Et latterligt fænomen

»AHÆ HÆ-HÆ-HÆ-HÆ-HÆ-HÆ-HÆ-HÆ.«

18 mennesker løber rundt mellem hinanden med armene strakt ud. De parodierer lyden af græsslåmaskiner med deres mere eller mindre falske latter.

Efter 30 sekunders løssluppen renden rundt danner gruppen en cirkel og kaster sig over næste øvelse. Det såkaldte ”Uffe Elleman-grin” – en latter kendetegnet ved, at alle har lukket mund, som røg de pibe, samtidig med de lo.

I Sølystgade i den nordlige del af Smilets Bys centrum mødes en gruppe mennesker hver anden tirsdag for at le. De griner hverken ad noget eller ad hinanden. De griner med hinanden for fornøjelsens skyld.

»Fake it ‘till you make it«

Forestil dig, at du skal stille dig op foran fremmede og grine så ukontrolleret og højlydt, som du overhovedet kan.

Fake it ‘till you make it er det koncept, der arbejdes ud fra i Aarhus Latterklub. Dit grin behøver ikke at være ægte. Men foregiver du at gøre det længe nok, bliver det oprigtigt før eller siden.

»Det virker åndssvagt, men faktisk kan det ikke blive åndssvagt nok. Jo mere fjollet din latter er, jo bedre er det,« forklarer Søren Kjær de 18 fremmødte.

Øjnene knibes sammen bag brillerne, munden åbnes på vid gab, og Søren Kjærs 59 år gamle ansigt bliver lyserødt og sammentrukket. Han udbryder en høj latter, som skaber et ekko i gruppen af mennesker foran ham. En efter en knækker de sammen af grin.

Til dagligt er Søren Kjær gymnasielærer. Men når mørket falder på, er han latterinstruktør i Aarhus Latterklub. Han startede selv klubben for 15 år siden. Idéen bag fænomenet stammer fra et land mere end 8.000 km sydøst for Aarhus.

På indisk har man et begreb, der hedder hasyayoga. Oversat til dansk betyder det ”latteryoga”. Begrebet blev opfundet i 1995 af lægen Madan Kataria fra Mumbai. Han forskede i, hvilke faktorer der kunne påvirke helbredet, og opdagede, at det var forfriskende for både krop og sjæl at grine sammen.

Madan Kataria begyndte at organisere det systematisk og eksperimenterede med latterøvelser i latterklubber. Således havde han en verdensomspændende bevægelse i støbeskeen.

Lattereksperiment i stuen

Fire år senere nåede bevægelsen til Danmark. Et midteropslag i Berlingske Tidende var prydet af et billede af Madan Kataria, som skraldgriner i en park i Mumbai sammen med 2.000 trosfæller.

Denne avis dumper ind ad reklamemand Jan Thygesen Poulsens brevsprække en grå mandag i januar 1999. Han besluttede sig for at samle 20 mere eller mindre fremmede mennesker på den midterste etage i sit hus.

Festen holdt han sammen med vennen og skribenten Martin Kongstad. De havde hver især plukket dem, der var mest gang i, og budt dem til fest i den kreative klasses højborg, Kartoffelrækkerne på Østerbro.

Gæsterne summede, mens de knasede peanuts og sippede bitter velkomst-Campari. Jan rømmede sig og hævede sin røde drink.

»Velkommen. Hvor er det fedt, at I er kommet. Jeg forestiller mig, at vi starter med at grine lidt, ligesom man gør i Indien. Har I lyst til det?« spurgte værten.

Han slog op i Berlingske og viste midtersiden frem: udlandsreportagen med de 2.000 grinende “latteryoga”-entusiaster.

Tik, tik, tik. Jan satte æggeuret på 45 sekunder, mens gæsterne stimlede sammen på den trange plads. Med øvelser og bestemte tidsintervaller dirigerede Jan forsamlingen.

Hånden på maven. Hovedet tilbage. Forcer en stille latter med åben mund.

En kvinde spruttede pludselig over af grin. Det smittede. Snart grinede hele forsamlingen en tåretrillende latter. De klaskede sig på lårene og faldt hulkende af grin hinanden om halsen.

Før de nåede til middagen, som der var dækket op til på etagen nedenunder, havde et par gæster, som var fremmede for hinanden en time tidligere, lånt Jans soveværelse for at dyrke sex.

