Teori om masseuddøen holder ikke

Ny dansk undersøgelse modsiger en populær teori om den masseuddøen, der fandt sted i overgangen mellem de geologiske perioder Trias og Jura.

For 201 million år siden begyndte superkontinentet Pangea at bryde op. Omkring dette tidspunkt blev livet på Jorden ramt af en alvorlig krise, der udryddede utallige dyrearter. På landjorden stod det knapt så slemt til, selv om mange planter hang med bladene, sygnede hen og visnede bort, skriver Videnskab.dk.

Kuldioxid og metan til atmosfæren

Denne katastrofe er hidtil blevet forklaret med, at opbruddet af Pangea satte gang i en voldsom vulkanisme, der frigav både kuldioxid og metan til atmosfæren, dvs. drivhusgasser der gjorde klimaet varmere og muligvis medførte, at metanis på bunden af verdenshavene smeltede.

Begge processer kan have frigivet rå mængder af drivhusgassen metan, som fik den globale opvarmning til at eskalere.

Mange forskere mener, at dyr og planter ikke havde de store problemer med vulkanudbruddene og deres direkte udslip af kuldioxid – antagelsen har været, at det var drivhuseffekten af metanudslip fra havbunden, der tog kvælertag på livet.

Nye resultater

Den teori svækkes nu, efter at en dansk forskergruppe ved forskningscentret GEUS har bragt nye overbevisende resultater til torvs.

I en artikel i det anerkendte internationale videnskabelige tidsskrift Geology dokumenterer GEUS-forskerne, at Jorden blev ramt af masseuddøen et stykke tid før det formodede udslip af metan.

"Den store masseuddøen sker ifølge vores studier mellem de to toppe i atmosfærens indhold af metan og kuldioxid og ikke samtidig med top nummer to som hidtil antaget," pointerer Sofie Lindström over for Videnskab.dk. Som seniorforsker ved Stratigrafisk Afdeling ved GEUS er hun projektleder for undersøgelsen.

Undersøgelse af borekerne

Sofie Lindström og hendes kolleger er nået frem til deres konklusion efter at have undersøgt en borekerne fra undergrunden under den sjællandske by Stenlille. Undergrundens lag blev dannet over en tidsperiode, der rækker hen over grænsen mellem Trias og Jura.

Læs også på Videnskab.dk: Derfor uddøde pattedyrene under sidste istid

Ved at analysere kulstofisotoper i borekernens mange lag, opnår man en detaljeret kurve over, hvordan atmosfærens kulstofsammensætning har ændret sig over tid. Denne kurve har forskerne sammenholdt med tællinger af rester fra dyr og planter i de forskellige lag. Tilsammen løfter de to faktorer sløret for, hvordan og hvor meget klimaændringerne har påvirket livet.

Atmosfærens kulstofsammensætning er i høj grad bestemmende for klimaet og dermed også for, hvordan livet havde det.

Datidens atmosfære findes ikke længere, men vigtige oplysninger om dens sammensætning er nedfældet i undergrundens forskellige lag, som dermed kommer til at virke som et gigantisk klimaarkiv (se faktaboks).

Kulstofvarianter kan give svar

Undergrundens lag er skabt af organisk materiale, hvis kulstofvarianter giver forskerne en indikation om pludselige ændringer i atmosfærens sammensætning.

Se nordlys på Videnskab.dk: Se videoen af fantastisk naturfænomen

De danske forskeres kurve over kulstofisotopsammensætning i borekernen bekræfter tidligere studier, der viser, at overgangen mellem Trias og Jura kendetegnes af to toppe i atmosfærens indhold af lette kulstofisotoper. Disse toppe er blevet tolket som udslip af store mængder kuldioxid og/eller metan til atmosfæren.

Katastrofe med forsinkelse

Den første stigning i atmosfærens indhold af drivhusgasser var måske en længerevarende trend på grund af vulkanismen, der i sig selv ikke fremprovokerede nogen direkte nedgang i antallet af dyrearter.

Katastrofen for livet kom først et godt stykke tid senere i perioden mellem de to toppe, hvor planterne på landjorden blev hårdt ramt.

Pollen fra træer på landjorden findes næsten ikke - kun bregner og andre sporeplanter lader til at være upåvirket af de ekstreme forhold. Ulykken spredte sig også til havet, hvor stort set alt liv blev ramt.

Sofie Lindström og hendes kolleger ser i denne periode ikke længere nogle spor af liv i borekernen, hvor selv plankton forsvinder.

Se også på Videnskab.dk: Nasa frigiver panoramabilleder fra Mars

De nye resultater kommer som en stor overraskelse, og forskerne arbejder stadig med, hvordan de skal tolke dem.

»Vi ved endnu ikke, hvordan vi skal forklare alle detaljer i forløbet og alle årsager til den observerede masseuddøen. Vi tror, at atmosfærens første stigning i metan og kuldioxid har sat gang i en kædereaktion af processer, såkaldte ’feedbackmekanismer’, der med en forsinkelse har ført til en katastrofe,« siger hun.

Der mangler stadig svar

En hypotese er, at det skyldes vulkanernes udslip af svovldioxid, som bl.a. har skabt sur regn og forsuring af søer og vådområder. Når planter og træer dør, er der ikke noget til at holde jordlagene på plads med den konsekvens, at de skyller ud i havet. Sedimenterne har forplumret vandet, hvilket har gjort det svært for dyrene at filtrere føden fra og dermed at overleve.

»Med de data, vi foreløbigt har høstet, ser det ud, som om alle træerne på land forsvandt samtidig med organismerne i havet, men spørgsmålet er, om det virkelig hænger sådan sammen. Det vil fremtidige studier forhåbentligt vise,« siger Sofie Lindström.

På Videnskab.dk kan du læse hele artiklen og blandt andet få svar på, hvordan vi kan bruge den nye viden til at forstå nutidens klimaændringer.