De forklædte piger i Kabul

Det var hjemme hos et kvindeligt parlamentsmedlem i Kabul, at Jenny Nordberg første gang stødte på fænomenet bacha posh. Bacha Posh er dari og kan oversættes med ”klædt som en dreng”.

Politikeren og parlamentsmedlemmet Azitas søn Mehran på seks år var i virkeligheden en forklædt datter. Og da Jenny Nordberg spurgte ind til årsagen, slog Azita det hen som et praktisk arrangement. For nu havde familien fred for de mange hånlige bemærkninger til hendes mand, der ingen sønner har, anklagerne om at være en ond kvinde, der kun ønsker sig piger og for den tiltagende sladder om, at hun nok heller ikke kunne varetage sine politiske opgaver, når hun ikke engang kan føde en søn.

Det var i 2009. Jenny Nordberg er undersøgende journalist og var i Kabul for at lave en tv-dokumentar om afghanske kvinder. Det gik op for hende, at Mehran blot er én af mange piger, som vokser op som dreng, og at de forklædte piger er et kollektivt selvbedrag i det patriakalske land, og hun besluttede sig for at undersøge fænomenet nærmere. I 2010 skrev hun en artikel til New York Times, og det var første gang, fænomenet er blevet omtalt officielt.

”Min research viste, at der i århundreder har eksisteret bacha posh i Afghanistan. Det er så mærkeligt, at der ikke er nogen, der har skrevet om det før. Da jeg i 2010 forsøgte at google begrebet, fandtes der ingenting. Så min tanke var selvfølgelig, hvad der ellers findes, som vi har overset i den afghanske kultur?”

8. marts udkommer hendes bog ”De forklædte piger fra Kabul” i Danmark, og forfatteren besøgte i den forbindelse København.

”Da jeg første gang stødte på en bacha posh, virkede det ubehageligt og fremmed for mig. At piger blev nødt til at klæde sig ud som drenge og fornægte deres køn. Og min første tanke var at undersøge, hvad det betød for pigernes kønsidentitet senere i livet, når de vendte tilbage til deres oprindelige køn. Men det varede ikke så længe, inden jeg faktisk fandt det fuldstændig logisk og begyndte at se det som et hemmeligt oprør. Som Azita sagde til mig, var der også en anden og mindre selvisk grund til, at hun klædte sin datter som en dreng: ”Jeg ville vise mit yngste barn, hvordan livet er på den anden side.”

Det mest interessante for Jenny Nordberg var dog, at hun i sin research fandt masser af fortilfælde i sin egen del af verden, Europa. Også her har kvinder set sig nødsaget til at forklæde sig som mænd for at få en uddannelse, undgå tvangsægteskab, deltage i krige og færdes på egen hånd. På en måde er bacha posh’ene blevet en nøgle for hende til at forstå sit eget samfund. Og en forståelse af, hvad der er sket frem til vores tid.

”Og har jeg ikke selv hele mit liv opført mig som en mand? Som undersøgende journalist, udenrigsreporter og krigskorrespondent har jeg deltaget i drengeklubben. Da jeg startede på svensk tv, kom jeg ind på en redaktion, hvor der udelukkende var mænd, der spillede i rockorkester og drak øl, og det værste, der kunne overgå mig var, at vise min kvindelighed. Ingen skulle anklage mig for at spille på, at jeg var kvinde. Der er blevet lavet undersøgelser, som viser, at for lyse kvindestemmer i radioen irriterer folk. En seriøs stemme er en dyb mandestemme! Så hvis man skal have folk til at lytte til noget og opfatte det seriøst, så skal man bruge en dyb manderøst. Jeg har arbejdet på Sveriges Radio i mange år, og man bliver simpelthen undervist i at tale med dyb stemme. Og sådan har jeg hele tiden forsøgt at opfylde de mandlige normer. Først nu føler jeg, at jeg har fået mod og pondus nok til at tillade mig at være kvinde. Men stadig tager jeg da jakkesættet på ind imellem.”

Det gik op for hende, at forholdene i Afghanistan slet ikke var så eksotiske og mærkelige, som de først fremstod. At religionen måske slet ikke spiller så fremtrædende en rolle, som man giver den. Patriakatet er meget ældre end Islam, og fænomenet bacha posh fandtes også inden Islam.

”Jeg kommer fra Sverige, som anses for at være et af de lande, der er længst med ligestilling, og ligestilling har været noget selvfølgeligt i min tid og i mit liv. Så blev jeg plantet i det aller mest rå og rendyrkede patriakat i verden. Og oplevede at blive anset for at være andenrangs menneske, blot på grund af mit køn. Så for mig var det, at få de to ting koblet sammen, af stor betydning. Hvordan min mormor og hendes mor levede. At indse, at der også i min historie findes kvinder, som har måttet klæde sig som mænd for at få uddannelse, for at kunne bevæge sig frit og for at undgå tvangsægteskaber. Også i Sverige har man indtil for få år siden kaldt kvinder, som ikke var ærbare og uskyldsrene til den dag, de blev gift, for ludere. Kvinder som var højrøstede, havde en mening om tingene og skilte sig ud, de blev også ilde set i vores kultur, og det er faktisk ikke så længe siden. For alt det, som vi kvinder i norden har, det fik vi jo bare lige for fem minutter siden.”