Tandlæger fraråder brug af tandpasta med triclosan
Tandpasta bør indeholde fluor men forbrugerne bør undgå triclosan, lyder rådet fra Tandlægeforeningen. Svenske supermarkeder fjerner det triclosanholdige tandpasta efter kritisk miljørapport.
Tandpasta bør indeholde fluor men forbrugerne bør undgå triclosan, lyder rådet fra Tandlægeforeningen. Svenske supermarkeder fjerner det triclosanholdige tandpasta efter kritisk miljørapport.
Tandlægeforeningens anbefaling om at undgå det triclosanholdige tandpasta kommer efter, at avisen 24 Timer i dag beretter om en rapport fra den svenske miljø- og naturorganisation, Naturskyddsföreningen, hvori det fremgår, at tandbørstning hvert år fører til, at der lukkes to ton triclosan ud i miljøet. Ifølge EU er triclosan miljøskadeligt, og stoffet, som er bakteriedræbende, mistænkes desuden for at gøre mennesker resistente over for antibiotika. Men stoffet er fortsat tilladt i tandpasta.
Fjernet fra hylderne
I Sverige har den største supermarkedskæde ICA nu besluttet at fjerne al triclosanholdig tandpasta fra sine hylder, og Naturskyddsföreningen kræver et totalforbud mod triclosan i alle forbrugerrettede produkter.
Ifølge 24 Timer afviser Coop at fjerne det tricosanholdige tandpasta fra hylderne, som blandt andet omfatter Colgate Total og Colgate Total Whitening.
Men både den danske Miljøstyrelse og Tandlægeforeningen anbefaler at lade tvivlen om stoffets skadelige virkninger råde.
"Til almindelig brug er stoffet unødvendigt, og da der hersker tvivl om, hvorvidt det kan være skadeligt, bør man generelt lade tvivlen råde og gå uden om tandpastaer med triclosan," påpeger Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.
Husk flour
Kun hvis man specifikt er blevet opfordret af sin tandlæge til at bruge en tandpasta med triclosan, bør man proppe det på tandbørsten, mener den danske Tandlægeforening.
"Den klare anbefaling herfra er daglig brug af fluortandpasta – uden triclosan. Der er adskillige tandpastaer på markedet i dag, men vi vil ikke anbefale nogen mærker frem for andre. Bare tandpastaen indeholder fluor, da fluor virker mod huller i tænder. Og så er det naturligvis vigtigt, at tandbørstningen foregår hver dag," lyder det fra Susanne Andersen.
Tandlægeforeningen understreger, at dens samarbejdsaftale med Colgate-Palmolive alene indbefatter en anbefaling af flour - ikke en blåstempling af alle Colgatetandpastaer generelt.
Producenten kan ifølge aftalen anvende et særligt logo på sine tandpastatyper med fluor sammen med en tekst, der siger, at Tandlægeforeningen anbefaler dagligt brug af fluortandpasta. Anbefalingen handler alene om brugen af fluor og kunne i princippet stå på samtlige fluortandpastaer på markedet.