Rævegrin og gorilla-haha: Latter er udbredt i dyreriget

Bevidsthed, følelser, selvrefleksion, empati, kultur.

Listen over egenskaber, der førhen blev anskuet som unikt menneskelige, bliver mindre og mindre, efterhånden som vi lærer mere om de væsener, vi deler kloden med.

Og heller ikke latter lader til at være unik for mennesker, skriver Videnskab.dk.

I et amerikansk studie i tidsskriftet Bioacoustics har to forskere analyseret en lang række dyrevokaliseringer, og ifølge dem er svaret tydeligt:

Dyreriget er fyldt med latter eller i hvert fald noget, som minder meget om det – særligt blandt pattedyr såsom hunde, katte og primater, men også hos visse fuglearter.

Det skriver University of California, Los Angeles (UCLA), i en pressemeddelelse.

»Det er det første rigtig omfattende reviewstudie på dette emne, og personligt synes jeg, at det er rigtig godt lavet,« fortæller biologen Élodie Briefer til Videnskab.dk efter at have læst den videnskabelige artikel.

Élodie Briefer har ikke været involveret i studiet, men er hovedforsker i København Universitets Behavioural Ecology Group, hvor hun forsker i dyrs adfærd, og hvordan de kommunikerer følelser.

Læs også: Anerkendt abeforsker: Vi skal turde tale om lighederne mellem dyr og mennesker

Latter er et signal om, at vi leger

Menneskets latter, mener nogle forskere, er en form for ”legelyd”, et signal, vi sender til andre, om, at vi morer os.

»Når vi griner, deler vi ofte information med andre om, at vi morer os, og at de kan være med,« fortæller medforfatteren på studiet, primatolog og antropolog Sasha Winkler, i pressemeddelelsen.

For at se, hvor udbredte legelydene er i dyreriget, gik Sasha Winkler med sin kollega, hjerneforsker Greg Bryant, gennem store dele af den eksisterende videnskabelige litteratur for at finde tidligere studier, hvor såkaldte legelyde er blevet dokumenteret og beskrevet.

Her ledte de efter beskrivelser af dyrelyde, som var blevet dokumenteret under leg, og som passede med velkendte kriterier for legelyde, heriblandt tonehøjde, og om det var et enkelt kald, eller om der var et rytmisk mønster.

I deres jagt fandt forskerne eksempler på legelyde hos mindst 65 arter, blandt andre primater, desmerdyr, hunde, ræve, sæler, tamme køer og tre fuglearter, heriblandt papegøjearten parakit og australske skader.

Ikke blot var legelydene udbredte blandt pattedyr, men de delte også visse lydmæssige karakteristika på tværs af arter. Legelydene lød, groft sagt, som latter: korte, sekventielle udbrud af lyde.

Læs også: Rotter griner og laver glædeshop, når de bliver kildet

Biolog: Svært at vide, om der er tale om leg

Ifølge Élodie Briefer, biolog ved Københavns Universitet, skal der tages et lille forbehold ved studiets resultater, nemlig at det udelukkende bygger på tidligere studier.

»De (forskerne bag det nye studie, red.) ved ikke præcis, om konteksten rent faktisk var leg, fordi det kan være meget svært at beskrive leg hos dyr,« fortæller hun.

»Der findes en tydelig definition, som er alment accepteret: Leg skal ikke have nogen åbenlys overlevelsesfunktion på kort sigt, den skal være berigende, ændret fra sin oprindelige funktion (som jagt eller kamp, red.), gentages og udføres af sunde individer, men det kan være svært at bedømme, hvorvidt det er tilfældet.«

Forskningens næste skridt, fortæller Élodie Briefer, kan være at optage lyden af dyrene i mere kontrollerede forhold under leg.