Fortsæt til indhold
Politik

Finanslov: Underskud på 36,5 mia. kr.

Regeringen forventer et underskud på 36,5 mia. kr. til næste år, erfarer Jyllands-Posten.

Det vil fremgå af finanslovsforslaget ”På vej mod et stærkere Danmark”, som offentliggøres mandag formiddag.

Dermed er underskuddet halveret i forhold til 2012, hvor der ventes et underskud på 75 mia. kr. En væsentlig del af underskuddet i år skyldes udbetalingen af efterlønsbidraget som følge af efterlønsreformen. Det beløber sig til 24,5 mia. kr. i år.

Trods det lavere underskud lægger regeringen op til en stram finanslov med få penge til nye initiativer. De fleste af de nye penge vil gå til uddannelse og forskning.

Ledigheden ventes at falde til 158.000 næste år. Det er et lille fald i forhold til nu, men en højere ledighed end regeringen forventede, da den sidst fremlagde et skøn for 2013 før sommerferien.

Den økonomiske vækst ventes i 2013 at blive på 1,7 pct. mod 0,9 pct. i år.