Hjernetræning: Efter 15 år med ADHD og misbrug vil han gerne videre med sit liv

”Det nytter ikke at tænke tilbage på alle de år, jeg har spildt på ingenting. Så bliver jeg bare vred - og ked af det. Jeg vil meget hellere se fremad,” siger 29-årige Lasse Jenoral Olesen fra Kolding.

Lasse Jenoral Olesen har ADHD plus en del andre diagnoser, han ikke helt har styr på.

Han er blandt de 14 kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere, som Kolding Kommune i foråret i samarbejde med firmaet EEG-training gav et tilbud om hjernetræning.

Det er første gang i Danmark, at det er lykkedes at gennemføre hjernetræning i forsøget på at få sociale klienter videre i livet. Målet med projektet var at give deltagernes hjerner så meget ro, at de kunne begynde at tænke over deres fremtid og blive parate til enten uddannelse eller arbejde.

Man fornærmer nok ikke nogen ved at kalde deltagerne for nogle af kommunens tunge klienter, forstået på den måde, at her havde man på forhånd prøvet næsten alle andre tiltag.

”Vores målgruppe for projektet med EEG-træning var oprindeligt unge med diagnosen ADHD, og det viste sig at være noget af en udfordring, bare at få dem til at komme til informationsmødet,” siger Unge og Uddannelseschef i Kolding Kommune, Karina Svarre.

Derfor blev deltagerne en blandet gruppe af unge og ældre kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed og modtagere af sygedagpenge, som led af depression.

”Og jeg er positivt overrasket over resultatet,” siger Karina Svarre.

Ud over et samlet stort fremmøde er flere deltagere med misbrug enten kommet helt ud af det eller har nedsat forbruget. Samtidig har flere deprimerede meldt om fornyet tro på fremtiden og sågar ytret ønske om igen at komme i arbejde.

Spurgte man Lasse for et halvt år siden, ville han have benægtet, at han overhovedet havde nogen fremtidsudsigter. For når han taler om spildte år, drejer det sig om det meste af hans skoletid og tiden derefter, som han tilbragte i hashtåger og blandingsmisbrug for at dulme sin indre uro.

I sjette klasse havde Lasse allerede gået på fem skoler og stod i den situation, at ingen ville have ham. Han var såkaldt adfærdsvanskelig. De næste tre år tilbragte han på en skole, hvor det faglige niveau var meget lavt, og tiden gik med kortspil og hashrygning.

Fra han var 15 år har han været misbruger, først hash, siden andre stoffer som indbefatter alt undtagen heroin, som han selv udtrykker det. Og da han for ca. fem år siden omsider kom ud af stofmisbruget, startede han på alkohol.

Derfor har han heller ikke styr på alle de tiltag og kommunale tilbud, han har prøvet gennem i årenes løb.

”Da min mentor spurgte mig, om jeg ville være med til hjernetræning, havde jeg derfor ikke de store forventninger. Jeg var blevet skuffet så mange gange før,” indrømmer han, mens han i glimt søger øjenkontakt, inden han igen taler ud i luften.

EEG-træning eller neurofeedback, som hjernetræningen også kaldes, er langtfra ny. Allerede for 30 år siden blev træningen med succes brugt på krigsveteraner, som led af Post Traumatisk Stress. Veteranerne blev fri for lidelsen og det alkoholmisbrug, de alle havde udviklet.

Siden har måling af de elektriske impulser bredt sig. Og efterhånden er der samlet en database med flere end 10.000 målinger af hjerner, så man har et klart billede af, hvordan en normal hjerne ser ud, når den er i funktion. Det er den normalhjerne-tilstand, som computerspil skal hjælpe de overbelastede hjerner til at efterligne. Jo tættere på normalområdet, hjernen befinder sig, jo større belønning får hjernen via computerstillet.

”Og alle hjerner vil som udgangspunkt gerne være i ro, for det er kun når den er i ro, at den udvikler sig,” forklarer psykoterapeut og indehaver af EEGtraining, Connie Krarup Andersen.

Alene det, at Lasse sidder foran en journalist og fortæller om sig selv, er et bevis på, at han denne gang ikke løb ind i et nederlag. Hjernetræningen blev en succes for Lasse. Han er sluppet af med sin sociale angst og paranoia og har fået psykisk overskud til at tænke igen. Er blevet skarp i hovedet og føler ikke længere, at alt er forfærdeligt.

Og han stiller op for at fortælle andre om, hvad hjernetræning kan udrette.

”Første gang, jeg var til træning, blev jeg meget træt og tog direkte hjem for at sove. Anden gang sov jeg en halv time, og da jeg stod op igen, var jeg nærmest euforisk. Jeg har svært ved at forklare det, men det var en form for varme og indre lykke. Jeg sad ganske enkelt og røg en cigaret og var helt vildt glad!”

Derfor mødte Lasse troligt op til sine træningssessioner, og for hver gang følte han sig mere skarp i hovedet.

”Tidligere havde jeg bare siddet og kigget ned i bordet, når jeg besøgte mine forældre, men nu snakker jeg så meget, at de næsten synes, det er for meget. Ting, som jeg ikke tidligere havde orket, vil jeg bare have overstået nu og her. Jeg fik så meget energi, at jeg på et tidspunkt måtte geare ned igen for ikke at blive stresset. Men nu har jeg lært, at jeg ikke skal gabe over for meget.”

For et år siden flyttede Lasse i egen lejlighed, og for første gang er det gået godt. Han har lært at åbne rudekuverter og betale regninger, inden der løber rykkergebyr og advokatomkostninger oveni, og han ved hver måned, hvor mange penge, han har til sig selv. Alkoholen har han trappet ned, så det foregår i weekenden.

Temperament har han stadig. Han kan godt blive vred, men forskellen fra før til nu er, at han kun bliver vred, hvis der er grund til det. Og i øjeblikket er han frustreret over kommunen. Han nåede nemlig ikke alle de behandlinger, han blev stillet i udsigt. Og selv mener han, at han vil have gavn af endnu 25 træningssessioner. Men det koster omkring 10.000 kr., som han ikke selv kan finde i kontanthjælpsbudgettet.

”Jeg glædede mig hver gang og føler, at behandlingen giver mig mere overskud. Men det er samtidig hårdt at vågne op og opdage, hvor ligeglad, jeg har været med mit eget liv. Nu vil jeg gerne videre, men der er lige nogle kommunale instanser, der skal finde ud af at arbejde sammen først,” siger han.

Karina Svarre oplyser, at flere af projektets medarbejdere har set så store adfærdsændringer hos deltagerne, at man ønsker at fortsætte træningen.

”Der er tegn på, at træningen virker lige så godt som medicin, og det er jo positivt, hvis de unge ikke behøver at tage Ritalin. Så på vores næste chefmøde skal vi tage stilling til, hvordan vi kommer videre. Om tilbuddet skal gives til alle i den målgruppe, og om der kan bevilges flere træningstimer til dem, der har fået mod på fremtiden.”