De forklædte kvinders tavse oprør i Afghanistan

Nadar håber, at hun nu i en alder af godt 30 år endelig er taget af ægteskabsmarkedet, eftersom hun simpelthen er for gammel til, at nogen vil have hende.

Når hun ser, hvordan hendes brødre behandler deres koner og yngre søster, kan hun ikke se, hvordan hun skulle kunne holde ud at blive kommanderet rundt af en mand. Som ung gik hun på universitet, og i dag tjener hun sine egne penge ved at arbejde deltid i et softwarefirma i Kabul.

Som nyfødt blev Nadar udpeget til at være familiens dreng, bacha posh. Hendes ældre brødre skulle i hæren, og derfor havde familien akut brug for flere sønner. Forældrene frygtede at miste sønnerne, og når Nadar blev forklædt som dreng, kunne det skabe den magi, der skulle til for, at familien fik flere drenge. Magien virkede, der stødte yderligere to drenge til og fire piger.

Da Nadar kom i puberteten forventedes det, at hun skiftede drengetøjet ud med slør og skørter og gav afkald på de privillegier, hun havde fået som dreng. Men det nægtede hun. Hun tilhører en lille sej kerne af afghanske kvinder, som kæmper deres egen modstandskamp mod et af de mest kvindeundertrykkende systemer i verden.

Hendes brødre er flyttet hjemmefra og kan godt se en fordel i, at Nadar tager sig af sin mor, tjener penge og beskytter hendes og de små søskendes ære. Indtil videre har det givet hende mulighed for at blive ved med at gå i bukser, t-shirt og poset jakke. En gang om ugen underviser hun i et kælderlokale i Kabul fem bacha posh piger i taekwondo. Og i pauserne forklarer hun dem, hvordan den fysiske træning kan give dem viljestyrke til at tage magten over deres eget liv. Hvordan det er bedre at leve uden for samfundet end at leve som slave.

Når hun forlader hjemmet, der ligger i et af Kabuls bedre kvarterer, kigger hun ned i jorden af frygt for, at naboerne skal gennemskue hende. Hun ser ikke nogen grund til at provokere nogen unødigt. Mange kender hende kun som en mand, der bor sammen med sin mor og sine søstre.

Nadar er én af de kvinder, som Pulitzervinderen Jenny Nordberg har interviewet til sin bog ”De forklædte piger fra Kabul”.

”I de seneste år er man gået ind med fantastiske økonomiske bistandsmidler for at hjælpe afghanske kvinder og ”befri” dem fra slaveriets lænker. Også Danmark har haft ligestillingsprojekter for at hjælpe kvinderne. Men de afghanske kvinder er åbenbart meget mere avancerede og kreative, end vi nogensinde vil kunne lære dem!” siger Jenny Nordberg.

Jenny Nordberg er svensk født, opvokset og uddannet i Stockholm. Hun har arbejdet som graver-journalist for Sveriges Television og radio, inden hun i 2002 flyttede til New York for at uddanne sig videre på Columbia Univercity. Siden fik hun arbejde på amerikanske tv-stationer som undersøgende reporter og bor i dag i New York, hvorfra hun stadig skriver for Svenske Dagbladet. I 2010 modtog hun Robert F. Kennedy Award for Exellence in Journalism for en tv-dokumentar om afghanske kvinder.

Da Jenny Nordberg var i Afghanistan 2009, mødte hun for første gang en bacha posh, det vil sige en pige, der var forklædt som dreng.

Det skete hos én af landets mest privillegerede kvinder, Azita, der var medlem af parlamentet og tjente sine egne penge, så hun kunne forsørge sin mand, sin medhustru og familiens fire børn. Men hun havde ikke født en søn. For at slippe for medynk, hån og sladder havde hun besluttet, at familiens yngste datter skulle forvandles til en dreng. Folk genvandt tilliden til hende som politiker, familiens ære var reddet og mandens status genoprettet.

”Her var en kvinde med selvtillid, med uddannelse og en høj position i samfundet. Og på trods af alt det, så anså hendes omgivelser hende for at være en mislykket kvinde, fordi hun ikke har haft held til at føde en søn. Det viser jo meget konkret, hvordan samfundet fungerer. Det spiller ingen rolle, hvad du laver, hvis du ikke kan føde en søn. I Afghanistan ligger det så dybt i kulturen, at det er accepteret, at man forklæder en datter for at kompensere for den manglende søn,” forklarer Jenny Nordberg.

Hun besluttede sig for at undersøge fænomenet nærmere for at finde ud af, om det var positivt eller negativt, at disse piger måtte vokse op som drenge. Om det var en triumf eller en tragedie.

”Men efter flere år er jeg kommet frem til, at det er både og. Og det kan ofte være både og for samme pige og samme kvinde. Pigerne får nogle år, hvor de deltager i samfundet, hvor de får lov til at komme ud og se verden, men pludselig er de blevet kønsmodne, og så smækkes den dør til friheden i. De bliver lukket inde bag hjemmets fire vægge lige som andre piger. Og deres mission er at føde drenge. Da jeg interviewede kvinderne, mødte jeg nogle, der var virkelig taknemmelige for, at de havde fået lov til at opleve den anden verden, det havde givet dem selvtillid og mod til at blande sig og se folk i øjnene. De følte, at de er blevet stærkere ved at have gennemlevet det, de har.”

Men der var også kvinder, som sagde, at de ville ønske, at de aldrig havde prøvet det. For det var for smertefuldt at vende tilbage til kvindelivet. De ønskede, at de aldrig havde fået indblik i det, de går glip af. Så er dem, der betegner deres tid som bacha posh som deres bedste tid, som de tænker tilbage på med glæde, men at de også er tilfredse med deres liv som kvinde. Og endelig er der nogle som Nadar, der ikke ønsker at give afkald på det frie liv som mand.

