Fortsæt til indhold
Politik

Pia K. savner værdikamp

Statsministerens nytårstale er borgerfjern og uden værdikamp om integration og indsats mod kriminalitet, siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

Ritzau

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, er skuffet over nytårstalen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Talen er meget borgerfjern, og Fogh ser helt bort fra værdikampen om integration, kultur og indsatsen mod kriminalitet, siger hun i en pressemeddelelse.

- Alt i alt må jeg sige, at statsminister Anders Fogh Rasmussen leverede en middelmådig tale uden gejst og fjernt fra danskernes hverdag, siger Pia Kjærsgaard.

Hun havde gerne set nogle ord om danskernes daglige problemer med kriminalitet, velfærd og forholdene for samfundets svageste grupper. Desuden burde han have nævnt værdikampen f.eks. i Afghanistan, hvor danske soldater deltager i en global kamp for vestlige værdier og demokrati, mener DF's leder.

- Jeg er dog glad for, at Anders Fogh Rasmussen roste vores soldaters indsats i Afghanistan og udtrykte medfølelse med de pårørende til de dræbte soldater. Og jeg finder også hans udmeldinger om investeringer i skoler, plejehjem og hospitaler meget positive. Men det fjerner ikke helhedsindtrykket af en borgerfjern tale, der helt negligerer danskernes hverdag og den værdikamp, som statsministeren ellers tidligere har vægtet så højt, siger Pia Kjærsgaard.