»Det sprængte alle rammer for, hvad der sker, når fremmede mennesker mødes. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var, som om vi alle var forbundet på en helt unik måde bagefter,« husker Jan Thygesen Poulsen i bar mave gennem en grynet Skype-forbindelse fra Bali 16 år senere.

Den første regel i Aarhus Latterklub er, at du ikke taler om noget, der er foregået uden for rummets fire vægge. Nogle af de fremmødte er kommet i klubben i lang tid, men de kender ikke hinandens navne. Det er ikke nødvendigt.

»Jeg føler, at alle de mennesker, som kommer her, er Jordens sødeste mennesker. Jeg elsker dem alle sammen og føler mig knyttet til dem. Men jeg aner dybest set ikke, hvem de er,« siger Lina Lernevall, som er kommet i Aarhus Latterklub regelmæssigt siden sidste sommer.

Hun er 27 år gammel og sygeplejerske, og møderne i latterklubben er blevet en regulær afhængighed for hende.

»Hvis jeg ikke har været hernede i et stykke tid, kan jeg mærke, jeg mangler ”mit kick”,« siger Lina Lernevall.

I Aarhus Latterklub møder hun både yngre og ældre mennesker end sig selv. Aldersmæssigt spænder det mellem cirka 16 år og 60 år, og alt fra overlægen til håndværkeren besøger stedet.

En lignende mangfoldighed herskede på Rådhuspladsen i København i januar 2000. Jan Thygesens latter havde spredt sig. Hvad der startede som et dagligstueprojekt, havde udviklet sig til en folkefest med 8.000 grinende mennesker stimlet sammen foran rådhuset.

»Det kan være utrolig grænseoverskridende at grine helt uhæmmet, og derfor kan det ryste flere tusinde fremmede sammen i et helt unikt fællesskab,« siger Jan.

De næste syv år er latter Jans levebrød. Han skriver bøger, laver cd’er og holder kurser for firmaer. Jan vurderer, at han gennem årene har været med til at åbne over 100 latterklubber i Danmark.

Man kan få folk til meget

I september 1999 kom Madan Kataria til Danmark. Nærmere bestemt til Jan Thygesen Poulsens dagligstue. Her underviste han en særligt interesseret skare i latterbevægelsens grundsten. En af de ivrige deltagere var Hanne Gottlieb.

»Det føles jo fuldstændig kontroversielt at bede folk om at stille sig op og grine uden grund. Men med den rette motivation og med hjertet på det rette sted kan man få folk med til meget,« siger hun.

Hanne har nu levet af latter i 15 år. Udover at holde foredrag og kurser har hun siden 2001 uddannet nye latterinstruktører.

»Folk har brug for viden og redskaber til, hvordan man får folk ud over deres blokeringer,« siger hun.

For at blive certificeret latterinstruktør skal man deltage i et kursus på et par dage. Her bliver man klædt på til selv at undervise i latter. Hanne mener, at en latterinstruktørs vigtigste funktion er at kunne læse gruppen og få dem til at slippe hæmningerne.

Men hvad skal der til, før man bliver en rigtig god latterinstruktør?

»Du skal kunne lide mennesker, du skal turde gå forrest, og du skal have det godt med din egen latter.«

Da latterbevægelsen var på sit højeste i Danmark, var der 105 latterklubber. Det var Jan Thygesen Poulsen, som var latterpræsident i Danmark. Det var ham, der organiserede og holdt styr på de danske klubber. Men siden han bosatte sig på Bali, er antallet af klubber og engagement faldet en del. Hanne Gottlieb skyder på, at der er omkring 60 latterklubber tilbage.

»Den tid, vi lever i nu, er mere gearet til pop up-events. Der er ikke ret mange, som har lyst til at stå for et skemalagt arrangement hver tirsdag. Vi vil gerne male med hele paletten, så jeg tror, det er sådan, det kommer til at fungere mere fremadrettet,« siger Hanne Gottlieb.

Latterforløsning

18 mennesker sidder i en rundkreds på det møgbeskidte trægulv og puster ud efter aftenens sidste grineflip. Alle er stille. Alle smiler.

En midaldrende mand med briller, måne og iført en stramt lynet fleecetrøje bryder tavsheden. Det er hans første gang i latterklubben.

»Jeg har ikke grinet på den måde. Så inderligt. I over fem år,«siger han.

De andre i cirklen nikker. Ingen siger noget, alle forstår ham.