”Jeg må konkludere, at der i bacha posh begrebet findes en kraft og en modstand, som er indlysende. At kvinder vælger at sige, at når det skal være så svært at være kvinde, så vælger jeg at være mand!

Det er på én og samme tid en fantastisk kraft og en enorm tragedie. For hvad er det egentlig, man gør? Man fjerner det kvindelige og bøjer sig for, at det er det mandlige, der gælder,” siger forfatteren.

Historien om bacha posh blev på en måde Jenny Nordbergs nøgle ind til det afghanske samfund.

”Forstår du, hvad bacha posh er udtryk for, så udrulles hele den afghanske kultur for dig. Har man ikke en søn i familien, har man ingen økonomisk eller social status i samfundet. Men hvorfor er det så sådan? Fordi der ikke er en fungerende regering, som kan gennemføre noget, og fordi landet har været i krig i 40 år. Det blev ligesom til en cirkelslutning for mig. Bacha posh blev et symbol på undertrykkelsen, på det dysfunktionelle samfund, hvor folk må gribe til desperate handlinger. Ligesom vi gjorde her i Europa for nogle hundrede år siden.”

Jenny Nordberg har ikke meget til overs for de mange projekter, som humanitære organisationer fra hele verden har forsøgt at sætte i værk for at hjælpe kvinderne. Udlændingene kommer til Afghanistan med en stor pose penge og laver projekter for kvinder, mens mændene står måbende ved siden af og undrer sig over, hvorfor man hjælper kvinderne, når mændene ikke har noget arbejde. På den måde skaber man sig fjender frem for allierede.

”Efter dette har jeg i hvert fald lært, at rettigheder til kvinder er ikke noget, kvinder kan sidde og diskutere med kvinder på konferencer. Det er noget, man bliver nødt til at samarbejde om. Og for at man overhovedet kan komme i gang, så er det hovedsageligt mændene, man må tale med. I familier i Kabul er det ofte faderen, som ønsker, at datteren får en uddannelse. Da jeg først kom til Afghanistan, så forestillede jeg mig, at kvinderne var ofre og mændene undertrykkere, men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. De stærkeste kvinder er dem, der har de stærke fædre bag sig. Fædre, som er indstillet på, at deres døtre skal have uddannelse og en mand, der giver dem frihed til at arbejde. Men det er et typisk byfænomen. På landet blandt de konservative krigsherrer og talibanerne mener man slet ikke, at kvinder skal gå ud.”

Det var chokerende for Jenny Nordberg at at se, hvor lidt afghanerne har fået for alle de mange milliarder, der er blevet postet i landet. Det har virkelig været en fest i Kabul. Der har været så mange penge, at det var lige så dyrt der, som på Manhatten! Krigsøkonomien med contracters og bistandsarbejdere, der har lejet de fineste huse, ansat vagter til overpris, importeret varer og skabt kunstigt forbrug. De unge er blevet vænnet til at få en enorm høj løn, men nu er det slut. Festen er forbi. Jobbene forsvinder og lønningerne sænkes mærkbart. Tilbage ligger halvfærdige bygninger, fallerede projekter og en korruption der siger spar to til de fleste andre landes.

Det virker som om, der lige kom en vestlig storm, der rev alt op med rode og efterlod landet i kaos.

Jenny Nordberg var tilbage i Kabul for nogle uger siden, og det, man taler mest om nu, er, hvordan man skal komme væk.

”Der er sket fremskridt for kvinder, specielt i byerne. Men fremskridtene er så usikre, at man kan frygte, at de forsvinder hurtigt igen. Azita er et eksempel. Hun stammer fra en landsby uden rindende vand og endte som parlamentsmedlem. Det er jo en fantastisk historie,” medgiver Jenny Nordberg.

Men måske er hendes historie også symbolsk for landet.

Hun blev genvalgt til parlamentet ved valget i 2010, men hendes sejr blev erklæret ugyldig, og hun brugte meget tid på at overbevise alle instanser om, at hun skulle ind. Men hun havde ikke de 60.000 $, det ville koste. Nu har hun ikke noget job. Og nu er hun meget urolig for, hvorvidt hun har råd til at blive boende i Kabul eller må rejse tilbage til landsbyen og til livet som slave for sin mand.

De kvinder, Jenny Nordberg har mødt, er helt klar over deres situation. De føler også, at det er forkert, at mændene har al magt.

”Vi skal ikke undervurdere dem. Jeg spurgte for eksempel Azitas mor, om hun havde det okay med, at de giftede Azita bort til en mand, der er analfabet og i forvejen havde en hustru. Hun kiggede på mig og sagde; nej selvfølgelig syntes jeg ikke, at det var okay, hvordan ville du tænke, hvis det var dig?”

Men krigen overskygger alt. Skolerne er bombede, og man risikerer selv at blive udsat for vejsidebomber eller bombeattentat, hvis man går ud på gaden. Der er meget presserende problemer, som skal løses, inden man kan komme i gang med at diskutere de andre spørgsmål. Krige går altid ud over kvinder. I Afghanistan har man været i krig i så mange år. Så var det russerne, der ville indføre socialisme og ligestilling for kvinder, og så vandt talibanerne, der ville føre det hele tilbage igen. Dengang flyttede de uddannede til udlandet. Nu frygter Jenny Nordberg, at det samme vil ske igen. At landet bliver drænet for folk med uddannelse.

”Men bacha posh vil vedblive at eksistere. Det eksisterede længe før islam, og det vil også overleve taliban,” mener hun.