Ellemann opfinder ultimativt krav om store bededag
Det er ikke nødvendigt at fjerne store bededag for at finansiere løft af forsvaret, for pengene er der allerede. Sådan lyder ny kritik af regeringens beslutning. Men fredag eftermiddag blev Ellemann ultimativ.
Efter en måneds åbent opgør med fagbevægelsen og folkekirken åbnede forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) fredag eftermiddag en ny front i opgøret om store bededag. Venstres formand udstak et ultimativt krav til de partier, som han for mindre end et år siden indgik et nationalt kompromis med om dansk sikkerhedspolitik.
Kravet, der øjeblikkelig udløser hård kritik, kommer, selv om Danmark ifølge den borgerlige tænketank Cepos faktisk har penge nok i kassen til at betale for mere forsvar, uden det er nødvendigt at opfinde ny finansiering.