Fortsæt til indhold
Politik

Opposition: Ikke godt nok, Fogh

Regeringens asylplan om at lade cirka 60 børnefamilier bo uden for asylcentrene møder kun begrænset opbakning fra oppositionen, mens Dansk Folkeparti umiddelbart er afvisende. Kynisk magtspil, lyder det fra S-formand Helle Thorning-Schmidt.

Mest interessant er i første omgang reaktionen fra Dansk Folkeparti, der er regeringens "samarbejdspartner" på udlændingeområdet.

DF-formand Pia Kjærsgaard mener ikke, at afviste asylansøgere skal have lov at bo uden for centrene. Omvendt er hun dog ikke afvisende over for en dialog med regeringen og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V).

"Jeg vil sætte mig ned og tale med regeringen om dette udspil. Men det er principielt, at når man er afvist, så er det ikke rimeligt, at man bliver bosat uden for centrene. Det er slet ikke rimeligt, at man kommer ud i uddannelse og arbejdstilbud. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at man belønner folk, der nægter at rejse hjem," siger Pia Kjærsgaard.

S: Ikke godt nok

Heller ikke socialdemokraterne er tilfredse med det nye udspil. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er vred over den måde, regeringen håndterer de afviste asylansøgere. Kursændringen er ikke et spørgsmål om mennesker, men om taktik, mener hun.

"Det er simpelthen for kynisk. For 14 dage siden kunne man ikke gøre noget som helst, og da vi sidst diskuterede det her, kunne man dårligt nok give mere plads. Det er ikke lederskab. Man er nødt til at spørge sig selv, om det her er en taktisk manøvre, eller om det handler om, at man gerne vil gøre noget for nogen mennesker. Jeg er bange for, at det udelukkende er taktik," siger hun.

Tidligere på dagen udtrykte Socialdemokraternes integrationsordfører Sophie Hæstorp Andersen tvivl om regeringens planer:

"Det er bare ikke godt nok, at de ikke får lov til også at arbejde og uddanne sig, mens de er her. Signalet er meget vigtigt og positivt, men lad os nu lige se, om der også kommer nogle reelle forbedringer for de her børn og deres familier i asylcentrene."

På statsministerens ugentlige pressemøde tirsdag afviste statsministeren dog, at asylansøgere må arbejde i Danmark. Det vil reelt betyde fri indvandring til Danmark, sagde han.

"Hvis du gav adgang til at komme ind og arbejde, så ville du jo belønne det at modsætte sig tilbagesendelse. Så kunne enhver jo komme og sige: Jeg vil til Danmark, og vi har ingen mulighed for at stoppe det. Det ville reelt være fri indvandring," siger Anders Fogh Rasmussen.

Han mener dog godt, at man kan lade afviste ansøgere flytte ud af centrene, uden at det resulterer i den samme glidebane.

"For det handler mere om, hvordan vi tilrettelægger dagligdagen for de enkelte, mens de venter på at skulle vende hjem til deres hjemland," siger statsministeren.

R: En "lappeløsning"

Det Det Radikale Venstre kalder udspillet en "lappeløsning".

"Det er godt, at regeringen har smidt jernhandsken overfor asylbørnene og nu er villig til at diskutere, hvordan vi sikrer, at de og deres familier får et værdigt liv. Men det er ikke godt nok, at man kun vil være med til at reparere, når skaden er sket. Vi skal undgå, at disse familier bliver ødelagt. Det betyder, at vi må have et loft over opholdstiden for alle børn. Regeringens forslag er en lappeløsning, der kun skal gælde for familier, der allerede er blevet belastet, siger de radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.

Han foreslår, at regeringen lægger op til en bred politisk aftale om de afviste asylansøgeres forhold.

Khader kritiserer

Ny Alliances leder, Naser Khader, er tilfreds med, at regeringen tirsdag er vendt og nu tilbyder, at afviste asylansøgere med børn kan bosætte sig uden for asylcentrene.

"Men det er vigtigt for os at sige, at det her er kun et lille skridt på vejen. De skal have lov til at uddanne sig og arbejde her også. Og vi vil gerne gå endnu længere, så man lukker alle andre asylcentre end Sandholmlejren som modtagecenter. Alle asylansøgere skal ud og bo blandt os andre," siger han.

Alle asylansøgere ud af centrene

Også uden for Christiansborgs vægge er der begrænset tilfredshed.

Hos Dansk Flygtningehjælp mener man, at alle afviste asylansøgere skal have mulighed for at bo og leve uden for asylcentrene i det omfang, Røde Kors kan finde boliger til dem.

"Det er meget positivt, men vi synes lige så godt, man kunne tage skridtet fuldt ud og tilbyde alle asylansøgere at bo uden for centrene. Det, der er godt for en familie med børn, er vel også godt for familier uden børn eller for enlige asylansøgere," siger han generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.