S: De syv fede år er slut
Staten skal investere massivt i skoler, plejehjem og andet byggeri, så Danmark kommer bedst muligt ud af den værste økonomiske krise siden 70'erne. Desuden skal der gennemføres en bankpakke, så bankerne låner penge ud.
Det siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i sin nytårstale, som partiet torsdag eftermiddag lagde på nettet. Her efterlyste hun forslag fra seerne, som kan bidrage til hendes profil på Facebook.
I 2009 risikerer dansk økonomi ifølge hende et tilbageslag på to procentpoint.
- De syv fede år er slut. Ledigheden er på vej op. Vi får flere tvangsauktioner og konkurser. Den økonomiske tryghed er under pres, og overskuddet på statens finanser er forsvundet på få måneder, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Advarer mod ufinansieret skattereform
Som reaktion på statsministerens nytårstale advarer Thorning-Schmidt om, at regeringen undergraver velfærden, hvis den gennemfører en skattereform, som ikke er fuldt finansieret fra starten.
Desuden bør regeringen passe bedre på skatteborgernes penge, når den snart spiller ud med bankpakke 2.
- Jeg er meget bekymret for to ting. Det ene er, at der tales om ufinansierede skattelettelser. Socialdemokraterne er meget bekymrede for, at regeringen igen skal give ufinansierede skattelettelser. Det kommer på sigt til at gå ud over vores fælles velfærd. Vi vil gerne være med til at lette skatten på arbejde, men pengene skal findes et andet sted, for ellers er det vores velfærd, der betaler, siger Helle Thorning-Schmidt til ritzau.
- Det andet er, at der er en meget slap holdning til skatteborgernes penge, når det handler om den næste bankpakke. Der bliver sagt løse ord om, at vi skal sørge for, at det bliver gjort på en etisk måde. Men vi er nødt til at sætte meget skrappe krav til, hvordan skatteborgernes penge bliver brugt, og hvilken indflydelse vi har på, hvordan pengene bliver brugt, siger hun.
Trods kritikken regner Helle Thorning-Schmidt med, at Socialdemokraterne går med i bankpakke 2 ligesom i den første bankpakke. Jo bredere politisk opbakning bag bankpakken, desto bedre er det for Danmark, mener hun.