Børneopdragelse gjorde mennesket uselvisk

Der findes kun meget få dyr, som ud over mennesket har lyst til at hjælpe andre af helt uselviske grunde. Fænomenet hedder altruisme.

Altruisme har i mange år været en gordisk knude for forskere at løse, da adfærden tilsyneladende ikke giver mening evolutionært. Hvordan kan det for eksempel nogensinde blive en fordel for mig, at jeg hopper i floden for at redde dig? Ud fra et evolutionært synspunkt risikerer jeg med min heroiske handling mine gener for at redde dine. Jeg burde ret beset bare passe på mig selv og lade dig drukne.

Men det gør jeg ikke, for vi er som mennesker usædvanligt uselviske, og nu har forskere fundet ud af, hvor denne ret bizarre adfærd kommer fra.

I et studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications, viser forskere fra Universitetet i Zürich, at baggrunden for menneskets uselviskhed er opfostring af vores børn. Da børnenes overlevelsesmuligheder er et gruppeansvar frem for at være op til den enkelte mor, giver det ikke længere evolutionær mening, at jeg passer mit, mens du passer dit. Så kan vi lige så godt hjælpe hinanden i stedet for.

Studiet, der er lavet på en 15 forskellige primat-arter, herunder mennesker, chimpanser, silkeaber og lemurer, peger således på en direkte sammenhæng mellem primater, som i fællesskab tager vare på ungerne, og primater, som er villige til at gøre noget ekstra, for at en anden får noget at spise. Resultatet var ikke, hvad forskerne bag studiet havde ventet:

»Det var en overraskelse, at altruisme ikke er koblet til f.eks. størrelsen på hjernen, men til noget andet i den gruppesociale adfærd. Blandt andet kunne vi se, at de andre store primater som eksempelvis chimpanserne ikke er særligt altruistiske, mens de meget små silkeaber og tamariner, der i fællesskab opfostrer deres unger, er meget altruistiske,« fortæller studiets hovedforfatter, Judith Burkart, Universitetet i Zürich.

Forsøg med 15 forskellige aber

I studiet har Judith Burkart opsat forsøg, hvor primater fik mulighed for at trække i en snor, der bragte mad hen til andre primater i gruppen. Primaten, der trak i snoren, kunne ikke selv få gavn af arbejdet, da maden blev trukket væk igen, så snart snoren blev sluppet. Primaten, der trak i snoren, skulle altså udelukkende gøre det, for at de andre i gruppen kunne få noget at spise – et tegn på altruisme.

Forsøget viste, at silkeaber og tamariner meget gerne trækker i snoren, for at andre i gruppen kan få noget ud af det. Derimod er chimpanser og makakaber eksempelvis mere egoistiske og gider ikke lette enden for andres skyld. I alt blev 15 arter kategoriseret i forhold til, hvor villige de var til uselvisk at hjælpe andre.

Efterfølgende kiggede forskerne på lighedstræk blandt de arter, der udviste altruistisk adfærd. Her kunne de ikke se nogen sammenhæng mellem kognitive egenskaber, størrelsen på hjernen, generel social tolerance og lysten til at gøre noget for andre. Det var ellers forventet, da mennesker besidder alle disse træk og er meget altruistiske. Til gengæld fandt forskerne, at alle de mest altruistiske arter inklusive mennesker opdrager deres børn i fællesskab.

»På samme måde som med altruisme kan man inddele de forskellige arter i, hvor meget de hjælper hinanden med at opfostre deres unger. Der var en klar sammenhæng mellem altruistisk adfærd og graden af hjælp til den enkelte mor. Altruisme er altså på den måde en fordel for blandt andet os mennesker,« siger Judith Burkart.

Store primater er egoistiske

Ifølge Judith Burkart er det interessant, at vi gennem de seneste år er blevet mere og mere opmærksomme på, at de andre primater besidder nogle af de færdigheder, vi altid har troet var eksklusive for os mennesker. Eksempelvis kan mange af de store primater som gorillaer og chimpanser sætte sig ind i en anden abes sted.

Men der er alligevel en stor forskel, da mennesker bruger empati til at forstå andre menneskers behov, mens de andre store primater bruger empatien til at narre andre gruppemedlemmer. Ligeledes bruger de andre store primater sproget til at fortælle om deres egne behov, mens mennesker bruger det til at dele information med.

»Den altruistiske adfærd sætter skellet mellem os og de andre store primater. Selv om mange af de andre primater har muligheden for at lære mange af de samme ting som os, kræver det et tæt samarbejde omkring opvæksten af ungerne i flokken, før færdighederne får den samme karakter som i mennesker og bliver benyttet til at dele noget med omverdenen frem for udelukkende at hytte sit eget skind,« forklarer Judith Burkart.