Fortsæt til indhold
Mad & Vin

"De Brune Riddere" anmelder Danmarks bedste bøfsandwich for fjerde år i træk

Fem mænd rejser på fjerde år landet rundt for at bedømme og kåre Danmarks bedste bøfsandwich.

Det er spil fra galleriet, når Lasse Görlitz og Peter Tessing Petersen studerer menukortet hos Søren E Cafe & Takeaway i Tranbjerg. De har planlagt besøget, og de ved udmærket, hvilken ret de skal bestille. Nemlig den samme ret, som de sammen med de tre andre anmeldere hos “De Brune Riddere” har bestilt mere end tusind gange de sidste fire år.

“Vi vil gerne bede om to bøfsandwichs med det hele tak.”

“Ja - Skal det være med lys eller mørk bolle?”

“Lys - naturligvis.”

Af den samme grund, som Lasse Görlitz og Peter Tessing Petersen studerede menukortet, venter Jyllands-Postens fotograf også ude på parkeringspladsen, indtil de to herrer har fået serveret deres bøfsandwichs.

“Det er vigtigt, at vi ikke får særbehandling. Den bøfsandwich, som vi får, skal være af samme kvalitet, som den alle andre får serveret. Ellers ville vores anmeldelse jo ikke afspejle virkeligheden,” forklarer Peter Tessing Petersen.

Til daglig arbejder Lasse Görlitz som kommunikationsmedarbejder i et softwarefirma, og Peter Tessing Petersen er kaffemaskinetekniker.

Lasse Görlitz har tidligere være dommer ved EM i BBQ, og siden 2011 har han været dommer ved DM i Hotdogs.

En del af deres fritid bruger de på at køre rundt i landet og anmelde bøfsandwichs. Anmeldelserne bliver lagt op på deres Facebookside, hvor de i skrivende stund har 2.171 følgere. Som prikken over i´et kårer de hvert år Danmarks Bedste Bøfsandwich.

Øget omsætning

Da Havnens Perle i Aarhus vandt titlen for første gang i 2012, blev indehaveren nødt til at få bygget om og få installeret nye sovsevarmere pga. den store efterspørgsel og de mange nye kunder.

Det samme mønster gentog sig, da Restaurant Vestre Baadelaug på havnen i Aalborg vandt prisen for Danmarks bedste bøfsandwich i 2013. Her blev omsætningen næsten fordoblet i forhold til året før.

“Vi havde alle borde optaget frem til midt i november. Og selv om vi ikke vandt i 2014, har vi i januar og februar næsten omsat for det samme som lige efter kåringen,” fortæller Nina Pichler, der er indehaver af restauranten.

Den store interesse for restaurantens bøfsandwich er kommet meget bag på Nina Pichler.

“Folk kører både fra Skagen og Sønderjylland for at smage vores bøfsandwich, og jeg kan ikke ikke forklare hvorfor. Den strider mod alt, hvad der hedder sundhed og stemmer slet ikke overens med, hvad der ellers rører sig i samfundet. Hvis jeg skulle igennem vores bøfsandwich plus pomfritterne, så skulle jeg ligge på sofaen i nogle timer bagefter,” siger hun.

Den nuværende titelindehaver er igen Havnens Perle på havnen i Aarhus.

Opfylder alle kriterier

Ifølge Gitte Gross, der er kontorchef på DTUs fødevareinstitut, er der en god grund til, at netop bøfsandwichen falder i danskernes smag.

Hvis jeg skulle igennem vores bøfsandwich, så skulle jeg ligge på sofaen i nogle timer bagefter.
Nina Pichler, Indehaver af Restaurant Vestre Baadelaug i Aalborg

“Den klassiske burger lever op til det, der kaldes de kulinariske succesfaktorer. Dvs. der er balance mellem surt, sødt, salt, bittert og umami, og ingredienserne bidrager hver især med forskellig konsistens – fx en blød bolle og nogle sprøde agurker. Hertil kommer, at det som regel er et billigt, hurtigt og let tilgængeligt måltid,” siger hun.

Det er præcis disse parametre, som Lasse Görlitz og Peter Tessing Petersen lægger vægt på, da de sætter tænderne i det skæve brune tårn.

Således ser en bøfsandwich til topvurdering ud. Bemærk mængden af brun sovs.

“Den er virkelig god. Bøffen er dejlig saftig og helt sikkert hjemmelavet. Sovsen er gaffelvenlig, men jeg kunne godt bruge en smule mere surt i min. Det er faktisk kun sket en enkelt gang før, at jeg er stødt på en bolle, der ikke var fra påskebrød, der smagte så godt her,” siger Lasse Görlitz.

“Var det den ude på Djursland?” spørger Peter Tessing Petersen.

“Ja - lige præcis,” svarer Lasse Görlitz.

Kun smagen der tæller

Når De Brune Riddere anmelder, er det udelukkende på baggrund af smagen. Størrelsen, prisen og udseendet har ingen afsmitning på karakteren.

“I bund og grund er det jo et ret grimt måltid. Bøfsandwichen er klassens frække dreng også på det punkt,” siger Lasse Görlitz.

Jyllands-Posten har talt med tre andre forhandlere af bøfsandwichs fra hele landet, der alle fortæller, at interessen for den brune burger er stigende.

“Jeg tror ikke, at det er et udtryk for, at danskerne er begyndt at leve mere usundt. Men skal man have noget hurtigt, nemt og billigt, ja så vælger man noget, som man kender i forvejen, og som man synes, smager godt,” siger Gitte Gross fra DTU.

Bøfsandwich til topkarakter

Dagens bøfsandwich opfyldte alle kriterier og har imponeret de to anmeldere. Der er dog et enkelt spørgsmål, som trænger sig på.

“Det bliver til en topkarakter for din bøfsandwich. Men må vi lige spørge, hvad du har lavet med de syltede agurker?” spørger Lasse Görlitz.

“De er blevet rødbedemarinerede og har derfor fået både farve og en del smag fra rødbederne,” fortæller Søren E.

“Meget spændende. Det har vi ikke set før,” siger Peter Tessing Petersen.

Om Søren E stikker af med prisen for Danmarks Bedste Bøfsandwich 2015, er det dog alt for tidligt at sige noget om.

“Nu skal de andre anmeldere også forbi. Det er jo ikke sikkert, at den unge pige, der er på arbejde søndag formiddag, kan levere den samme kvalitet, som vi har oplevet i dag,” siger Lasse Görlitz.