De Konservative vil give alle ukrainere sær-tilladelse

Ukrainere på flugt skal kunne bo, arbejde, gå i skole og få ydelser i Danmark, mener K. EL er positiv.

Artiklens øverste billede
De Konservative mener, at der bør laves en særlov, der giver alle ukrainere opholdstilladelse i Danmark fra dag et. Det siger partiets udlændingeordfører Marcus Knuth. Foto: Jens Dresling

Blandt et af Folketingets hardliner-partier på udlændingeområdet er der nu helt andre toner end normalt, når det kommer til de flygtninge, der som følge af Ruslands invasion af Ukraine måtte søge tilflugt i Danmark.

De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth, mener nemlig, at der bør laves en særlov, der giver alle ukrainere opholdstilladelse i Danmark fra dag et.

»På den måde kan de komme direkte ud på arbejdsmarkedet og børnene i skole, uden at de skal gennem et tungt asylsystem. For at sige det lidt firkantet, så skal de ikke sidde på et asylcenter med somaliere og irakere, der er kommet hertil af helt andre årsager.«

»Ukrainerne er et europæisk folkefærd, der allerede i høj grad i dag kommer til Danmark for at arbejde og bidrage. Så vi ønsker at give dem en særlig håndsrækning,« siger han.

Selvom jeg godt er klar over, at du er vant til at høre en helt anden tone fra mig, når vi taler asylpolitik, så er det her som nat og dag

Marcus Knuth (K)

Loven skal både gælde for de omkring 13.000 ukrainere, der allerede i dag befinder sig i Danmark og de ukrainere, der måtte flygte hertil i den kommende tid.

Ukraine har allerede i dag en visumaftale med Danmark, der betyder, at ukrainere lovligt og uden visum kan rejse ind i Danmark og opholde sig i tre måneder. Men det er ikke nok, mener Knuth:

»Vi foreslår en midlertid opholdstilladelse i et eller to år. Det er vi villige til at diskutere. Det vigtigste er bare, at de ved, at hvis de kommer til Danmark, så skal de ikke sidde på et asylcenter. Der vil blive taget varmt imod dem, og de kan komme direkte ud i samfundet, hvor de vil blive budt velkommen.«

De skal kunne arbejde, og børnene skal i skole, siger du, men hvad med dem, der ikke kan det?

»De vil så have ret til samme velfærd og ydelser som alle andre, der opholder sig i Danmark. De fleste ukrainere er veluddannede, og mange taler engelsk. Vi forventer ikke, at alle kommer lige så hurtigt i arbejde, som en ukrainer, der netop var kommet hertil for at arbejde. Så der skal være et sikkerhedsnet.«

Inspireret af Balkan

De Konservative har hentet inspiration fra den særlov, der senest blev udarbejdet for afghanere ansat af Danmark som tolke i Forsvaret og på den danske ambassade i Afghanistan. De fik alle to års midlertidig opholdstilladelse i sommers, da Taliban overtog magten i det krigshærgede land.

Partiet har også kigget mod den særlov, der i forbindelse med 90’ernes krige i Balkan gav bosniske flygtninge opholdstilladelse i Danmark.

Af den sidstnævnte gruppe er mange forblevet bosat i Danmark, hvor de nu har fået statsborgerskab. Det mener Marcus Knuth dog ikke vil blive tilfældet med ukrainerne:

»Ukraine var indtil i går et fredeligt, velfungerende demokrati. De flygtninge, der forlader landet lige nu, vil gerne tilbage. Så jeg tror ikke, man kan sammenligne det med hverken Balkan eller de migrationsstrømme, vi ser fra Mellemøsten og Afrika, hvor folk søger asyl i de lande med højest velfærdsydelser med henblik på at blive her resten af livet. Jeg forventer helt klart, at ukrainerne også selv gerne vil hjem hurtigst muligt.«

Du tror ikke, at der er ukrainere, der kunne få lyst til at blive i Danmark?

»Det er jo derfor, det er en midlertid opholdstilladelse. Men indtil for 36 timer siden så vi ikke migrantstrømme fra Ukraine til Danmark. Der så vi, at mange ukrainere kom for at arbejde i blandt andet vores landbrugssektor, hvor de er højt, højt værdsat af danske landmænd i ikke mindst Jylland.«

»Du må kalde mig naiv, men jeg håber, at der kommer en situation Ukraine, hvor folk kan vende tilbage. Så selvom jeg godt er klar over, at du er vant til at høre en helt anden tone fra mig, når vi taler asylpolitik, så er det her som nat og dag. Ligeså hårde og afvisende, som vi ønsker at være over for migranter fra Afrika, ligeså åbne skal vores arme være overfor ukrainere.«

Jyllands-Posten arbejder på at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Han har i dag indkaldt Folketingets udlændingeordførere til møde for at drøfte situationen omkring en eventuel flygtningestrøm fra Ukraine.

Regeringens støtteparti Enhedslisten er som udgangspunkt positivt indstillet over for at give opholdstilladelse til ukrainere på flugt, men, siger partiets udlændingeordfører Rosa Lund:

»Generelt er jeg imod at lave særlovgivning til udlændinge på den her måde. Det sætter både os og de udlændinge, der kommer hertil på særlove, i en svær situation,« siger hun med henvisning til, at det skaber usikkerhed om, hvad der skal ske, når opholdsperioden slutter.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.