spejle, træpaneler, antikke plakater, sofaer langs væggene og stofduge. Man deler portioner, hvis man vil, og tjeneren kommer gerne med bestik til to.

Vi fik gedeostsalat og grøntsagsterrine med spinat, rød peberfrugt og gulerødder, lammekølle med ansjossauce, hvid fisk med dampet frisk spinat og tomatstrimler i krydderurtesauce, creme brulée og en halv flaske Cote du Rhone for 350 kroner. Menuen står i 140 kroner for tre retter, en halv falske vin koster 80 kroner.

Når vi nu er i hjertet af det gamle jødiske Marais-kvarter, så er vi nødt til at slå vejen om rue des Rosiers, hvor der flere steder tales lige så meget jiddisch som fransk. Og her er jødiske delikatesseforretninger og charcuteri af høj klasse dør om dør med shawarma og falafel-restauranter, der får én til at ønske, at man aldrig havde spist en pita med det navn i Danmark.

L'As du Falaffel i Rue de Rosiers 34 er kendt af jøder worldwide for sine fremragende falafel og shawarmaer. De koster heller ikke 15 kroner som hjemme på Nørrebrogade, men det tredobbelte. Til gengæld er det saftigt og krydret lam, vendt og badet i en velsmagende dressing og en stor mængde friske og traditionelle syltede jødiske grøntsager. Det er et stort måltid og kan varmt anbefales, og er man først i rue des Rosiers, skal man bare gå efter køen, der i weekenden strækker sig helt ud på gaden.

Og her er det vel på plads at gentage et par gamle råd, som jo for den sags skyld gælder alle vegne, når man spiser på udebane. I Paris hedder de: Spis fransk. Spis hvor franskmændene spiser og søg restauranter, hvor der er godt fyldt op.

Provencalsk menu

Det var hver aften tilfældet på Chez Janou, vores største kulinariske oplevelse på denne ferie. Den ligger i udkanten af samme Marais-kvarter, tæt på Bastillepladsen i rue Roger Verlomme 2 på hjørnet af rue des Tournelles. Menuen er provencalsk, og man bør åbne maven med en pastis, som stedet kan prale af ikke mindre end 40 forskellige slags af, prøv en fennikelpastis. Vi sad en dag inde i det gulmalede retrolokale med kakler, filmplakater og art deco-lamper og en aften udenfor ved et af bordene på fortovet. Og det var suverænt.

Det er godt besøgt. Folk står og drikker aperitif på gaden, mens de venter på et ledigt bord.

Vi fik gedeclafoutis a la lavendel med bagte cherrytomater og mørkt og almindeligt brød til og en kold ratatouille elegant anrettet med persillefond omkring, ristet bondebrød, en mættet oliven- og ansjospasta ved siden af. Hovedretten var lammeryg med sprøde kartoffelgaletter og tomater provencale og risotto med kammuslinger. Til det drak vi en Cotes du Luberon til 100 kroner. Desserten var en gigantisk skål med mousse au chocolat ud, som tjeneren bar ud til bordet og efterlod, så man selv kunne tage for sig. Kastanjemoussen, som dog blev serveret i portioner, var også uovertruffen. Ingen hovedret koster over 100 kroner, mens forretter og desserter ligger på 45-60 kroner.

Endnu en gang slingrede vi mætte hjem.

jesper.stein@jp.dk