Kæmpe gennembrud: Kolossal kræftsvulst tilintetgjort på 3 uger
Med en ny behandling mod kræft har vi en kandidat til en nobelpris, mener en dansk forsker. Behandlingen smadrede en kæmpe kræftsvulst i løbet af bare tre uger.
Da en 49-årig amerikansk kvinde med en årelang historie med tilbagevendende kræftsvulster mødte op på lægeklinikken med endnu en ny svulst, besluttede en gruppe forskere fra Memorial Sloan Kettering Cancer Center at afprøve en ny kombination af to typer immunregulerende kræftmedicin på hende.
Ingen af de to typer af medicin har nogen som helst effekt på kræftcellerne i sig selv. Medicinens opgave er derimod at styrke cellerne i immunforsvaret, så de bliver bedre i stand til at slå kræftcellerne ihjel. Og det virkede på den 49-årige kræftsyge kvinde. Da hun mødte op på klinikken for at få nummer to dosis af kombinationsbehandlingen, var svulsten nemlig forsvundet.
Det skriver Videnskab.dk.
Klinisk professor i cancer immunterapi på Københavns Universitet Inge Marie Svane er meget imponeret over resultatet, selvom der kun er tale om en enkelt patient.
»Du kan se på billederne i artiklen, hvor stor svulsten er. Og tre uger efter er der bare et hul, der hvor svulsten var før. Jeg mener, at dette gennembrud må føre til en nobelpris på sigt,« siger hun.
LÆS OGSÅ: »Melatonins effekt på kræft er »næsten for god til at være sand«
Inge Marie Svane har gennem flere år forsket i immunterapi til behandling af kræft. Hun forklarer, at immunterapi kort og godt handler om at gøre immunforsvaret stærkere, så det bliver i stand til at finde og dræbe kræftcellerne.
Immunforsvaret består af en række forskellige celler, som har forskellige opgaver i forhold til at bekæmpe sygdomme i kroppen.
Nogle af cellerne skal genkende og dræbe virusinficerede celler. Mens andre har til opgave at hæmme disse dræberceller, så de ikke kommer ud af kontrol.
LÆS OGSÅ: 2 ud af 3 kræfttyper kan ikke undgås med sund livsstil
»Kræftceller kan udskille faktorer, som tiltrækker de celler, der hæmmer dræbercellerne. Populært kan du sige, at en svulst omgiver sig med en hær af immunforsvarets egne celler, som sørger for, at kræftcellerne ikke bliver opdaget og slået ihjel,« forklarer Inge Marie Svane.
Samtidig er kræftceller så smart indrettet, at hvis det lykkes en dræbercelle at nå frem og sætte sig fast på en kræftcelle, så har kræftcellen ofte et protein på overfladen, der sender et signal til dræbercellen, som standser den.
Den 49-årige kræftsyge kvinde fra USA fik to typer af behandling. Begge kaldes immunregulerende antistoffer. Det ene antistof sørger for, at hæmmede immunceller bliver mere aktive. Det kan medføre, at kræftcellerne ikke mere kan gemme sig for immunforsvaret.
Det andet stof sørger for, at dræbercellerne bliver i stand til at sætte sig fast på kræftcellerne og dræbe dem uden at blive hæmmet.
Behandlingen med immunregulerende antistoffer er en type af immunterapi, som særligt bruges til behandling af kræft.
Inge Marie Svane forklarer, at seneste udvikling inden for immunterapi til behandling af kræft også handler om at styrke T-cellerne i immunforsvaret.
T-cellerne er de celler, som opdager og dræber syge celler. Det er altså T-cellerne, som kræftceller har lært at gemme sig for.
LÆS OGSÅ: Derfor er immunterapi til kræftpatienter så effektiv
»Du kan kalde det en slags hyperaktivering af T-cellerne. Ved den behandlingsform tager vi levende kræftvæv ud fra en patient og udvinder levende T-celler, som vi hyperaktiverer. Vi tager for eksempel en million T-celler ud og får dem til at dele sig, så de bliver til flere milliarder i stedet,« fortæller hun.
På den måde opnår man en kæmpehær af immunceller, som er klar til at dræbe kræftcellerne.