Fortsæt til indhold
Viden

Ukendt hjerterisiko kan afsløres

En anderledes testmetode kan afsløre hjerterisici, som gængse tests overser.

En ny undersøgelse viser, at en lidet brugt metode til at afgøre folks risiko for at få hjerteproblemer, faktisk er den mest præcise og effektive.

Hvis alle brugte den anderledes metode, ville cirka en sjettedel af dem, man mener har lav risiko for hjerteproblemer komme i behandling, mens omkring 35 pct. af dem, der er i behandling for hjerteproblemer efter denne metode vurderedes at have lav risiko for hjerteproblemer.

Den nye undersøgelse er blevet publiceret i tidsskriftet European Heart Journal, skriver britiske Daily Mail.

Dyr CT-scanning

Mange med høj risiko for hjerteproblemer overses altså ifølge den nye undersøgelse, mens mange med meget lav risiko behandles uden grund.

Metoden, som den nye viden er baseret på, bliver i høj grad brugt på privathospitaler i f.eks. USA og Storbritannien men ikke på offentlige klinikker, fordi den er for dyr. Den går ud på, at man CT-scanner patienten for at afgøre niveauerne af kalcium i patientens store blodårer. Ophobning af netop kalcium er nemlig en tidlig indikator på, at man kan få hjerteproblemer.

Traditionelt afgør læger en persons risiko for hjerteproblemer ved at vurdere ud fra ting som generel helbredstilstand, familiemedlemmers helbredshistorie, blodtryk og kolesteroltal. Den anden metode er altså mere effektiv og præcis, men også langt dyrere.

Scanning giver risikoværdi

Det er læger fra det amerikanske hospital Brigham and Women's Hospital i Boston, der har undersøgt næsten 7.000 personer. Det er sket ved, at de har fulgt de mange mennesker i syv år. De mange mennesker havde ikke tegn på hjerteproblemer, da de meldte sig til undersøgelsen mellem 2000 og 2002, og de blev risikovurderet både ud fra den traditionelle metode og metoden med CT-scanning.

CT-scanningen giver en værdi for risikoen for hjerteproblemer i løbet af de kommende syv år. Er den omkring nul er risikoen lav, men ligger man mellem 50 og 100 vil man sædvanligvis indlede en behandling. Endnu højere scorer vil føre til undersøgelser af hjertet og kroppen.

Undersøgelsen med de 7.000 personer viste, at 15 pct. af de patienter, der mentes at have en lav risiko for hjerteproblemer havde scorer over 100 og dermed reelt havde høj risiko for problemer. Samtidig fandt man, at 35 pct. af de personer, man mente havde en høj risiko, faktisk havde en score tæt på nul og altså blev behandlet uden grund.

Resultaterne stemte overens med forsøgspersonernes helbredsmæssige udvikling i løbet af de syv år, forsøget stod på.

Spørgsmål om ressourcer

Ifølge folkene bag undersøgelsen er fundene vigtige:

"Vores studie viser, at tests af kalcium i blodårerne er en lovende metode som en indledende vurdering for folk, inden de udvikler symptomer på hjertesygdomme," siger en af undersøgelsens ledere, Khurram Nasir, ifølge Daily Mail.

Ifølge en britisk læge er det på grund af ressourcer, at den tilsyneladende overlegne testmetode ikke bruges oftere.

"Kalcium-screeninger er meget udbredte i den private sundhedssektor men næsten ikke hos NHS (det britiske offentlige sundhedssystem). Det har ikke ressourcer til at give folk en individuel og meget mere præcis vurdering af deres risiko," siger Duncan Dymond.