Advarsel: Fiskehandlere sushi-sjusker
Fisk til sushi må ikke sælges ufrossen, men det gør otte af ti fiskehandlere. Det kan gøre folk syge og er i strid med EUs fødevareregler, fastslår Fødevarestyrelsen.
Selv om landets fiskehandlere er forpligtet til at fryse al fisk, som skal bruges til sushi, undlader de det i stor stil.
Rå, ufrossen tun, makrel og laks langes flittigt over fiskehandlernes disk, mens forbrugerne risikerer at blive alvorligt syge efter en omgang hjemmelavet sushi, fordi de ufrosne fisk kan indeholde parasit-orme.
Et butikstjek, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget blandt 10 fiskehandlere i Århus og København, viser, at hovedparten af de besøgte fiskehandlere sælger rå, ufrossen fisk til de kunder, som spørger efter fisk til sushi. Det er ifølge EUs fødevareforordning ulovligt. For at sikre, at parasitterne slås ihjel, pålægger forordningen fiskehandlerne at fryse al fisk, som skal spises råt, ned til -20 grader i mindst et døgn.
Men det undlod otte ud af ti besøgte fiskeforretninger, som solgte rå ufrossen sushitun til avisens udsendte indkøbere. Fiskehandlerne informerede ikke om risikoen ved at spise rå fisk, ligesom de ikke opfordrede indkøberen til selv at foretage dybfrysningen.
Fisken skal være frosset
"Der er ingen tvivl om, at fiskehandlerne kun må sælge fisk, som skal bruges til sushi, hvis den har været frosset," fastslår chefkonsulent Mette Nyborg fra Fødevarestyrelsen.
Hun afviser, at fiskehandlerne kan nøjes med at opfordre deres kunder til selv at fryse fisken.
Den melding kommer bag på fiskehandlerne.
"Det er en klar forringelse af kvaliteten, når man fryser fisken. Sushielskere ønsker ikke at få fisk, der har været frosset. Man bør da give kunderne valget. Hvis de ikke ønsker at tage chancen, kan de jo selv fryse fisken, inden den skal spises," siger sekretariatsleder David Mouritzen hos brancheforeningen Danmarks Fiskehandlere.
Hos Kyllebech Fisk og Delikatesser i Århus solgte ekspedienten rå, ufrossen tun fra Thailand til Jyllands-Postens indkøber, som forlod butikken uden at have fået nogen som helst vejledning.
Da indkøberen kort efter vendte tilbage til butikken for at spørge nærmere til frysning og risici, lød beskeden, at det ikke er nødvendigt at fryse fisken.
"Jeg fryser den aldrig selv, og jeg er aldrig blevet syg af det. Så vidt jeg ved, er japanerne heller ikke blevet syge, men der findes folk med studenterhue, som får penge for at være kloge, der siger, at tunen skal være frosset, før man spiser den," sagde han.
Også i Nørreport Fiskehus i København får man udleveret fersk, ufrossen tun, når man beder om sushi-tun.
"Det er noget opblæst noget, at tun til sushi skal fryses. En japaner ville jo aldrig fryse en fisk, og det er dem, der har fundet på at lave sushi," lød beskeden.
De uønskede parasit-orme lever fortrinsvis i vilde fisk. Hvis man får ormene ned i tarmen, kan de vandre igennem bughulen og forårsage betændelse i bughulen. Ormene slås ihjel ved dybfrysning og ved varmebehandling.
Fiskehandler Lars Kyllebech, Århus, erkender, at hans medarbejder burde have fortalt, at tunen ikke havde været frosset, men han står uforstående over for, at det er forbudt at sælge fersk tun til hjemmelavet sushi.
Forbrugernes ansvar
"Det må være forbrugernes eget ansvar at fryse den. Jeg påtager mig en moralsk forpligtelse til at oplyse om risikoen ved at spise rå fisk, men så vidt jeg ved, må vi gerne sælge al den ferske tun, som vi vil," siger han.
Han bakkes op af Morten Salemonsson, indehaver af Nørreport Fiskehus i København.
"Skal jeg skrive på mine fisk Må ikke bruges til sushi, eller skal jeg skal fryse alle mine fisk ned, fordi folk måske går hjem og laver sushi af det? Det giver ingen mening," siger den københavnske fiskehandler.
Clausens Fiskehandel i Århus var én af de kun to fiskehandlere, som overholdt frysekravet.
"Reglerne siger, at vi skal fryse sushifisken, og samtidig er det en fordel for kunderne, at fisken er frossen på forhånd, for så kan de lave sushi samme dag, som de køber fisken," påpeger medindehaver Anders Clausen.
Ifølge Fødevarestyrelsen er det fødevarekontrollanternes normale sanktionsmuligheder, som skal tages i brug over for fiskehandlere, som overtræder reglerne.