SF stemmer for at ophæve Claus Hjorts immunitet

Det skal være op til en dommer, om Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen skal dømmes eller renses for anklagerne om at have lækket dybt fortrolige oplysninger, mener SF-formand.

Artiklens øverste billede
Spørgetime med statsministeren på Christiansborg. SFs formand Pia Olsen Dyhr.

Partiet SF agter at stemme ja, når Folketinget skal afgøre, om Venstres Claus Hjort Frederiksen skal have ophævet sin immunitet.

Det meddeler partiformand Pia Olsen Dyhr efter et gruppemøde tirsdag.

»Vores folketingsgruppe er kommet frem til, at vi kommer til at ophæve Claus Hjorts immunitet, så domstolssystemet får mulighed for at prøve sagen,« siger hun.

Ifølge hende er det en samlet SF-folketingsgruppe, der står bag beslutningen.

»Vi mener, at vi lever i en retsstat, hvor både politikere og andre selvfølgelig skal have mulighed for at få prøvet deres sag, hvis de har brudt deres tavshedspligt. Claus Hjort har mulighed for at blive renset – han har også mulighed for at blive dømt.«

Mandag var Pia Olsen Dyhr til en fortrolig orientering hos justitsminister Mattias Tesfaye for at blive oplyst om, hvad anklagerne mod den tidligere forsvarsminister handler om.

Også partiet Fire Grønne vil stemme ja til at ophæve Claus Hjorts immunitet, oplyser politisk leder Sikandar Siddique. Socialdemokratiet vil ligeledes stemme ja.

De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, skal først til orientering i Justitsministeriet onsdag.

Tys-tys

Sagen er omgæret af stor hemmelighed, da den omhandler højt klassificerede oplysninger. Claus Hjort er sigtet for at have lækket statshemmeligheder og risikerer – hvis han dømmes – op til 12 års fængsel.

Rigsadvokaten har indstillet at rejse tiltale i sagen mod ham, men hvis det skal ske, kræver det at et flertal i Folketinget ophæver Hjorts immunitet.

Sagens fortrolige karakter betyder, at det kun er partilederne fra hvert parti, der bliver orienteret om sagen. De øvrige folketingsmedlemmer skal altså stemme uden at kende de præcise anklager mod Claus Hjort.

Dette faktum har mødt kritik fra blandt andre Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, som mener at alle Folketingets 179 medlemmer skal have indsigt i anklagerne.

»Det er vigtigt at man ved, hvad man stemmer om,« sagde han tidligere tirsdag efter at have forladt mødet i Justitsministeriet, før han havde fået den fortrolige orientering.

Pia Olsen Dyhr er tilsyneladende ikke enig i kritikken:

»Vi skal ikke stemme om, hvorvidt Claus Hjort er skyldig eller ej. Vi skal stemme om, hvorvidt han skal have mulighed for at gå i domstolssystemet. Og det mener vi, at Claus Hjort skal have mulighed for,« siger hun.

SF-formanden understreger dog, at sagen ikke er let:

»Alle politikere synes, at denne sag er svær. Jeg kender selv Claus Hjort som en god, ordentlig og dygtig politiker, så det er ikke noget, som nogen i vores folketingsgruppe eller på Christiansborg kommer til at tage let på.«

I sidste ende er det op til Mattias Tesfaye, som øverste anklager, at træffe beslutningen om, hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej.

Selv er Claus Hjort »fortrøstningsfuld« og går efter at blive renset, sagde han i sidste uge, da nyheden om, at Rigsadvokaten ønskede at rejse tiltale, kom frem.

»Sagen må gå sin gang, og det må jeg leve med. Jeg er fuld af fortrøstning. Det, der er afgørende for mig, er, at Folketingets medlemmer og offentligheden får fuld indsigt i, hvad der er foregået,« sagde Hjort, som har meddelt, at han ikke genopstiller til næste folketingsvalg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.